Valget i Grækenland er europæisk

Politiken skriver i en leder den 3. Januar 2015. »Der er ingen vej ud af hestekuren«, at stærke kræfter i det græske venstrefløjsparti Syriza ønsker at træde ud af euroen, og at partiets leder Alexis Tsipras »spekulerer i at love vælgerne, at han kan frigøre dem fra kuren«.

Det er ikke korrekt.

Syriza gør det ganske klart i det seneste økonomiske program fra først i 2015, at man vedstår gælden, men ønsker en anden gældsafvikling end den, trojkaen (EU kommissionen, ECB og IMF) indtil nu har dikteret.

Man henviser bl.a. til den model, der blev anvendt overfor Vesttyskland efter 2. Verdenskrig og til de lempelser af Finanspagtens bestemmelser, som både Frankrig, Italien og Belgien ønsker.

I 1952-53 blev der afholdt en konference i London med USA, Frankrig, Storbritannien og Vesttyskland. Forhandlingerne handlede om Vesttysklands gæld.

Gælden omfattede både lån optaget  under mellemkrigstidens Weimarrepublik og hjælpen i form af statslån efter 1945. Tyskland havde med oprettelsen af Forbundsrepublikken overtaget gæld fra det gamle tyske rige.

Resultatet blev en aftale, hvor gælden blev skåret ned (»haircut«) med 60 procent. Renterne blev reduceret og betalingstiden forlænget. Den sidste rate på 80 millioner euro faldt i 2010.

Flere historikere vurderer, at gældsnedsættelsen var en afgørende forudsætning for det tyske »Wirtschaftswunder« (økonomiske mirakel) og stabilisering af de vekslende vesttyske regeringers socialliberale kurs.

Syriza, der måske vinder valget den 25. Januar 2015, ønsker en indkaldelse af en gældskonference med henvisning til London-konferencen.

Begrundelsen er, at Grækenland nok aldrig kan tilbagebetale gælden under normale markedsbetingelser. Selv hvis gældsafviklingen blev rentefri, ville det allerhøjest nedbringe den samlede gæld til 160 procent af BNP.

Gælden er vokset 50 procent i de seks år, hvor krisen har hærget. Dvs. også i den periode, hvor landet har fulgt alle de nedskæringskrav, som trojkaen og Tyskland har stillet.

Gælden skønnes nu til at andrage 317 mia. euro.

Kan man forestille sig en gentagelse af Londonkonferencen? Det er den mulighed, Syriza nu sammen med Podemos i Spanien peger på, selv om Grækenland i dag ikke indtager samme strategiske betydning for genopbygningen af Europa, som Tyskland gjorde i 1953.

Men omvendt kan alle jo se, at Grækenland med den meget svage industrielle base og skrøbelige eksport, reelt ikke vil kunne indfri kreditorernes krav.

Som den fremtrædende, amerikanske økonom Joseph Stieglitz sagde på Copenhagen Business School i 2011 kort før valget og med Helle Thorning på første tilhørerrække: Der opstår ikke vækst, hvis man sparer.

Og der er faktisk centralt placerede økonomer indenfor EU og i flere medlemslande, der lige ud medgiver, at man bliver nødt til før eller siden af skære noget af gældsforpligtelsen,. De er således ikke længere blankt afvisende overfor en model i retning af Londonkonferencen, selv om der selvfølgelig ikke bliver tale om en mekanisk gentagelse.

Syrizas udspil: reduktion af den statslige gæld, et gældsmoratorium, længere tilbagebetalingstid og lavere renter, hjælp til at indføre et effektivt skattesystem og ECB- opkøb af græske statsobligationer – og i øvrigt statsobligationer fra de andre gældsplagede EU-lande – drøftes seriøst i flere regeringskontorer.

Presset på EU-kommissionen fra Frankrig, Italien og Belgien for at gøre Finanspagten mere »fleksibel« og tillade overskridelse af tærskelværdierne, hvis det kan begrundes i produktive investeringer.

Så Syrizas udspil, der nu delvist koordineres med Podemos, er ikke bare skudt ud i luften. For selv om den tyske regering og Bundesbank stritter imod, vokser kritikken af Tysklands destruktive politik, som fastholder EU i stagnation og øger de sociale og politiske spændinger også udenfor Sydeuropa.

Politiken fører i lighed med så mange andre den påstand til torvs, at »stærke kræfter leger med tanken om at forlade euroen«.

Det passer heller ikke.

Den altdominerende opfattelse i Syriza er, at Grækenland skal forblive i euroen. At forlade Euroen vil være en katastrofe for den græske økonomi og øge statsgælden til astronomiske højder.

Når Politikens leder derfor skriver, at stærke kræfter i Syriza ønsker at træde ud af euroen, refererer man hverken til partiets egne programerklæringer eller dets seneste økonomiske analyser.

Tværtimod har Syrizas økonomiske ekspertgruppe ført løbende forhandlinger med Berlin bl.a. med finansminister Wolfgang Schäuble om mulige pragmatiske løsninger.

Den fører også forhandlinger med andre medlemslandes økonomer, og der arbejdes i det hele taget med forskellige modeller for et muligt kompromis, hvis Syriza skal vinde valget.

Når den tyske regerings finansminister og andre højtstående økonomer holder møde med Syrizas økonomiske team, gør de det selvfølgelig ikke for grækernes blå øjnes skyld.

Men der kan jo opstå den politiske situation, at Syriza bliver den eneste kraft, man overhovedet kan handle med.

Hverken det socialdemokratiske PASOK-parti eller det konservative parti Nyt Demokrati har evnet at rette op på alle de svagheder i det græske samfund, der har bragt landet ud i den aktuelle håbløse situation.

Blandt andet gennem et nu bredt accepteret nødvendigt opgør med de græske oligarker.

Til forskel fra de andre partier, ønsker Syriza gennemgribende at reformere det politiske og administrative system i Grækenland for at gøre op med nepotisme og korruption bl.a. som forudsætning for et effektivt skattesystem.

I dag findes der ikke viden om græske borgeres indtægter. Bl.a. betaler kirken, skibsreddere og det øverste lag af det græske samfund ikke skat.

Mange betaler skat efter aftale med skatteopkræverne. Sort arbejde foregår i stort omfang.

Det er de forhold, Syriza vil gøre op med, og samtidig kræver partiet i lighed med andre EU-landes regeringer en europæisk finansskat og ensartede skatteregler.

Man kræver som de fleste andre lande viden om skattely for rige borgere og virksomheder og indførelse af samme indhold som den amerikanske Steagall-Glass-lov[NFR1] , der indførtes efter det store krak i 1929, og som bl.a. betyder at bankernes spekulationsprægede og risikofyldte investeringsdele udskilles fra normal, klassissk bankvirksomhed.

De krav deler Syriza med flertallet i socialistgruppen i EU-parlamentet.

Kort sagt ønsker Syriza at fjerne klientelismen fra det offentlige, administrative system og forbedre statens indtægter, så man både kan indfri gældsforpligtelserne og forbedre leveforholdene for det store flertal af græske borgere, der er blevet krisens ofre og for hvem situationen er håbløs.

Det er baggrunden for den store tilslutning til Syriza, der både har politikken og viljen til at ændre situationen.

I dag er det Syriza, der fremfører de krav og forslag, som PASOK gjorde tidligere, men som man rendte fra, da man  accepterede troikaens krav.

Problemet her og nu er selvfølgelig, at statsindtægterne skal øges drastisk, og at det modsat kan tage nogen tid at effektivisere det græske skattesystem.

Derfor formulerer Syriza sig også relativt afbalanceret, når man siger, at man vil stræbe efter at øge velfærdsydelserne. Man siger netop ikke, at det skal ske dagen efter valget.

Faktisk har ledelsen i partiet sat en del kræfter ind på at forberede de græske vælgere på, at de skal indstille sig på en længere genopretningsperiode.

Kravet om nationalisering af bankerne er blevet modereret, men det er stadig målet, og drastiske indgreb overfor hele finanssektoren kan blive nødvendiggjort meget hurtigt, hvis spekulationen mod landets økonomi tager til efter valget.

Det hævdes, at ca. 100.000 små og mellemstore virksomheder i Grækenland er lukket. Skal disse virksomheder i gang igen, kræver det kreditadgang.  De store banker og andre kreditinstitutioner har indtil nu været afvisende.

Derfor lægger Syriza et maksimalt pres på bankerne ved at true med at nationalisere dem og oprette investeringsforeninger netop målrettet de små- og mellemstore virksomheders akutte finansieringsbehov – men altså kun hvis bankerne modarbejder genopretningspolitikken.

Allerede nu og sandsynligvis frem til det græske valg ser det ud til, at både danske og internationale medier har valgt at udstille Syriza som den store trussel mod det græske samfund.

Man ser helt bort fra, at det netop er »hestekuren« og tidligere de store kapitalfondes spekulative investeringer i forening med en privilegeret overklasse, der har undergravet den økonomiske- og sociale stabilitet i Grækenland.

Grækenland indtager ganske rigtigt i dag ikke samme økonomisk strategiske position, som Tyskland gjorde i 1953. Men rent politisk, og hvad angår stabiliteten i hele EU, har valget i Grækenland enorm betydning.

Uanset hvem der vinder valget, vil resultatet have stor indflydelse på den videre politiske udvikling i de andre EU-lande. Vinder Syriza kan tendensen sprede sig bl.a. til Spanien, der skal til valgurnerne senere i 2015.

Allerede nu forbereder Podemos sig på at bruge en eventuel valgsejr til Syriza offensivt. Dvs. gøre det klart for de spanske vælgere, at der er et alternativ til den krisepolitik, som de spanske lønmodtagere lider under.

Vinder de gamle korrupte partier, og fortsætter krisepolitikken uændret, kan det betyde et midlertidigt tilbageslag for de partier og bevægelser i EU-medlemslandene, der er ved at samles om et alternativ til den neoliberalistiske politik og et boost til højrepopulismen.

Det ved man godt i Berlin, og det ved man godt i Syriza. Det ved man godt indenfor socialistpartiet i Frankrig og i Italien. Det ved man i socialistgruppen i EU-parlamentet og i den europæiske fagbevægelse.

Derfor peger bl.a. Syrizas cheføkonom John Milios udtrykkeligt på, at løsningerne skal findes i EU som helhed og ikke isoleret i Grækenland.

Selvfølgelig kan man kritisere Syriza for allerede på nuværende tidspunkt at sælge ud af sit økonomiske genopretningsprogram fra september 2014, og man kan, som nogen gør, kritisere partiet for at udvande de socialistiske perspektiver til fordel for en venstrekeynesiansk politik.

Men i virkelighedens verden har Syriza ikke andre muligheder, hvis partiet som regeringsmagt skal overleve de første mange måneder efter valget.

Hvis partiet overhovedet opnår styrke til at gå videre med at realisere sit program, afhænger først og fremmest af, om en mulig valgsejr skubber til den politiske udvikling i Spanien og flere af de andre, hårdt ramte EU-lande. Og om den europæiske fagbevægelse vil bruge anledningen til dels at forsvare den nye regering og dels bruge de eventuelle valgsejre som løftestang for sine egne krav til EU-kommissionen om at opgive den neoliberale krisepolitik.

For den samlede europæiske venstrefløj og fagbevægelse gælder valget i Grækenland og senere i Spanien mere om at få slået hul på krisepolitikken og give kravet om et politisk-økonomisk alternativ praktisk, politisk form end at fastholde et økonomisk program, der formelt lever op til forestillingerne om en socialistisk økonomisk politik.

Havde den europæiske venstrefløj og fagbevægelse allerede nu stået samlet om at forsvare grækerne og true de andre landes regering med uro og modstand, hvis de bidrager til at destabilisere en Syriza-ledet regerings genopretningspolitik, ville sagen stille sig ganske anderledes. Men der er vi ikke endnu.

Jan Helbak og Niels Frölich er medlemmer af internettidsskriftet Kritisk Debats redaktion.

Se også links om Syriza og det græske valg på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 25. januar 2015.