Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
1. marts 2013 - 18:02

Vækstplan: Forkert løsning på forkert problem

Krisen er ikke en konkurrenceevnekrise, men en efterspørgselskrise. Og finansiering af erhvervsskattelettelser med reduceret offentligt forbrug koster flere jobs, end der skabes.

1. Forkert løsning

Regeringens ”vækstplan” giver lettelser for erhvervslivet, primært af selskabsskat og erhvervsafgifter, garneret med lidt offentlige investeringer + investeringer i almennyttige boliger.

Tabel: Indhold af regeringens ”vækstplan”.

Selskabsskatten er i planen nedsat med 3 % for en udgift på sigt af godt 4 mia. kr. årligt, og der gennemføres afgiftslettelser for erhvervene indenfor energi mv. for på sigt i alt årligt 3 ½ mia.

Videre hæves investeringerne i almennyttige boliger over 4 år årligt med omkring 1 mia. kr. i gnennemsnit...

Pakken finansieres gennem reduktion af den offentlige forbrugsvækst med i alt op mod 25 mia. frem til 2020.

Tabel: Udgifter til regeringens ”vækstplan”

2. Ringe beskæftigelseseffekt

Ifølge regeringen vil pakken på sigt give 4.000 arbejdspladser årligt – i den private sektor.

Allerede som opgjort af regeringen forekommer beskæftigelseseffekten særdeles beskeden. 4000 arbejdspladser til en pris af op mod i alt 15 mia. kr. – det er næsten 4 mia. kr. pr. 1000 arbejdspladser.

Tabel: Effekt af vækstplanen ”isoleret set” – i den private sektor.

 

Tilmed synes den samlede beskæftigelseseffekt – inkl. både den private og den offentlige sektor – at være endnu mindre, jf. længere fremme.

Den ringe effekt skyldes, at regeringen især har anvendt midlerne – som indirekte er fremskaffet via kontanthjælps- og SU–reformerne – på typer af finanspolitiske tiltag, som giver allerringest beskæftigelseseffekt: Sænkning af selskabsskatten.

Ifølge regeringens egen ADAM-model vil brug af 5 milliarder på lempelse af selskabsskatten højst skabe op mod 300 arbejdspladser. Var midlerne i stedet tilført det offentlige, ville de have skabt op mod +12.000 flere arbejdspladser.

 Tabel: Beskæftigelseseffekt af forskellige finanspolitiske lempelser på 5 mia. kr

3. Finansieringen koster dyrt i arbejdspladser

Ikke alene er anvendelsen af midlerne særdeles ineffektiv, når der på kort sigt kun skabes 5.000 arbejdspladser i den private sektor. Tilmed koster finansieringen dyrt i offentlige arbejdspladser.

Planen vil her ganske vist i 2014 øge offentlige investeringer + investeringer i almennyttige boliger med i alt lidt over 3 mia. kr. årligt i gennemsnit.

MEN: Det fremgår imidlertid af planen, at regeringen og KL i denne forbindelse har indgået en ”konstruktiv forståelse” om, at man viderefører aftalen om øgede kommunale investeringer mod reducerede driftsudgifter fra 2013 til 2014. 

Men i og med at der nu er tale om en videreførelse af aftalen fra 2013 til 2014, betyder det, at når kommunerne i 2014 får lov til at øge deres investeringer med 2 mia., skal de igen – ligesom i 2013 - fortsat reducere for 2 mia. kr. i deres serviceudgifter.

Og selvom effekten af øgede kommunale investeringer i sig selv nok er større end lempelsen af selskabsskatten, er også den beskeden: Der skabes højst mellem 2 og 3.000 jobs.

Men disse øgede investeringer skal altså modsvares af en nedsættelse af de kommunale driftsudgifter i 2014 med modsvarende 2 milliarder. Og denne reduktion i kommunal service slår anderledes hårdt: Her vil effekten selvsagt være faldende beskæftigelse og i størrelsesordenen – 4 til 6.000 personer.

Forøgelsen af de offentlige investeringer skulle være SF's fingeraftryk på og alibi for at indgå i aftalen om nedsættelse af selskabsskatten. Men sandheden er altså, at forøgelsen af de kommunale investeringer i sig selv koster dobbelt så mange jobs, som den skaber jobs.

4. Netto skaber planen ingen flere jobs, snarere tværtimod

Også på længere sigt frem til 2020 stjæler finansieringen næsten den positive beskæftigelseseffekt af de mange anvendte milliarder. Som anført skal planen på sigt give +4.000 private arbejdspladser mere årligt.

Det sker imidlertid mod en reduktion i væksten i det offentlige forbrug på frem til 2020 med i alt op mod 25 mia. kr. [1] eller i gennemsnit med lidt over 3½ mia. årligt. Hvilken beskæftigelseseffekt i det offentlige, det giver, har regeringen bemærkelsesværdigt nok IKKE opgjort særskilt.

Men igen opgjort på basis af ADAM–modellen kan den offentlige beskæftigelse vurderes, dvs. at de 4-5000 flere jobs, der på sigt skabes i den private sektor, opvejes eller mere end opvejes af et formentlig endnu større fald i offentlige beskæftigelse på 6–8.000 jobs. Altså netto ingen positiv beskæftigelseseffekt, snarere tværtimod en lille tilbagegang.

Tabel: Årlig gennemsnitlig netto beskæftigelseseffekt af vækstplanen på sigt (2020).

Også andre end undertegnede er kommet til den konklusion. I dagbladet Børsen har man opgjort beskæftigelseseffekten af vækst planen til + 1.000 – altså uhyre lidt.


Figur: Børsens opgørelse af vækstplanens effekt.

 

Alt i alt er vækstplanen altså den forkerte løsning, fordi finansieringen koster så meget i jobs i det offentlige i forhold til, hvad planen skaber.

Hvilket regeringen så – jævnfør længere fremme – måske forsøger at camouflere gennem et skønmaleri af de øvrige økonomiske fremtidsudsigter.

5. Forkert problem

Hertil kommer, at satsningen på øget indtjening i og konkurrenceevneforbedring for erhvervslivet retter sig mod det forkerte problem. Det kan nemlig ikke godtgøres, at den samlede danske konkurrenceevne er så ringe, som regeringen angiver.

Det må anerkendes, at den såkaldte lønkonkurrenceevne, som primært fokuserer på lønudviklingen, er forringet under VK-regeringen. Men dette er siden langt hen ad vejen rettet op igen, jf. nedenstående figur for lønkonkurrenceevnen 2003 - 2012.

En række tidligere og nuværende økonomiske vismænd har da også taget afstand fra den opfattelse, at konkurrenceevnen skulle være dårlig.

Figur: Lønkonkurrenceevne 2000 – 2011 og lønkonkurrenceevnen 2003 – 2012.

Tilmed viser den gode eksportudvikling og handels- og betalingsbalance INGEN tegn på, at danske virksomheder har svært ved at konkurrere med udenlandske.

Hvilket hænger sammen med, at konkurrencevne er andet end omkostninger og også handler om udvikling, kvalitet og design, som netop er områder, hvor danske virksomheder står stærkt. 

Den økonomiske krise handler ikke så meget om konkurrenceevne overfor udlandet, men langt mere om manglende afsætning og efterspørgsel for de mange mindre og mellemstore virksomheder på det danske hjemmemarked, som 75 % af beskæftigelsen er bundet op på.

Den indenlandske danske økonomi er stadig ikke kommet sig over finanskrisen og ligger stadig mange milliarder under niveauet fra før denne – dvs. der er en kæmpe efterspørgselsmangel.

Forbrugerne har sat forbrugstakten drastisk ned og sparer op på grund af arbejdsløsheden, boligkrisen og gældskrisen.

Og regeringen har gjort ondt værre ved at drosle det offentlige forbrug ned gennem nulvækstpolitik og kæmpebesparelser i kommunerne.

Og som konsekvens af den svage efterspørgsel investerer virksomhederne ikke.

Krisen handler således ikke om indtjening og konkurrenceevne, men om manglende afsætning og efterspørgsel og deraf følgende manglende investeringer fra virksomhederne.

Figur: BNP, hjemlig efterspørgsel og eksport 2002–2012.

Skattelettelser for erhvervslivet har derfor ringe effekt, hvis de blot sættes ind på bankkontoen.

Summa summarum: Den forkerte løsning på det forkerte problem.

6. Skønmaleri af fremtidsudsigter

Formentlig for at dække over de særdeles pauvre resultater af vækstplanen har regeringen så i vækstplanen taget den store pensel frem i et gigantisk skønmaleri af fremtidsudsigterne.

Frem til 2020 vil der blive skabt 150.000 arbejdspladser, hævder regeringen i planen.

Tabel: Regeringens overordnede mål frem til 2020.

Ved et nærmere eftersyn viser det sig dog, at alle andre end regeringen selv vil skulle sørge for disse arbejdspladser. Først og fremmest skal nemlig bedre konjunkturer sørgede 80.000 af disse mange arbejdspladser.

Regeringen baserer sig åbenlyst på håb og ikke på realiteter, for alt tyder på at finanskrisen tværtimod vil fortsætte dette tiår ud.

Herudover skal et såkaldt ”strukturelt forløb” i form af allerede vedtagne reformer levere godt 40.000 af de flere arbejdspladser, hvilket dækker over efterlønsreformen fra 2006, tilbagetrækningsreformen fra 2011 og dagpengereformen fra 2010.

Og endelig skal regeringens egne reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og SU levere godt 35.000 arbejdspladser.


Figur: Sammensætningen af regeringens angivne forøgelse af beskæftigelsen frem mod 2020 med +150.000 personer.

 

Problemet er imidlertid her, at alle disse gamle og nye reformer KUN leverer øget arbejdskraftudbud.

Skal der komme mere beskæftigelse ud af dem, skal jobbene komme andetsteds fra, som disse flere på arbejdsmarkedet skal ansættes i.

Og da regeringen ikke leverer mange flere jobs, og den private sektor i Danmark er i dyb krise, er det endnu engang overladt til ”konjunkturerne” - dvs. et internationalt økonomisk opsving - at levere dem.

Men et sådant opsving er der med fortsat gældskrise i EU og fortsat finanskrise i den vestlige verden ingen udsigt til.

Regeringens prognoser for både 2012 og 2013 er allerede blevet afsløret som skønmaleri. Den superoptimistiske prognose frem til 2020 kan også meget let vise sig at være bare tomme ord og varm luft.

Hertil kommer igen det problem, at regeringen ovenfor opgør væksten i den private beskæftigelse frem til 2020. Mens det forekommer særdeles uklart, hvorvidt den modsvarende reduktion i offentlig beskæftigelse på grund af reduceret offentlgt forbrug medregnes - i hvertfald fremstår det ikke klart, om det er tilfældet, som det jo burde.

Jf. foran vil der på grundlag af multiplikatorerne i ADAM-modellen i hvert fald være tale om et fald i offentlig beskæftigelse på omkring 40-60.000 personer.

7. Råd til og brug for langt mere jobskabelse

Der er altså behov for helt anderledes effektive tiltag til jobskabelse fra regeringens side, hvis der skal blive et væsentligt løft i beskæftigelsen.

Regeringen har imidlertid vedvarende afvist, at der skulle være råd til en øget indsats for jobskabelse. Afvisningen er bestandigt blevet motiveret med EU's henstilling til Danmark om i perioden 2011–2013 at bringe statsunderskuddet ned under 3 %.

En henstilling, der som bekendt i 2009 blev bestilt af tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen fra VK-regeringen og begrundet med en prognose, der angiveligt viste, at de offentlige finanser var på vej mod et mange milliarder stort budgetunderskud.

Men efterfølgende har det vist sig, at Danmark faktisk aldrig har været i konflikt med 3 procents reglen, fordi de samlede underskud fra 2010 til 2013 har været 105 mia. kr. eller 6 pct. af BNP mindre, end katastrofeprognoserne fra Hjort Frederiksen lød på.

Figur: Forventet og faktiske statsunderskud 2009 – 2013 i % af BNP.

Der er altså et langt større økonomisk råderum, end regeringen hævder. Og der er med lavvækst igen i 2013 og en reel arbejdsløshed på mellem 165.000 (bruttoledige) og 185.000 (AKU-ledige ekskl. studerende) brug for meget mere jobskabelse.

Heroverfor står, at en konkurrenceevnepakke vil være en meget usikker gambling i en bedre konkurrenceevne, som måske - og måske ikke – på meget langt sigt kan give øget beskæftigelse, men som i hvert tilfælde her og nu - under krisen - tværtimod vil koste alt for mange offentlige jobs i forhold til, hvad der skabes i den private sektor.

Der er med andre ord tale om en politik, som har ringe økonomiske perspektiver.

Sigtet med en sådan pakke forekommer da også primært at være politisk.

Mange af tankerne om erhvervsskattelettelser er hentet hos arbejdsgiverorganisationerne og hos de borgerlige partier, hvor Venstre jo under finanslovsforhandlingerne fremsatte netop krav om en sådan pakke af skattelettelser for erhvervslivet. 

Som ved reformen af førtidspension og fleksjob, kontanthjælps– og SU–reformerne synes SRSF–regeringen igen at ville opgive egen politik og overtage de borgerliges.

Det primære mål med konkurrenceevnepakken synes at være, at købe sig fred i forhold til arbejdsgiverne og de borgerlige ved at føre deres politik.

Imens tusinder af regeringens egne vælgere falder ud af dagpengesystemet i 2013 på grund af mangel på jobs. Noget, som erhvervsskattelettelser ikke hjælper på, tværtimod.

 

Henrik Herløv Lund, økonom og velfærdsforsker - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"                                                                                

HENVISNING:

Jeg udgiver to nyhedsbreve KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke-borgerligt alternativ).
Vederlagsfrit abonnement kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"
Det fulde notat på 11 sider inkl. dokumentation, illustrationer og noter kan downloades på
www.henrikherloevlund.dk/Artikler/SRSFsvaekstplan.pdf

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce