»Vi skal tage teten, når neoliberalismen forpurrer vores fælleskab«

Lige nu udkæmpes der i de danske medier noget, der tager sig ud som en skyttegravskrig. På den ene side finder vi den såkaldte fjerdebølge-feminisme, repræsenteret ved Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise Kjølsen, der sammen kalder sig Girlsquad.

Ved at poste seksuelt ladede billeder på de sociale medier, mener de at kunne generobre den kvindelige seksualitet og vise, at den ikke er noget at skamme sig over. På den anden side står især journalist Mette Fugl, der for nyligt kritiserede de tre kvinder i Politikken med ordene: »Bunkeknald og røvryst er ikke vejen frem til en væsentlig og inkluderende kvindekamp.«

Ifølge Mette Fugl er det, de tre kvinder står for slet ikke feminisme, men skamløs selvpromovering, som ruller alle de fremskridt tilbage, de ældre feminister har kæmpet for. Debatten lægger op til, at man vælger side. Vi holder imidlertid hverken med Mette Fugl eller de tre kvinder.

Vi mener, at Mette Fugl burde have undladt sit personangreb på de tre kvinder. Når hun nedladende skriver om de tre kvinders hvepsetaljer, havfruehår og liderlighed, vil hendes ord, uanset intentionen, blive modtaget som slutshaming.

Hun gjorde det desuden alt for let for kritikere at reducere debatten til et spørgsmål om aldersforskel: At Mette Fugl blot er en ældre feminist, der ikke kan forholde sig til den virkelighed, de unge kvinder lever i. Vi er selv unge feminister og vi støtter fuldt og fast op om de tre kvinders kamp mod slutshaming.

Men vi betvivler, at man kan bekæmpe den ved at seksualisere sin konventionelt smukke krop på en måde, der er strategisk og visuelt uadskillelig fra den klassiske markedsføring, der netop har til hensigt at tjene penge på heteroseksuelle mænds begær (og kvindernes spejling heri).

Selvfølgelig mener vi, at kvinder skal have lov til at klæde sig (og afklæde sig) præcis som de vil, og knalde så mange de vil uden at blive udskammet osv. Det vil vi også gerne selv have lov til. Men vi tror ikke, at det er muligt at slippe for denne undertrykkelse, så længe vi ikke samtidigt angriber de strukturer i vores kapitalistiske samfund, der fordrer denne undertrykkelse.

Fantasien om det frie seksuelle subjekt

Vi tror, at vi snarere end at tale om individer og deres præferencer bør tale om strukturer. For os at se, er det vigtigste feministiske spørgsmål i dag: Hvad er det for et kvindeligt subjekt, kapitalismen fordrer? Og hvordan ser dette subjekt ud i kapitalismens neoliberale fase?

Filosoffen Michel Foucault var en af de første til at forsøge at beskrive det subjekt, der produceres i neoliberalismens tidsalder. Ifølge Foucault foranlediger neoliberalismen subjektet til at forstå sig selv som en mini-virksomhed, der »investerer« sin begrænsede energi i projekter, der maksimerer dets kapital.

Det betyder ikke kun, at vi i bestræbelsen på at gøre os selv attraktive for markedet konstant forsøger at optimere vores krop, cv, online-profil, stil og sundhed. Det betyder også, at selv vores behov, herunder også de seksuelle, produceres og formes inden for rammerne af det neoliberale og patriarkalske samfund, vi lever i.

Derfor kan man ikke nedbryde patriarkalske strukturer blot ved at gøre, hvad man selv gerne vil gøre som kvinde. Man er aldrig blot et frit seksuelt subjekt, som Klæstrup, Andersen og Kjølsen beskriver sig selv som. Man er et subjekt, der formes af de krav, samfundet har til, hvordan en kvinde skal se ud, hvad hun skal begære, og hvordan hun skal udtrykke sine begær for at opnå succes ifølge neoliberalismens verdensorden.

Hvad er det for et kvindeligt subjekt, neoliberalismen fordrer? Den fordrer et kvindeligt subjekt, der er i stand til at kommercialisere sig selv og sin seksualitet. Den kvindelige seksualitet udveksles på et marked, der kun er tilgængeligt for de kvinder, der har noget at tilbyde. Det understreges gang på gang, at det, unge kvinder forventes at tilbyde, er deres afklædte kroppe.

At Girlssquad primært dyrker deres feminisme på de sociale medier er ikke tilfældigt. De sociale medier er netop markedssteder, hvor det, der sælger bedst, er nøgne, lækre kvinder. Når man har tilpas mange følgere, kan man blive tilbudt sponsoraftaler.

Branding eller fællesskab?

I stedet for passivt at lade sig gøre til sexobjekter af omverdenen, mener de tre kvinder, at de ved aktivt at styre deres sexede image, skaber hvad de kalder »kognitiv dissonans«.

Ideen er, at idet betragteren ser på deres letpåklædte billeder, vil han føle sig utilpas, fordi han samtidig med den letpåklædte krop bliver mødt af et stærkt, intelligent blik. Han bliver med andre ord konfronteret med den myte, at smukke og sexede kvinder er dumme og passive.

Det er altid godt at luge ud i forældet tankegods, men der er ét problem. Ved at hævde at deres billeder adskiller sig fra andre billeder af letpåklædte kvinder (som ligner dem til forveksling), fordi de tager et aktivt valg omkring deres image, og fordi de gør det for deres egen skyld, skaber de så ikke netop afstand til de andre kvinder? Fremhæver de ikke netop sig selv som mere intelligente, mere bevidste, end dem, de foregiver at hjælpe?

Det må understreges, at Klæstrup, Krarup Andersen og Kjølsen gør andet og mere end at »poste« billeder af deres letpåklædte kroppe på de sociale medier. De skriver også debatindlæg og blogger om hverdagssexisme og andre emner, og Kjølsen har deltaget i projekt, der søger at bekæmpe partnervold.

Alligevel mener vi ligesom Mette Fugl, at den logik, der ligger til grund for den såkaldte fjerde bølges »fortrop«, skal imødegås. Men hun retter skytset det forkerte sted hen. Hvis »vi« feminister skal gøre en forskel, så skal vi ikke gå efter hinanden, men efter de tankemønstre, der undertrykker os.

Der findes ingen uoverkommelig hindring for, at feminister i forskellige aldre skulle kunne forstå hinandens virkeligheder. Men vi må bestemt heller ikke lade vores teenagesøstre tro, at den eneste adgangsbillet til at blive hørt, og til at handle, er den heteronormative og fotogene kvindekrop. Hvis vores neoliberale samfund forpurrer vores fællesskab, er det på tide at vi tager teten op.