Venstrefløjens opgave er global

Omkring 70 personer havde torsdag den 22. november fundet frem til Modkrafts debatmøde på 3. sal i medborgerhuset Støberiet på Nørrebro under underskriften »Venstrefløjen og regeringen - hvad gør vi?«.

Her fyldte ikke mindst vurderinger af den internationale situation og kriseforståelse meget hos oplægsholderne.

Pernille Frahm, tidligere folketingsmedlem for SF, var mødeleder for fire mandlige oplægsholdere.

De var Pelle Dragssted (politisk rådgiver i Enhedslisten), Klaus Krogsbæk (redaktør på internettidsskriftet Kritisk Debat og socialdemokrat), Simon Tøgern (formand HK Privat og SF'er), samt Michael Schølardt, der redaktør af det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet og Enhedslistemedlem.

Læs artiklen om mødet »Har regeringen lammet venstrefløjen?« hos Modkraft.

Meget lille fællesmængde

Pelle Dragsted lagde ud med at konstatere, at fællesmængden mellem regeringen og Enhedslisten er meget lille.

– Jeg må sige, at det har overrasket mig, hvor ortodokst regeringen følger en liberal udbudspolitik. Den stramme økonomiske politik umuliggør en progressiv politik. Alle Enhedslitens ønsker afvises med henvisning til arbejdsudbuddet, fortalte han og fortsatte:

– Det svækker lønmodtagerne. Det hindrer en offensiv politik. Og det gør det svært at aftvinge indrømmelser fra regeringen - men mindre der sker voldsomme ændringer i den offentlige opinion.

– Enhedslistens opgave er blevet at mobilisere og være talerør for det tomrum, der er opstået mellem regeringen og dens bagland. Men det er svært at opbygge stærke bevægelser.

»SF's regeringsdeltagelse er historisk«

SF'eren Simon Tøgerns vurdering af regeringen var – måske ikke overraskende – knap så negativt ladet.

Han betegnede regeringskonstellationen som »historisk« på grund af SF's deltagelse.

– SF har siden sin dannelse i 1959 haft et strategisk mål om at danne en centrum-venstreregering. Det er nu lykkedes - selv om stærke kræfter har forsøgt at hindre det. Også i regeringen.

Men selv om centrum-venstreregeringen er historisk, er den ikke resultat af en sejr, mente han.

– Den gamle regering mistede flertallet, og SF og Socialdemokrater gik tilbage. Det betød et tilbageslag for det program, som S og SF havde udarbejdet.

– Det var ikke fordelingspolitik, der samlede den gamle opposition, det var værdipolitik. Det tog S og SF først højde for efter valget. De radikale gik jo allerede før valget ind for at øge arbejdsudbuddet og støttede efterløns- og dagpengeforringelserne. Det måtte vi acceptere, sagde han.

– Det er en fair diskussion at spørge, om vi skulle være gået med i regering. Men hvis man tager interessevaretagelse alvorligt, så må man se i øjnene, at regeringsmagten er en styrkeposition, som man må opsøge i næsten enhver situation, lød analysen.

– Venstrefløjens største problem er, at den ikke har et sammenhængende bud på almindelige menneskers problemer. Spørgsmålet om arbejdsudbud er et abstrakt spørgsmål, som folk er ligeglade med. Desværre er det i øjeblikket kun Claus Hjort Frederiksen (V), der har givet et svar på frygten for at miste arbejdet på det private arbejdsmarked. Det er ikke et sympatisk forslag, han har stillet, men det er det eneste bud, sagde Simon Tøgern.

– Venstrefløjen kan kun komme i offensiven, hvis vi også finder et svar på samme spørgsmål. Det kræver at vi erkender, at vi er en del af den internationale økonomi, og at lønkonkurrence er en realitet, sagde han.

Provinshullet Danmark

Klaus Krogsbæk fra Kritisk Debat efterlyste i sit indlæg større globalt udsyn.

– Danmark er kun et lille provinshul. Venstrefløjen må finde et internationalt udsyn frem, der fokuserer på det væsentlige: nemlig at enhver trussel mod den internationale finansverden, vil blive mødt med massiv modstand, sagde han.

– Desværre har arbejderbevægelsen ikke fundet en måde at matche den udfordring. Den europæiske aktionsdag den 14. november blev en stor dag i Sydeuropa. Men i Danmark vil LO kun indkalde til en konference med arbejdsgivere og politikere. Bevidstheden halter efter udviklingen, sagde han.

Den internationale krise kræver nytænkning, mente Klaus Krogsbæk.

– Det er nødvendigt at lave et opgør med gamle dogmer. Vi må se i øjnene, at velfærdsstaten og den danske model er død. Velfærdsstaten var et resultat af kapitalismen, som den så ud efter 1945. Den periode kommer aldrig igen, sagde han.

– Velfærd kan ikke længere sikres i nationalstaten. Vi må alliere os med de mange gode kræfter i Europa, der ikke kæmper for den danske model, men for løn, sikkerhed og sociale forhold. Vi må holde op med at opfatte os som unikke og i stedet se de mange ligheder med fagbevægelsen og venstrefløjen i det øvrige Europa.

Krisen trækker ud

Michael Schølardt, redaktør af tidsskriftet Solidaritet, tog også udgangspunkt i den globale situation.

– Kapitalismen er under radikal forandring og i opløsning. Vi hører hele tiden politikerne proklamere, at nu er den værste krise overstået. Men det håb bryder hver gang sammen. Krisen har nu varet i fem år - og der er ingen løsninger i sigte. Kapitalismen er under opløsning, og vi ved ikke, hvad den afløses af.

Samme krisetendenser så han i det geopolitiske system.

– USA-imperialismen er ved at bryde sammen, og vi står over for en økologisk og social krise, sagde Michael Schølardt og fortsatte:

– På det lokale plan kan man se, at EU's krise uddybes. EU er ved at falde tilbage til at varetage de gamle kernelande i nords interesser, mens Syd- og Østeuropa kastes ud i periferien. Sydeuropæerne havde forhåbninger om, at EU kunne sikre dem en økonomisk udvikling, men den illusion er gået i stykker. EU er nu, gud-ske-tak-og-lov, ved at bryde sammen. Og lad da lortet gå ned.

– Lige nu breder usikkerheden om levevilkårerne sig i hele verden. Usikkerheden presser lønningerne med et pust fra den sociale massegrav.    

– Derfor er det uhyggeligt, at dele af venstrefløjen er begyndt at se »solidaritet« som et spørgsmål om »hårdtarbejdende, leverpostejssmørende lønmodtagere«. Det vender brådden nedad og gør op med alles ret til ordentlige leveforhold. Det forsvarer ikke velfærdsstaten, men understøtter udviklingen mod en konkurrencestat.

Læs også Modkraft Synspunktet »Nye instrumenter, tak«.