Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Politisk strategi
20. november 2015 - 16:07

Venstrefløjen skal ikke bluffe: Kernen i en reformstrategi er ekspropriation af banker og ejendom

Venstrefløjen må indstille sit sigtekorn rigtigt, hvis den vil overskride klassesamarbejdets dilemmaer. Økonomisk ansvarlighed er at etablere en samfundsbank og sikre balance på statens budget - ved at øge beskatningen af de rige. Bidrag til refomprogram-debatten.

Jens Peter Kaj Jensen, Peder Hvelplund og Søren Kolstrup er tre partifæller, som jeg har været aktiv sammen med siden Enhedslistens start. Vi gik alle ind i Enhedslisten med udgangspunkt i Venstresocialisterne (VS). Med dette fælles udgangspunkt og en lang fælles historie er jeg jo umiddelbart tilbøjelig til at klappe i hænderne over deres udspil til reformprogram og erklære mig enig.

Læs også Jens Peter Kaj Jensen, Søren Kolstrup og Peder Hvelplunds artikel »Reformprogram og strategi for økologi og socialisme« på Modkraft

Alligevel føler jeg mig kaldet til at skrive nedenstående. Om dette skal betragtes som et supplement eller et modindlæg, vil jeg ikke selv afgøre.

Hovedlinjen i mine tre venners indlæg er jeg enig i. Det handler i dag ikke om at bringe Socialdemokratiet på ret kurs. Det handler derimod om at skabe et nyt stort, samlet parti/bevægelse, som kan overtage den rolle som politisk tyngdepunkt på venstrefløjen, som Socialdemokratiet historisk har haft - om end på et langt mere radikalt politisk grundlag.

Som sådan er der tale om et strategisk skifte i forhold til tidligere tiders korrektivpolitik, idet Socialdemokratiet er afskrevet som såvel faktisk som mulig progressiv kraft grundet dets højredrejning.

Eller som det hedder i de tres indlæg: »Socialdemokraterne [er] ikke er en del af vores samfundsforandrende projekt, men i bedste fald et korrektiv til den borgerligt/liberalistiske samfundsmodel«.

Socialdemokrater er stadig socialdemokrater

Når Socialdemokraterne afskrives er det altså p.ga. deres højredrejning. Partier, der en gang kæmpede for mere frihed (kortere arbejdstid) gik i 2011 til valg på en hovedparole om mindre frihed (12 minutter mere om dagen = 38 timers arbejdsuge).

Partiet, der en gang kæmpede for at etablere og opretholde en velfærdsstat, er nu aktivt involveret i at afvikle samme velfærdsstat, som ikke længere kan siges at være et sikkerhedsnet under borgerne fra vugge til grav.

At velfærdsstaten ikke længere omtales og defineres som en stat, der tager vare på os fra vugge til grav er i øvrigt et klart eksempel på, hvor meget vi har gået baglæns i de senere år.

Som sådan kunne man tro, at socialdemokrater er ophørt med at være socialdemokrater. Men socialdemokraternes højredrejning – eller skifte fra fremadgående gear til bakgear -  skyldes ikke, at socialdemokrater er ophørt med at være socialdemokrater.

Den skyldes tværtimod, at de er socialdemokrater!

Den socialdemokratiske grundtanke er, som den har været det i adskillige årtier, at politiske resultater skal skabes i et klassesamarbejde, hvor man indgår kompromisser med kapitalen. Dette er den helt afgørende præmis for al socialdemokratisk politik.

Helt aktuelt har Mette Frederiksen bekræftet præmissen med sin tale om dobbelt bundlinje. Man vil føre en politik til glæde for erhvervslivet, men samtidig søge at gennemføre sociale forbedringer. Såkaldt »økonomisk ansvarlighed« og social samvittighed skal gå op i en højere enhed.

Men rækkefølgen og selve bundlinje-metaforikken lader ingen tvivl om, hvilken af de to bundlinjer, der er den afgørende. Samarbejdet med kapitalen er fundamentet for socialdemokratisk politik – alt andet er sekundært.

Når Socialdemokratiet i dag går baglæns i stedet for forlæns, handler det om, at det ikke længere er muligt, at få indrømmelser ud af kapitalen.

De mange dyre helsidesannoncer som Liberal Alliance har i aviserne er ikke interessante p.g.a. det sludder, der står i dem. Deres antal og omfang er derimod interessant som vidnesbyrd om, at partiets sponsorer i det private erhvervsliv har opsagt den samfundskontrakt, som lå til grund for velfærdsstaten.

Store dele af erhvervslivet er således slet ikke interesseret i samarbejde med socialdemokraterne og da slet ikke i at give socialdemokrater indrømmelser. Og da socialdemokrater er socialdemokrater, med klassesamarbejde som fundamental præmis, løber de i dag fortvivlet efter kapitalen mod højre i et desperat forsøg på at opretholde samarbejde med en partner, som ikke længere er interesseret i samarbejdet.

Det socialdemokratiske kurskifte er afledt af kapitalens kursskifte.

Det 20. århundredes politiske lektie

Hvorfor var kapitalen klar til at give indrømmelser i en lang periode, hvor velfærdstaten blev opbygget, arbejdstiden forkortet, ligheden blev større og magtdistancerne reduceret og hvor man vel kan sige, at der – trods alt – bredte sig en vis demokratisering i samfundet?

Og hvorfor er kapitalen det ikke længere i dag, men derimod aggressivt indstillet på, at samfundet skal bevæge sig i den stik modsatte retning?

Der kan skrives lange afhandlinger om emnet. Men jeg vil tillade mig en kort opsummering af den store politiske lektie fra det 20 århundrede (velvidende at jeg sikkert vil blive beskudt med 100vis af fodnoter fra de historiekyndige):

Når kapitalen fik interesse i klassesamarbejde og i at give socialdemokrater indrømmelser, skyldtes det den trussel om kommunistisk revolution, som med tiltagende troværdighed voksede frem fra Pariserkommunen og videre op gennem det 20 århundrede med revolutioner og revolutionsforsøg i en lang række europæiske lande i 1917-20, de spanske revolutionsforsøg midt i 30 erne, de stærke kommunistiske bevægelser som voksede ud af modstandskampen efter 2 verdenskrig, revolutionære befrielsesbevægelser i den tredje verden i efterkrigsårerne, 68-oprøret…

I den politiske tradition jeg tilhører plejer vi ikke at have meget godt at sige om Sovjetunionen – end ikke om de tidlige år, hvor det var Uljanov og Bronstein, der styrede løjerne.

Sovjet og Østblokken blev af os set som et skræmmebillede på socialisme. Arbejdslejerne, nakkeskuddene, skueprocesserne, manglen på demokrati, de talrige overgreb på menneskerettigheder… Alt sammen har det fungeret som en advarsel om, hvor galt det kunne gå, hvis man forsøgte sig med socialisme og revolution.

Vi opfattede derfor – med rette – Sovjetunionen som en hæmsko i forhold til at skabe opbakning til socialisme. Da muren faldt var der stor begejstring i VS´ kontor på Guldsmedegade i Århus: Nu forsvandt den store forhindring, som så længe havde blokeret vejen til den socialisme, som vi gerne ville og vil have – en socialisme der opsummeres af parolen: Intet demokrati uden socialisme; ingen socialisme uden demokrati.

I vores modstand mod Sovjetunionen og co. havde vi imidlertid nok en tendens til at overse, at vi ikke var de eneste, der blev skræmt. Også kapitalejerne blev skræmt.

Ikke mindst efter 2 verdenskrig, hvor de kunne se, hvordan deres fæller i det meget nærtliggende Østeuropa fik eksproprieret al deres ejendom uden kompensation – altså i det mindste de dele af deres ejendom, de ikke havde nået at få i sikkerhed i Schweiz eller andre udlande hinsides Den røde hærs rækkevidde.

I den forstand må man jo på sine ældre dage tilstå, at DKP´erne faktisk havde en pointe, når de påstod, at Sovjetunionen fungerede som en løftestang for sociale forbedringer og velfærd i Vesteuropa. En pointe som i hvert fald ikke synes svækket af de erfaringer, vi har gjort os siden murens fald.

Gennem det meste af det 20. århundrede har kapitalen levet i en mere eller mindre presserende – men aldrig fraværende – angst for at blive eksproprieret. Dens svar herpå har dels været vold mod og undertrykkelse af arbejderbevægelsen og venstrefløjen (Mussolini, Hitler, Franco, McCarthy, Hoover…).

Men det har også været at give de indrømmelser, der i vores del af verden førte til velfærdsstaten. Stillet over for truslen om at miste alt, vil de fleste være parate til at give afkald på noget – endog en del, hvis det kan holde truslen fra døren.

En troværdig trussel om revolution – eller mere præcist: kompensationsløs ekspropriation af kapital – er altså en ufravigelig forudsætning for progressive sociale reformer og socialdemokratisk succes.  Den er en forudsætning for at etablere og opretholde velfærdsstater.

I dag er den trussel bortfaldet og dermed kapitalens vilje til indrømmelser og dermed igen Socialdemokraters mulighed for den succes, de tidligere opnåede. Altså ironisk nok med den trussel om revolution som forudsætning, de selv tog afstand fra og stadigt tager afstand fra jf. Mette Frederiksens beretning til den nyligt overståede socialdemokratiske kongres.

De frustrerede keynesianere

At truslen om revolution er en forudsætning for reformistisk succes, er ikke nogen udbredt erkendelse. Tværtimod kan man se en frustreret reformisme folde sig ud.

Dette gælder ikke mindst i debatten om den økonomiske politik i Europa, hvor keynesianere som Stiglitz, Krugmann – sekunderet af deres få danske fæller, Jesper Jespersen, Christen Sørensen – stiller sig uforstående over for, at krisen ikke søges løst med keynesiansk finanspolitik, men at sådan en finanspolitik tværtom kriminaliseres med EU´s finanspagt.

Når nu den neoliberale medicin ikke virker, hvorfor bruger man så ikke den keynesianske, som man har så gode erfaringer med? lyder spørgsmålet fra Keynes disciple, idet de implicit antager, at debatten afgøres af  hvem, der har de mest seriøse økonomifaglige argumenter med det største empiriske belæg.

Og altså overser den historiske og politiske erfaring, at keynesianisme opstod på et bestemt historisk tidspunkt på baggrund af nogle bestemte politiske magtforhold.

Keynesianisme er netop klassesamarbejdets økonomiske politik. Keynesianske løsninger er ofte populære – også til venstre for socialdemokraterne – fordi de dæmper arbejdsløshed og bekæmper den via andet end lønnedgang, fordi de muliggør udvidelse af den offentlige sektor og dermed større demokratisk kontrol med den samlede samfundsøkonomi ,og fordi de muliggør etablering og opretholdelse af velfærdsstater.

Men Keynes projekt handlede om at redde kapitalismen (fra den selv). Og keynesianisme er på mange måder også en genial løsning for kapitalen, der takket være den statslige gældsætning og statsobligationer bliver tilbudt et sikkert værdipapir i krisetider, hvor andre investeringer er meget risikable.

Selve statsgælden er og bliver en gevaldig støtte til kapitalen. Samtidig med at kapitalen altså beriges på skatteydernes regning i tider, hvor udsigten til berigelse på anden vis er mere dystre, kan den glæde sig over en politik, som samtidigt dæmper risikoen for ekspropriation.

I dag frygter kapitalen ikke at blive eksproprieret. Og statsgæld er fortsat en god indtægtskilde for kapitalen. Men udvikler gælden sig til et større problem for staterne, taler erfaringen (jf. fx Piketty) for, at de vil løse det. Og det gøres mest effektivt ved at lade inflationen løbe løbsk – til glæde for dem incl. stater, der har gæld, men til skade for dem, der har formue.

I den forstand er inflation en særegen (og ikke specielt socialt retfærdig) form for ekspropriation, som neoliberale kræfter med salig Friedmann i spidsen følgelig gør alt for at bekæmpe. Og af samme grund har kapitalen nok en interesse i, at stater har en stor og permanent gæld. Den må bare ikke blive så stor, at staterne for alvor får et ønske om at skille sig af med den.

Samtidig har gælden vist sig at være en formidabel rambuk, når det handler om at gennemtvinge de arbejdsmarkedsreformer, som keynesiansk politik vil kunne forhindre bliver gennemført. Gæld og underskud på offentlige budgetter er undskyldningen for at kunne gennemføre nedskæringspolitikken.

I en tid uden en troværdig trussel om ekspropriation har keynesiansk økonomisk politik derfor ingen gang på jorden.

At indstille sigtekornet rigtigt

Et politisk program for venstrefløjen i dag, må tage udgangspunkt i, at den troværdige trussel om kompensationsløs ekspropriation skal genoprettes. Og trusler er som bekendt kun troværdige, hvis man er parat til at føre dem ud i livet.

Vi kan ikke bluffe; ikke true på skrømt. Men det stiller os i et dilemma.

For mange af de mennesker, der i øjeblikket har søgt politisk tilflugt hos Enhedslisten er, når alt kommer til alt, frustrerede socialdemokrater (incl. SF’ere), som ikke har erkendt, at socialdemokratisk politik, som vi tidligere har kendt den, ikke længere er en mulighed.

De håber derfor hos Enhedslisten at få det, som de har mistet hos de partier, de har forladt. Og lader sig omvendt skræmme af det, der altid har skræmt dem ved Enhedslisten, nemlig den mere militante og revolutionære retorik, som partiet da også har gjort sit til at dæmpe i de senere år med pænt tøj, velfriseret hår og moderne kommunikation.

Man sporer da også en stadig forhåbning om, at dele af kapitalen vil opføre sig progressivt og vil kunne udgøre en politisk alliancepartner – især når det handler om grønne investeringer eller i forhold til – helt aktuelt – at bekæmpe nedskæringer på uddannelse og – især – forskning.

Der er således store forhåbninger til det, man kunne kalde det grønne klassesamarbejde, som bl.a. kommer til udtryk hos Jørgen Steen Nielsens bog Den store omstilling og i udmeldinger fra både Alternativet og SF.

Men nok vil virksomheder altid være interesserede i at få direkte og indirekte tilskud af staten. Men når det er sagt, tvivler jeg meget på strategien.

De grønne virksomheder protesterede mig bekendt ikke, da Dansk Arbejdsgiverforening, som samme virksomheder må formodes at være medlemmer af, før valget kom med et udspil om drakoniske nedskæringer på alle overførselsindkomster bl.a. en reduktion af førtidspensionerne med næsten 4.500 kr. om måneden! De protesterede heller ikke, da foreningens direktør umiddelbart efter valget blev gjort til beskæftigelsesminister.

Opgaven er med andre ord at skræmme dem, der trænger til at blive bange, uden samtidigt at gøre andre bange som tværtom trænger til at få afløst frustration med entusiasme.

Opgaven må være at gøre op med den tilbøjelighed til skyde elefanter med ærtebøsser, som ofte ses i de få og noget spæde forslag til løsninger, som typisk følger flotte og skarpsindige analyser af kapitalismens aktuelle elendighed (se fx Wilhjelm eller Piketty).

Det handler altså om:

  1. at genoprette truslen om ekspropriation
  2. at fastholde og udbygge folkelig opbakning til venstrefløjen
  3. at formulere politiske løsninger på problemerne, som matcher problemerne og altså faktisk løser dem, frem for alene at antyde løsninger på dem.

Skal denne opgave løses, må vi have præcision i vores argumentation og vores krav. Upræcise slagord såsom »Afskaf den private ejendomsret til produktionsmidlerne« vil ikke hjælpe os på vej, men tværtimod spærre vejen af.

Man vinder sjældent ved at åbne en flerfrontskrig, og vi må prioritere, hvor vi skal sætte offensiven ind. Vi skal sætte den kompensationsløse ekspropriation på dagsordenen, men vi må nøje pejle os ind på hvem, der skal udsættes for den, og vi skal tænke over måden, hvorpå vi italesætter den.

For demokrati mod den finansielle sektor

Et oplagt sted er banksektoren. Er det overhovedet hensigtsmæssigt, at det er den private sektor, der tager sig af at låne penge ud?; kan man vel med rette spørge efter finanskrisen og – det siger min beskedne erfaring mig, at man kan – uden, at folk synes det er et underligt spørgsmål at stille.

Så det spørgsmål skal stilles. Og meget mere og langt mere direkte end vi hidtil har gjort!

Den offentlige sektor er nu en gang den sektor, der tager sig af de vigtigste funktioner i samfundet.

Men der er dog også meget vigtige funktioner i hænderne på den private sektor, som ganske enkelt overstiger dens evner. Et eklatant eksempel er netop bankdrift, som det har vist sig dybt økonomisk uansvarligt at overlade til den private sektor.

Mindre lokale banker bør måske fortsat tillades – måske i sær, hvis de kan hævde at have tilknytning til et bestemt lokalområde eller måske en bestemt ide.

Men ikke banker der er »too big to fail«, hvilket som bekendt ikke betyder, at de er for store til at fejle, men derimod, at de er »too big to fall«.

Banker, der har staten og skatteyderne som kautionister, skal selvfølgelig være offentlige. Det er de jo allerede. Altså når de har tab!

Det er i øvrigt helt urimeligt, at borgerne er juridisk forpligtet til at have en bankkonto i en privat bank og dermed forpligtet til at låne deres penge ud til private banker.

Der kan være ræson i, at alle skal have en bankkonto. Men har staten et sådant krav til borgerne, må den selv stille en konto til rådighed. Det gør den jo sådan set allerede med Nemkonto, som dog refererer videre til den konto, vi har i private banker.

Men der bør oprettes en statslig Nembank, hvori alle borgere automatisk har en indlånskonto, medmindre de altså vælger (at fastholde) en konto i en privat bank. En borger, der måtte opsige sin konto i en privat bank uden at skifte til en anden, vil således også automatisk blive kunde i Nembanken.

Staten kunne bruge borgernes indlån til at finansiere eventuelle offentlige underskud. Det burde – dette er alene en hypotese! - gøre det muligt at give borgerne en indlånsrente, der placerer sig et sted mellem den indlånsrente, man får i en privat bank, og så renten på statsobligationer …

En sådan statslig bank vil imidlertid også skabe en langt højere grad af demokratisk kontrol med udlåns- og investeringspolitikken.

Og netop dette er der hårdt brug for, hvis den presserende klimaudfordring skal håndteres. Og det skal den jo nu, hvorfor der også er grænser for, hvor langt ud i en irrelevant fremtid, vi kan skubbe socialismen af valgkampstaktiske hensyn.

Som sådan bør staten bevæge sig fra at være debitor til at være kreditor. En stat med gæld er en stat, der er i lommen på kapitalen.

Efter en international finanskrise, hvor det burde være den finansielle sektor som skulle tigge det omgivende samfunds om tillid; forholder det sig faktisk modsat. Det er stater og lande der skal gøre sig fortjent til tillid fra en sektor, som intet rationelt tænkende individ kan have tillid til.

Sydeuropa viser os, at stor statsgæld og demokrati ikke lader sig forene og minder os i øvrigt om, at det i antikken var skik og brug, at gøre dem, der ikke kunne betale deres gæld, til slaver.

Vor tids kamp for frihed og demokrati starter med at få frigjort staten fra kapitalen, samtidig med at vi frigør kapitalen fra den statsstøtte, som gælden de facto udgør.

Fordelingspolitisk vender statslig gældsætning også den lette ende opad. Statsgæld – især i lande som Danmark, hvor den i al væsentligt er indlandsgæld – er dybest set udtryk for, at man politisk vælger at låne penge af den velstillede del af befolkningen frem for at beskatte den. For derefter at sætte hele befolkningen til at betale lånet tilbage.

Af principielle demokratiske grunde skal vi selvfølgelig protestere mod kriminaliseringen af keynesiansk, ekspansiv finanspolitik, sådan som den kommer til udtryk i konvergenskriterier, finanspagt og budgetlov.

Men statslig gældsætning er i bund og grund en asocial form for fordelingspolitik, der vælges som alternativ til en langt mere solidarisk fordelingspolitik, som netop opnås gennem øget beskatning af den velstillede del af befolkningen.

Endelig skal man holde sig for øje, at vækst og gæld er to ting, der uløseligt hænger sammen.

Det er som hovedregel kun fornuftigt at stifte gæld, hvis man har en formodning om at disponere over større indkomster i fremtiden end dem, man har på det tidspunkt, hvor gælden stiftes. Det kan f.eks. være smart med et studielån, som sikrer at man kommer hurtigere gennem studierne og dermed tidligere end man ellers ville begynder at tjene en langt højere indkomst.

Men en stat, der stifter gæld, er en stat der forventer at bestyre et samfund, der er rigere i morgen end det er i dag og derfor har større skattegrundlag i morgen end i dag. Det er en stat, som har fortsat blind økonomisk vækst som målsætning. En målsætning som selve gældstiftelsen imidlertid forvandler til en nødvendighed og en forpligtelse.

Et opgør med blind økonomisk vækst må derfor indbefatte et opgør med statslig gældsætning.

Det må dog ikke føre til dogmatik. Konjunkturudsving og pludseligt forøgede offentlige udgifter kan selvfølgelig nødvendiggøre statslig låntagning. Større investeringer i ting, som vil kunne bruges flere generationer frem i tid, bør fortsat kunne lånefinansieres, fordi der kan være rimelighed i, at alle generationer betaler til det, de nyder godt af og ikke kun den generation, som gennemfører projektet.

Men som hovedregel bør gældsætning undgås.

Så´r det nu skat!

Og her har vi måske faktisk en chance for at vinde større folkelig opbakning, end vi selv har for vane at tro. Jeg vil mene, at de fleste har det som mig: Vi foretrækker at vælge personer som kasserer i foreninger, vi er medlem af, som fremstår påholdende, ja sågar nærige i forhold til at bruge de fælles penge.

En kasserer, som næsten synes at have nærmest fysisk ondt ved at tage penge op af kassen, er en kasserer, der vækker stor troværdighed. En kasserer der er stor i slaget og giver indtryk af, at der er råd til det hele, giver omvendt anledning til begrundet skepsis.

Påholdenhed giver en troværdighed, der gør populær. Den ødsle betror man ikke sine penge!

Vi skal gøre op med den opfattelse, at venstrefløjen ynder at bruge penge, der ikke findes og finansierer sine løfter med varm luft. Og når man ser på, hvad de borgerliges sponsorer i det private erhvervsliv bruger penge på – og hvad privatforbruget, især i bedre stillede sociale lag, anvendes på; bør det være en overkommelig opgave at udstille de borgerlige som de ødsle.

I en af sine kommentarer på Kritisk Debat, skriver Jan Helbak (som man aldrig bliver dummere af at læse):

»Hvis alle partier i Folketinget mere eller mindre udtalt accepterer, at der ikke kan gennemføres en progressiv skattereform og dermed indirekte accepterer det såkaldte økonomiske råderums politik, kan der reelt ikke føres andet end borgerlig politik i Danmark, og der kan i hvert fald ikke føres en politik, der bestemmes af visioner«.

Jan Helbaks kommentarer leder frem til den konklusion, at det er afgørende med et opgør med finanspagt og budgetlov.

Modsat mine tre venner tror Jan Helbak fortsat på alliancer, der indbefatter socialdemokraterne og som det fremgår på keynesiansk økonomisk politik.

Men Jan Helbak synes hermed at overse den alternative løsning, som han ellers selv anviser. Nemlig den progressive skattereform.

En sådan vil være en langt mere solidarisk løsning end statslig låntagning, sådan som jeg har argumenteret for ovenfor. Den er også billigere, fordi man sparer det offentlige for renteudgifterne og dermed mere økonomisk ansvarlig.

Og som tidligere nævnt pantsætter den ikke de kommende års økonomiske politik til blind økonomisk vækst og den indebærer heller ikke statsstøtte til kapitalen og slavebinding af staten til samme.

Det er altså fordelingen mellem på den ene side offentligt forbrug og offentlige investeringer og på den anden privat forbrug og private investeringer, der skal ændres i førstnævntes favør.

Det er selvfølgelig en politik, der er stik modsatrettet den, både socialdemokrater og borgerlige fører, som jo netop går ud på at overføre ressourcer fra den offentlige til den private sektor.

Hvor tit har Helle Thorning-Schmidt ikke understreget, at det for hende handlede om at skabe flere arbejdspladser i den private sektor? – og altså underforstået – ikke i den offentlige.

Når skatterne skal øges handler det ikke kun om at opretholde og udbygge velfærdsamfundet, herunder helt akut om at få lappet de store huller i det sociale sikkerhedsnet. Det handler også om, at få sat gang i de nødvendige investeringer og sikre, at disse sættes i noget fornuftigt.

Trods historisk favorable betingelser afstår kapitalen i dag fra at foretage investeringer. Og derfor er det pinedød nødvendigt, at det offentlige påtager sig opgaven.

Netop i diskussionen om skat har de borgerlige demagoger i årevis formået at dominere det ideologiske luftrum i en sådan grad, at det er en luftkrig, som venstrefløjen sjældent opsøger. Men fravær fra dette luftrum behøver ikke være en ulempe. Tværtom giver det rig lejlighed til at  gennemføre et overraskelsesangreb på en selvsikker højrefløj, som uden tvivl vil være ganske off guard:

Ultraliberale teoretikere langt længere ude på ovedrevet end selv Liberal Alliance og Cepos er principielle modstandere af beskatning ud fra den helt korrekte og konsistente betragtning, at skat er ekspropriation af privat ejendom uden kompensation.

Den politisk udbredte accept af beskatning (altså beskatning som sådan) indebærer derfor en grundlæggende konsensus om det acceptable i netop den kompensationsløse ekspropriation.

Og denne konsensus rækker endog videre, selvom den sjældent er erkendt. For ikke alene bestemmer staten – og altså i demokratisk bestyrede samfund, fællesskabet – hvor meget vi skal betale i skat.

Den bestemmer dermed også, hvor meget vi har tilbage efter skat og dermed omfanget af vores »private« ejendom, som følgelig ikke er andet end det, samfundet – om end lidt indirekte – har besluttet at tildele os.

Hvor meget der er vores og hvor meget der er dit, er altså noget, vi løbende bestemmer, og som vi løbende kan ændre på. Det er fællesskabet, der beslutter, hvad der er fælleskabets og hvad der er privat.

Mere privat bliver privatejendommen aldrig! Dette er konsekvensen af at acceptere beskatning. En accept man har tilfælles, uanset om man hedder Joachim B. Olsen eller Ulf V. Olsen.

Den kompensationsløse ekspropriation kan således både italesættes som noget drabeligt revolutionært (se ovenfor), men den kan også italesættes som værende i snorlige forlængelse af en allerede eksisterende politisk konsensus.

Selvom der altså hersker en sådan uudtalt konsensus, så er det en, der giver os langt større behag og langt større muligheder end vore politiske modstandere, som imidlertid aldrig vil kunne undsige samme konsensus, medmindre de ved samme lejlighed vil undsige deres sponsorers tilgodehavender hos de statslige debitorer!

At skattetrykket er for højt og derfor ikke lader sig forhøje, har grundet højrefløjens dominans af det ideologiske luftrum formået at størkne til noget nær en uimodsigelig kendsgerning.

Sandheden er dog, at den gennemsnitlige – og i særdeleshed den velstillede del af – danske befolkning på intet tidspunkt siden den sidste istid har haft så mange penge mellem hænderne efter skat, som de har i dag. Flere tusind års erfaring dokumenterer, at de faktisk kan klare sig med mindre!

Både omfanget af det offentlige forbrug og omfanget af det private er jf. ovenstående en politisk beslutning – en politisk prioritering.

Nedenfor har jeg lavet en lille opstilling der minder os om nogle af de ting, der produceres i hhv. den offentlige og den private sektor.

Den offentlige sektor

Den private sektor

Pasning af børn

Uddannelse af børn og unge

Uddannelse af voksne

Forskning

Infrastruktur

Pleje af ældre

Behandling af syge

Hjælp til mennesker med handicap

Forebyggelse af kriminalitet og håndtering af kriminelle

Information og oplysning

Støtte til mennesker der rammes af sociale begivenheder

Brandvæsen

 

Produktion af slik

Produktion af tobak

Produktion af øl, vin og sprut

Produktion af legoklodser

Restauranter, hoteller, barer og forlystelsesparker

Charterferier

Marketing (pænt navn for pushervirksomhed)

Salg af luksusbiler

Husholdningsmaskiner til moster Fies fødselsdag

Værktøj til onkel Hans fødselsdag

Designertøj

Designermøbler

Sportstøjsbutikker

Golfbolde

Smykker

Neglelak

Listerne er selvfølgelig længere. Og det kan selvsagt med rette indvendes, at ikke alt, hvad der fremstilles i den private sektor er luksusbetonet og relativt overflødigt.

Men omvendt er det stensikkert, at det netop er i det den private sektor, der bruges ressourcer på at producere det mere luksuriøse og overflødige – som i øvrigt kan være forbundet med stor fornøjelse; undertegnede er ikke kostfornægter! – alt imens de absolut mest nødvendige ting produceres i det offentlige, der af samme årsag må opfattes som samfundets og samfundsøkonomiens bærende konstruktion.

Prioriterer man at overføre ressourcer – hvilket i første omgang kan synes at handle om penge, men jo i realiteten handler om arbejdskraft – fra den offentlige sektor til den private sektor; flytter man altså også ressourcer fra venstre til højre kolonne i ovenstående skema.

Man skal være ualmindeligt glad for øl, smykker eller golfbolde, for at mene at dette skulle være en fornuftig prioritering af samfundets knappe ressourcer.

Skemaet illustrerer ikke, kun hvad der produceres i de to sektorer. Det reflekterer – følgelig – også hvad der investeres i i de to sektorer.

Kontrasten er klar. Nødvendige investeringer i det offentlige. Ødsle i det private.

Jeg vil ikke her forfølge dette spor yderligere. Pointen burde dog stå klart. Det er ikke svært at etablere en diskurs ifølge hvilken overførsel af midler fra det offentlige til det private må opfattes som det rene solderi, hvorimod overførsler i den modsatte retning må opfattes som økonomisk ansvarlig omgang med knappe ressourcer.

Det er på tide at kalde til kamp for økonomisk ansvarlighed mod borgerlig ødselhed!

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce