Annonce

Uddannelse
27. november 2015 - 16:40

Unge besætter ejendom i protest mod »fremtidsfjendske« politikere

En gruppe utilfredse gymnasieelever har fredag den 27. november besat en ejendom i indre København i protest mod regeringens nedskæringer på forsknings-, uddannelses- og klimaområdet. Regeringen fører en »fremtidsfjendsk« politik, lyder det fra de unge. 

»I sidste uge vedtog de blå partier en finanslov, der er decideret fremtidsfjendsk. Der skæres på forskning, der skæres på klima og der skæres på uddannelse! Alt dette gøres for, at det kan blive billigere at være bil- og boligejer.«

Sådan lyder indledningen på en pressemeddelelse, som fredag den 27. november blev sendt ud af en gruppe utilfredse gymnasieelever med tilknytning til Det frie Gymnasium på Nørrebro i København.

I protest mod hvad, de kalder »fremtidsfjendske« politikere, har de fredag eftermiddag valgt at besætte en ejendom i Indre By:

»Finansloven har direkte og alvorlige konsekvenser for vores hverdag, hvor vores skoler nu står til at skulle gennemgå en spareøvelse fuldstændig ude af proportioner! For at kunne gennemføre den, har vi som elever besluttet os til at finde en ny og billigere bygning, som vores skole kan være i. Derfor har aktivister fra et ny-opstartet initiativ besat huset på adressen Bremerholm 6 i indre København. Dette hus skal bruges til at give os den undervisning som vi ikke bare ønsker, men kræver! Vi vil som gruppe opbygge et sted, hvor elever fra hele landet kan komme og få den undervisning som de borgerlige er i gang med at tage fra dem.«

Nedskæringer skaber behov for alternative løsninger

Ifølge Lauge Lunding Bach, der er talsmand for initiativet, er elever og studerende presset til at finde på alternative løsninger, når politikerne bliver ved med at skære ned på uddannelsesområdet: 

- Kravet fra regeringens side om grønthøsterbesparelser på uddannelsesområdet rammer kvaliteten i vores uddannelser. Derfor har vi besluttet os for at besætte denne bygning, der i øvrigt stod tom, for at skabe nogle billigere rammer omkring vores uddannelse, således at vi kan bevare uddannelseskvaliteten, siger han til Modkraft.

Men er der tale om en happening, der skal sætte fokus på regeringens nedskæringer, eller har I tænkt jer at besætte bygningen permanent?

- Hvis vi ellers kan få lov, så vil vi gerne blive her permanent og bruge bygningen til undervisning for unge, hvis uddannelser er ramt af nedskæringer.

Hvordan vil I organisere undervisningen?

- Vi er åbne over for alle de kræfter, som deler vores udgangspunkt, og som ønsker at deltage i projektet. Men vi er slet ikke kommet så langt i forhold til den konkrete organisering af undervisningen. Lige nu er vi optaget af at se hvor stor opbakning, der er til vores projekt, og om vi er stærke nok til at holde bygningen på vores hænder. Så må den konkrete organisering af projektet komme bagefter.

I jeres pressemeddelse skriver I, at I bruger jeres demokratiske ret til at præge det samfund, I lever i. Hvad er der specielt demokratisk ved at besætte et hus, når man er uenig i den politik, der bliver ført?

- Vi har af flere omgange prøvet at gøre politikerne opmærksomme på, at de her nedskæringer er omfattende, og at det ikke er i Danmarks interesse at skære ned på landets vigtigste ressource - de unge. For en måned siden var omkring 40.000 unge på gaden for at demonstrere mod nedskæringerne. Men politikerne fortsætter ufortrødent. I den anledning har vi valgt stille og roligt at besætte et hus, der alligevel står tomt. Det synes vi ikke er specielt udemokratisk, siger Lauge Lunding Bach.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce