Kampen for informationsfrihed har særdeles gode udsigter. Denne kamp må være en central del af en socialistisk strategi. Dette er femte og sidste bidrag i Anders Lundkvists artikelserie om moderne socialisme.
Den overordnede strategi flyder naturligt af analysen i de forrige artikler: Positivt at arbejde for en udbygning og afkommercialisering af den demokratiske sektor, og negativt at søge at trænge kapitalmagten tilbage gennem kapitalkontro
Først ser jeg på den aktuelle krisepolitik, derefter på det mere langsigtede.
Den europæiske kapitalisme er i krise og har været det i 3 ½ år.
Det startede som en finanskrise. Den har så affødt en gældskrise, dels fordi staterne måtte bruge enorme beløb på at redde bankerne, dels fordi finanskrisen udløste en realøkonomisk krise med fald i væksten og stigende arbejdsløshed, hvilket også belastede de offentlige budgetter (derfor er det vildledende, når det siges, at finanskrisen skyldtes uansvarlige banker, og at gældskrisen skyldes uansvarlige politikere).
Den nedskæringspolitik, der nu føres, vil med stor sikkerhed uddybe krisen.
Idéen er at reducere de offentlige udgifter, så statsbudgetterne kan komme i balance, hvilket vil skabe ’tillid’ på markederne, hvorefter alt vil blive vel. Men når vore indkomster og dermed vor købekraft reduceres, vil væksten falde, og ledigheden stige.
Samtidig betyder lavere indkomster mindre skatteprovenu, således at end ikke det erklærede mål – balancerede statsbudgetter – opnås, tværtimod. Holland og Spanien har netop måttet opskrive det forventede statsunderskud.
For så vidt er politikken selvmorderisk. Men fra en liberal vinkel har den den langsigtede fordel, at den demokratiske sektor vil blive drastisk reduceret.
Man skal gøre præcis det modsatte af, hvad EU landene gør, dvs. man skal sparke gang i væksten ved at øge det offentlige forbrug og de offentlige investeringer. Dette er den ansvarlige politik, fordi den ved at hæve indkomsterne, og dermed skatteprovenuet, på sigt vil skabe balance på statsbudgettet.
Håbet må være, at Europas befolkninger vil gennemtvingen en sådan politik, når det viser sig, at den nyliberale politik ikke virker, men blot uddyber krisen.
Socialister er ofte i det dilemma, at hvis vi hjælper med at sætte hæfteplastre på kapitalismens sår for at hjælpe almindelige mennesker, styrker man samtidig kapitalismen. Men aktuelt er vi i den heldige situation, at den krisepolitik, der virker, samtidig vil styrke den demokratiske sektor, og dermed socialismen.
Politikken kaldes keynesiansk ’ekspansiv finanspolitik’.
Keynes var liberal og tilhænger af kapitalismen. Han ville regulere kapitalismen for at redde den. Men det hindrer ikke, at Keynes kan bruges af socialister, der vil regulere kaptalismen for at trænge den tilbage.
Modargumentet mod denne politik er, at den umiddelbare effekt er øgede offentlige underskud, hvilket vil få finanskapitalen til at miste tilliden til landenes økonomier. Den vil flygte, og/eller man bliver nødt til at lokke med høj rente (til skade for erhvervslivet). Død og ulykke vil blive vor skæbne.
Det er der to ting at sige til.
Den ene er, at den ekspansive politik bør koordineres på europæisk plan, for Europa er en så stor en økonomi, at kapitalen ikke kan flygte herfra. Der er for meget interessant business på vort kontinent.
Det andet er, at finansmarkedernes mistillid til det offentlige bør vendes om til det offentliges mistillid til finansmarkederne. Hvorfor skal man have tillid til en finanskapital, der allerførst udløste hele kalamiteten for 3 ½ år siden?
Det er der ingen, der har kunnet forklare. Kapitalens bevægelser, især over landegrænser, bør underkastes demokratisk kontrol, ikke mindst fordi finanskapitalen ellers med søvngængeragtig sikkerhed vil udløse nye kriser i fremtiden. Den Tobin-skat, som vor nuværende regering ikke vil være med til, vil være et lille skridt i den rigtige retning.
Den moderne socialismes langsigtede mål er at udbygge den demokratiske sektor og kontrollere og siden nedrive den kapitalistiske sektor. En krisepolitik, der trækker i denne retning, er den effektive krisepolitik.
Der er ting, der ikke kan ændres, og som derfor er udgangspunkt, ikke genstand for politik. Marx talte om produktivkræfternes udvikling. Vi kan tale om overgangen fra landbrugssamfund over industrisamfund til servicesamfund (eller informationssamfund). Fx kan internettet ikke lukkes.
Så er der det, der kun vanskeligt kan ændres, fordi stærke interesser – gerne kapitalkræfter – står bag.
Men hvis disse interesser tages som givent vilkår, kan samfundet overhovedet ikke laves om. Derfor må socialismens langsigtede politik arbejde for at bryde disse interesser.
Jeg har argumenteret for, at arbejderbevægelsens svækkelse hænger sammen med, at almindelige lønarbejdere har fået en vis interesse i, at det går godt for kapitalismen.
Den må ikke hæmmes af beskatning og demokratisk regulering. Den private pensionsopsparing skal give et godt afkast, hvilket umiddelbart kræver frie vilkår for fondsadministratorerne til at spekulere. Samfundet må ikke røre friværdien i ejerboligen; boligskatten skal være lav, og renter skal kunne trækkes fra på selvangivelsen.
Socialister må arbejde politisk for at svække disse interesser.
Liberale synes desværre at tænke mere langsigtet end socialister.
De véd, at de ændringer, der er bund i, er de ændringer, der er bakket op af solide interesser. For et halvt århundrede siden var almindelige lønarbejderes interesser knyttet til fællesskabet. De boede som lejere i almennyttigt byggeri, de brugte den kollektive transport, og deres pension var folkepensionen.
Det måtte ændres, hvis liberalismen skulle slå igennem. Muligheden for ejerlejligheder tilbage i 60erne var det første – og måske største – skridt. Favoriseringen gennem mange år af bilismen frem for den kollektive trafik var det andet trin. Favoriseringen af private pensionsordninger – med gunstig beskatning – var en tredje vigtig milepæl. Private sygeforsikringer, med deres krybende undergravning af det offentlige sundhedsvæsen, kan også nævnes.
Der ligger næppe en masterplan bag, men de liberales fokus på at dreje interesserne fra fællesskabet til det private tyder på en næsten marxistisk forståelse af, hvordan samfundet revolutioneres.
Omvendt må moderne socialister lægge afgørende vægt på at omdanne privatinteresser til fællesskabsinteresser. At lægge et materielt fundament for den samfundssolidaritet, som er demokratiets kerne.
Altså gennem lovgivning prioritere leje i almennyttige boliger frem for ejerboligen, kollektiv trafik frem for bilismen, folkepensionen frem for private pensioner og offentligt sundhedsvæsen frem for private forsikringer og private sygehuse.
Det er klart, at en sådan tilbagerulning af nyliberalismen minder om at trække sig selv op ved håret, for hvordan få politisk styrke til en politik, som træder udbredte privatinteresser over tæerne?
Socialister kan og skal appellere til fællesinteresserne, til solidariteten, men vi kan ikke gøre det alene.
Vi skal have hjælp fra kapitalismen, altså denne produktionsmådes manglende evne til at levere ’varen’. Den aktuelle uhæmmede kapitalisme kan ikke styre sig selv. Dens spekulationer gør ejerboligen til en finansiel bombe, pensionsformuerne rammes af finanskrise, og bilismen synes på vej til at kvæle sig selv i røg og trængsel.
Man kan kalde dette en ’elendighedsteori’ – jo værre (for kapitalismen), jo bedre (for socialismen) – men udtrykker egentlig blot Marx’s sandhed om, at en produktionsmåde først går under, når den har udtømt alle sine muligheder. Først da bliver socialismen en mulighed (ikke en nødvendighed, for den aktuelle krise kan også lede mod nationalisme, fascisme og anden djævelskab).
Den åbenbare opgave for socialister er at få kontrol med den kaptal, der i de sidste 30 år gradvist er sat fri og dermed mægtiggjort.
Det drejer sig først om kontrol med kapitalbevægelser ud af landet, enten produktive investeringer i udenlandske virksomheder (kan være fornuftigt, hvis nedlagte arbejdspladser erstattes) eller finansielle køb af udenlandske værdipapirer. Omkring 1960 var der demokratisk regulering af disse strømme.
Nu er frie kapitalbevægelser en af de fire friheder i Det Indre Marked i EU.
Men denne tilsyneladende juridiske blokering skal man ikke tage for tungt. Den europæiske Centralbank (ECB) må iflg. sin fundats ikke finansiere det offentlige (den må kun finansiere finanskapitalen, jf. den enorme og næsten gratis kredit, som netop er blevet stillet til rådighed for Europas banker). Men det så man stort på for et års tid siden, da det hele var ved at brænde sammen; dengang opkøbte ECB statsobligationer i et omfang svarende til de hjælpefonde, som EU og IMF oprettede.
Så hvis viljen er der – men den kommer nok først, når vi virkelig nærmer os en kapitalistisk nedsmeltning – kan vejen hurtigt findes.
Kapitalkontrol har også en indenrigsøkonomisk side.
Det umiddelbare krav må være, at bankpakker betinges af demokratisk kontrol med finansvæsenet. Offentlige repræsentanter i bankbestyrelserne, med vetoret, så spekulation i boliger og værdipapirer forhindres; også gerne positiv magt til at iværksætte udlån til miljørigtige foretagender.
På samme måde som man stiller krav om ansvarlighed til kontanthjælpsmodtagere. Denne liberale ret-og-pligt eller noget-for-noget tilgang må vendes mod liberalismen selv.
Desuden bør der oprettes en samfundsbank for ikke-spekulanter.
Igen vil liberale have svært ved at argumentere imod, for en sådan bank vil øge konkurrencen på et marked, der er præget af mangel på konkurrence (Danske Bank har 50% af bankmarkedet, dvs. næsten monopol).
Hvis konkurrence mellem offentlige og private udbydere er godt i kommunerne, må det da også være godt her? Nå, spøj til side, snakken om frihed og konkurrence er blot liberalismens ideologiske tågeslør, der dækker over kapitalens interesser. Men om ikke andet, så har socialister her en god sag, polemisk set.
Endemålet må naturligvis være en socialisering af hele den finansielle sektor.
Vi kan skelne mellem det overordnede demokrati, inkarneret i Folketinget, og så nærdemokratiet.
Magten skal naturligvis ligge hos Folketinget, og det er kun denne centrale magt, der kan effektuere kontrol med kapitalen – og på længere sigt erstatte kapitalisme med socialisme.
Folketinget bør i samarbejde med kommunerne udbygge det offentlige forbrug og udstikke retningslinier, der sigter mod at afkommercialisere den demokratiske sektor (NB. At maksimal profit erstattes af andre målsætninger – miljø, beskæftigelse, sociale hensyn – betyder ikke økonomisk uansvarlighed, i betydningen, at omkostningerne er ligegyldige! De politisk definerede målsætninger skal naturligvis opnås med det minimale forbrug af ressourcer). På sigt kan Folketinget nationalisere/socialisere/demokratisere – tre ord for det samme – vareproduktionen, naturligvis især store virksomheder af samfundsmæssig betydning, og især, hvis det pågældende marked er monopoliseret til skade for forbrugerne.
De overordnede rammer for økonomien bør altså fastlægges centralt.
Men den historiske erfaring – hvis jeg må være så fri – viser, at central detailstyring ikke fungerer godt. Den sovjetiske planøkonomi fungerede rimeligt i mange år, da det kun drejede sig om at producere mere af det samme, men den var ikke god til fornyelse, altså innovation, hvilket formentlig kun delvis skyldtes, at den var udemokratisk.
Her har Hayek – vor tids største liberale tænker – en pointe. Hans tillid til den usynlige hånd får ham til at idyllisere markedsøkonomien og undervurdere nødvendigheden af central styring, altså af den ’fjerne’, overordnede viden, men han har ret i, at den ’nære viden’, som kun de umiddelbare producenter har, ikke kan komme til sin ret i en central planøkonomi med detailstyring.
Derfor må mindre, demokratisk organiserede produktionsfællesskaber fremmes.
Enhedslistens økonomisk-politiske udvalg har beskæftiget sig meget hermed. Mange interessenter vil være involveret: Ejerne og de ansatte (hvis dette er adskilte kategorier), brugerne og Folketinget. Der vil være interessemodsætninger, men dette er ikke en ’vanskelighed’.
Tværtimod er sådanne forhandlinger mellem interessenter essensen i en demokratisk økonomi; modsat i kapitalismen, hvor den pengestærke altid bestemmer, uden forhandling.
Ingen bilder sig ind at socialisme betyder ophævelsen af interessemodsætninger, – der er blot tale om en anden måde, hvorpå disse formidles.
Sådanne produktionskollektiver (eller -kooperationer) kan starte i dag, men det bør da ske uden illusioner.
Historien viser, at andelsforeningerne og arbejderkooperationerne enten blev udkonkurreret af kapitalistiske virksomheder eller omdannet i disses billede (jf. Arla og Danish Crown). Produktionsfællesskaber kan ikke udkonkurrere kapitalen.
Det skyldes, at i konkurrencen vinder den virksomhed, der har mest kapital, og som mest énøjet forfølger maksimal profit. Fx vil miljømålsætninger altid være en klods om benet.
Konkurrencen er et kapitalistisk spil med kapitalistiske værdier, og det spil hverken kan eller skal socialister spille. Konkurrencen udgriner og likviderer socialistiske værdier som samarbejde og solidaritet, fx med andre virksomheder.
Produktionskollektiver kan med andre ord først blomstre, når kapitalens magt er brudt, og det sker ikke fra neden, gennem konkurrence, men fra oven, gennem Folketingets magt.
Indtil da vil produktionskollektiver etc. have karakter af nicheproduktion. Men som sådan er de af stor værdi, fordi de viser hen til en anden måde at organisere produktion på, og på andre mål for produktionen end maksimal profit.
I forlængelse heraf bør den moderne socialisme interessere sig for erhvervslivets organisationsform. Gennem reformer (bl.a. skattereformer), der svækker aktieselskabsformen til fordel for foreningsformen, kan kapitalmagten svækkes, og demokratiet styrkes.
På sigt bør selskabernes statssanktionerede privilegium – den begrænsede ansvarlighed – afskaffes, så konkurrencen med andre virksomhedsformer bliver mere lige.
Samtidig må foreningsformen fremmes. Foreningsøkonomien er baseret på et antal mennesker, der solidarisk går sammen om at løse en bestemt opgave, fx el- eller vandforsyning. Denne virksomhedsform skal ikke idylliseres, men den giver mulighed for demokratiske og decentrale beslutningsprocesser.
I dag bliver næsten al privat opsparing en del af den internationale finanskapital. Modsat i foreningsøkonomiens velmagtsdage, hvor midlerne blev opsamlet lokalt og udlånt lokalt.
Det gav ikke de involverede en interesse i spekulation, tværtimod. Og var der penge til overs i sparekassen eller kreditforeningen, blev de gerne investeret sikkert i statsobligationer.
Sparekasser er blevet banker, og kreditforeninger er blevet selskaber. Måske vil det vise sig svært at bringe dem tilbage til deres gamle lokale forankring.
På længere sigt skal banker, kreditselskaber og de private pensionskasser naturligvis socialiseres, men som et trin på vejen kunne man forestille sig et påbud om, at de placerede deres penge i statsobligationer, således at de støttede demokratiet snarere end finanskapitalen.
Det ville forvandle lønmodtagernes ’aktie’ i finanskapitalen til en interesse i fællesskabet og dets velfærdsstat. Det ville altså trække gulvtæppet væk under deres opbakning til kapitalismen.
I forrige afsnit pegede jeg på, at servicesamfundet gør arbejdet heterogent og derfor vanskeliggør kampen i den kapitalistiske sektor mellem arbejde og produktiv kapital. Denne overgang fra industri- til servicesamfund er der ikke noget at gøre ved.
Den anden faktor, der har svækket disse privatansatte lønarbejdere, er som nævnt liberaliseringen af kapitalbevægelserne, der gør det muligt for virksomhederne at true med at nedlægge arbejdspladser i Danmark, og gennem denne trussel sikre sig føjelige arbejdere, der holder igen med især lønkrav. Og liberaliseringen af arbejdskraftens bevægelighed, der placerer danske arbejdere i direkte konkurrence med udenlandske.
Svaret på den første udfordring må være demokratisk kontrol med den produktive kapital. Altså krav om tilladelse til at flytte ud, evt. krav om, at nedlagte arbejdspladser erstattes. Dette må være centralt i den almene kamp for kapitalkontrol.
I mange år har fagbevægelsen principielt afvist politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne, oprindeligt vel fordi staten blev set som kapitalens forlængede arm.
Realiteten er, at der gang på gang er blevet grebet ind, og at forhandlingerne altid sker indenfor politisk udstukne rammer. Det er formentlig udsigtsløst at kræve politisk ikke-indblanding, eftersom lønudviklingen og andre forhold på arbejdsmarkedet har oplagte konsekvenser for hele samfundsøkonomien.
Hertil kommer, at politiske indgreb som sådan kan være en fordel for arbejderne, dels fordi de ladt alene står svagere og svagere overfor kapitalen, dels fordi staten i dag er demokratisk.
Så længe nyliberalismen dominerer politikken, står staten éntydigt på arbejdsgivernes side, med meget snævre lønrammer osv., men når nyliberalismen brydes – og først når det sker, kan der overhovedet foretages noget fornuftigt – vil politikerne stå på arbejdernes side med en økonomisk politik, der i krisetider dikterer, at reallønnen skal op, så købekraften, beskæftigelsen – og samfundsøkonomien – sikres.
Svaret på den anden udfordring må være krav om, at udenlandske arbejdere ansættes på danske vilkår, altså ikke bliver løntrykkere.
Hertil kommer naturligvis bestræbelserne for at skabe international solidaritet blandt lønmodtagerne, men det er svært, af indlysende årsager. Der er langt til ’arbejdere i alle lande, forener Eder’. Den internationale arbejderbevægelse er langt mere splittet og uorganiseret end den internationale kapital.
Servicesamfundet er også et informationssamfund. Viden og information er blevet en afgørende produktivkraft. Og det åbner for helt nye muligheder. Hvis servicesamfundet styrker kapitalismen, bliver den svækket og potentielt undergravet af informationssamfundet, fordi kapitalistiske produktionsforhold ikke harmonerer med denne nye produktivkraft.
Hvorfor ikke?
Hvis jeg fremstiller en cykel, er der kun denne ene cykel, og hvis jeg afhænder den, mister jeg den. Derfor skal jeg have noget til gengæld, fx penge. Derfor gav den private ejendomsret mening i industrisamfundet.
Hvis jeg fremstiller en pille eller et computerprogram, kan pillen eller programmet kopieres og udbredes, uden at det stort set koster mig noget. Jeg skal kompenseres for mit arbejde med at udvikle disse vidensgoder, men det giver ikke mening, at kompensationen tager form af en betaling for salg af dem.
Når de først er fremstillet, er vidensgoder – modsat cyklen – frie goder, og sådanne er det økonomisk ineffektivt at rationere, det være sig gennem en pris (markedsmekanismens køb og salg) eller gennem politisk bestemt rationering.
Rationering begrænser udbredelsen, men det, det netop gælder om, er at øge udbredelsen, så flest muligt får gavn af vidensgoderne. Og denne udbredelse er – stort set – omkostningsfri og bør derfor ikke behæftes med en pris.
Vi kender alle modargumentet: Hvis ikke medicinalfirmaet kan tjene på salget af medicinen, og hvis ikke musikeren kan leve af sine cd-ere, bliver der ikke produceret medicin eller komponeret musik. Åndsforladt middelalder bliver vor skæbne. Derfor må sådanne produkter patenteres, altså gøres til privat ejendomsret.
Argumentet lider af en lille, men afgørende fejl. Fremstillingsomkostningerne, især arbejdet, skal kompenseres, for ellers bliver vidensgoderne ikke fremstillet. Men det er økonomisk irrationelt, at produktet belægges med en pris, altså at denne aflønning finansieres gennem et salg.
En kapitalistisk virksomhed får sin profit ved at fremstille varer, der sælges. Derfor vil en sådan virksomhed ganske rigtigt aldrig fremstille frie vidensgoder. Derfor skal de patenteres, siger kapitalisterne. Derfor skal de fremstilles på det offentliges regning, siger socialisterne. Staten er nemlig ikke forpligtet på profitmaksimering, den kan se på, hvad der er godt for befolkningen, i Danmark og verden.
Kapitalen og dens ideologi – liberalismen – vil forfærdes over, at staten skal have kontrol med vidensproduktionen. Forfærdelsen er berettiget, hvis staten er udemokratisk, men uberettiget, hvis staten er demokratisk. Og demokratisk kontrol betyder ikke, at videnskabs- eller kulturministeren udpeger deres favoritter; armslængdeprincippet bør gælde.
Kapitalen foretrækker at beholde kontrollen for sig selv. De fleste af verdens patenter er monopoliseret hos en begrænset kreds af vestlige multinationale selskaber (hvor de for resten ofte bruges til at undertrykke innovationer, som kan være skadelige for business), så alternativet til demokratisk kontrol er ikke regulering gennem det frie marked, hvor det bedste og billigste produkt vinder osv.
Demokratisk regulering af fremstillingen og distributionen af viden og informationer betyder offentlig ejendomsret til disse produkter, men ejendomsretten udnyttes til at forære produkterne til alle, der vil have dem.
Dette er som sagt det eneste økonomisk rationelle, og det vil give den demokratiske sektor nye og helt afgørende opgaver. Potentielt vil det flytte magten fra kapitalen til demokratiet.
Her træffer det sig så heldigt, at det er svært at kæmpe mod økonomisk rationalitet, altså frie vidensgoder.
Selskabernes kamp for at privatisere viden bliver mere og mere desperat. Det er overskueligt at forhindre, at en cykel bliver stjålet, men næsten umuligt at forhindre fildeling og anden kopiering.
Kampen for informationsfrihed har særdeles gode udsigter. Denne kamp må være en central del af en socialistisk strategi. Piratpartierne - der pt står til 13% af stemmerne i Tyskland - må være en central allieret i kampen for socialisme.
Den ideologiske modsætning mellem liberalisme og socialisme, om individualisme versus fællesskab, er i vore dage udkrystalliseret i kampen mellem den kapitalistiske og den demokratiske sektor.
De liberale har forlængst indset, at det er her, den centrale strid står.
Moderne socialister véd det vel også, men ofte opfattes det ’kun’ som en kamp for velfærd, altså for materielle goder.
Det overses, at styrkelsen af den offentlige sektor er essensen i moderne socialisme. Det skyldes, at den offentlige sektor er den demokratiske sektor, og at socialismens mål – solidarisk fællesskab blandt lige – er inkarneret i netop demokratiet.
At arbejde for at reducere den kapitalistiske sektor er lige så selvfølgeligt, for hvis socialisme ikke er anti-kapitalisme, er den ingenting.
Ingen kan tage patent på socialisme-forståelse, men de fem artikler giver mit bud. Jeg håber på en god diskussion.
For et mere udførligt forsvar for keynesiansk krisepolitik, se mine kommentarer i Information:
http://www.information.dk/294244
http://www.information.dk/289268
http://www.information.dk/285793
Om foreningsdanmark, se http://anderslundkvist.net/wp-content/uploads/2010/10/KogK_Foreningsdanmark4_0801.pdf .
Om informationssamfundet, patenter etc: Se Hoveder ogHøveder, kapitel 32:
http://anderslundkvist.net/wp-content/uploads/2010/10/3jkap32.pdf
Læs også Modkrafts tema "Moderne Socialisme", hvor principdebatten om moderne socialisme er samlet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96