»Vi lærte, at man skam sagtens kan lave nyheder, mens tåregassen sniger sig ind ad vinduerne«

Modkraft har spurgt tidligere journalister, redaktører, brugere og bidragsydere om deres reaktion på beslutningen om Modkrafts snarlige lukning.

Læs mere om den forestående lukning her

Linda Havanna Hansen var på Monsun og Modkraft fra 2001-2006. Nu er hun ansat i Enhedslisten på Christiansborg.

Det første, jeg tænkte, da jeg så, at Modkraft lukker den 1. februar var…

– Så skete det altså… Ikke den store overraskelse, men en trist fornemmelse, som det er, når noget fint slutter.

Mit forhold til Modkraft har været, at…

– Had/kærlighed. Med en klar overvægt til kærligheden. Da jeg kom ombord i 2001, var det et sted fuld af kreativitet, travlhed, ambitioner og politik.
Et sted, hvor en lidt kuldsejlet yngre kvinde kunne finde sine ben. Når jeg tænker tilbage, kan jeg i min erindring ikke skille menneskerne i projektet fra selve projektet Modkraft. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg havnede dér.

–Jeg var taknemmelig for de ting, jeg lærte – på godt og ondt, for vi var jo også rygende uenige, trætte og groft underbetalte. Jeg er stadig vild med det grundlag, som vi talte meget om dengang: At vi arbejdede efter almindelige journalistiske metoder – men at vi valgte andre emner og andre kilder end de andre (borgerlige) røvhuller.

Der var en god blanding af ambition og vredesfuld energi i det mix.

– Da jeg sagde farvel i 2006, har jeg siden fulgt det hele på sidelinjen. Med en enkelt gæsteoptræden, da Ungdomshuset blev ryddet. Modkraftredaktionen lå dengang ud til Nørrebrogade, og der lærte vi, at man skam sagtens kan lave nyheder, mens tåregassen sniger sig ind ad vinduerne, nazister hacker siden og folk brænder vores skraldespande af nede på gaden…

Men siden har jeg fulgt Modkraft med den forhenværendes, til tider utaknemmeligt sure blik, når det i min optik ikke var ambitiøst nok, manglede retning osv. Men også med en forståelse for det nærmest umulige i missionen om et medie, hvor der har været få personer og få midler.  

Jeg har aldrig gået på efterskole. Men jeg kender virkelig mange, der bliver nostalgiske og varme og fjerne i blikket, når de fortæller om det. Så følelsesmæssigt er Modkraft min efterskole.

Det er vigtigt at have et medie, der samler den såkaldte venstrefløj, men… 



– I al den tid, jeg har tullet omkring på venstrefløjen, har der været to store drømme:

1. At ALLE medier skal slå sig sammen! En smuk og utopisk drøm, der venligt ser bort fra, at det bliver pænt træls at sætte stalinister, autonome, SF’ere og mange andre i samme stue. Har aldrig selv abonneret på den idé, men har aldrig holdt et oplæg om Modkraft uden at få spørgsmålet om, »hvorfor slår vi os ikke bare alle sammen sammen?«.

2.  Den anden drøm er Det Røde Ritzau: At venstrefløjen skulle have et eget mediebureau/avis/netmedie/tv-station, der kunne tage konkurrencen op mod alle de borgerlige medier. Den drøm har verseret i mange forskellige variationer over tid. Jeg var selv en optimistisk tilhænger af den i 00’erne, og vi brugte meget tid på at se på, hvordan finansieringen skulle være. I en tid, hvor udviklingen af alternative medier fyldte rigtig meget – især i kølvandet på Bush, Irak-krig og Fogh-tiden herhjemme. Men vi fulgte nok ikke godt nok med, da sociale medier mm. ændrede billedet radikalt.

– Jeg tror på, at det er vigtigt at have et mødested for venstrefløjen. Et sted, hvor vi kan diskutere og dele viden. Men jeg tror ikke på det store alternative mod-medie, som verdenen og venstrefløjen ser ud nu.

Når man kigger på det øvrige mediebillede synes jeg, at Modkraft har været… 



- Helt sin egen. En unik størrelse. Der har kørt skiftevis i højt gear og på lavblus, og som har leveret vigtige nyheder og givet en vigtig legeplads for skrivende og fotograferende, der har taget de evner med sig.  

Hvis jeg kunne bestemme, hvad der skulle ske med sitet 1. februar, så… 



– Det skal i hvert fald fungere som arkiv. Jeg har en lille arkivar indeni, der råber »DET ER JO VIGTIGE KILDER«, så snart folk vil smide noget ud.

Hvis jeg havde en stor pose penge til et progressivt medie, så ville jeg...

– Hæ. »En stor pose penge« er sådan en urban myte. Det er »manden med papkassen«, der er fuld af skejser, og som redder det hele. Men sagen er jo, at med en stor pose penge kan du få et nyt design, få forbedret teknikken, projektansætte folk osv. Og så hvad…?

For det, der er brug for, hvis man vil drive journalistisk, er driftsmidler. En stor pose penge HVERT år. I mange år. Så man kan fastholde og udvikle kompetencer. Men hvis det var forudsætningen, så ville jeg vælge tre journalistiske områder, som Modkraft skulle være Danmarksmestre i.

Så alle vidste, at hvis du skal vide noget om dét emne, så skal du på Modkraft. Og så ansætte folk, der fatter, hvordan man integrerer med andre typer medier, især de sociale af slagsen. Og dygtige fotografer og designere, fordi venstrefløjen til stadighed skal udfordres til at forstå, at selvom du har fundet de vise sten, så er kommunikation mere og andet end lange tekster med et højt lix-tal.

– Men der er brug for et sted, hvor vi kan blogge og debattere. I de seneste år har en af Modkrafts fineste roller været at bidrage til diskussioner, der foregår i brudfladerne på venstrefløjen. For eksempel mellem parlamentarikere/udenomsparlamentarikere, intellektuelle/satme-ikke-intellektuelle og mange andre. Det ser jeg ikke andre steder, og det vil stå som en stor mangel, fordi der her er både udvikling, vidensdeling og uenighed.