Annonce

Roskilde Festival
2. juli 2016 - 18:15

Vi talte med fire pantsamlere om at arbejde på Roskilde

600-800 pantsamlere på Roskilde Festival kappes om at være hurtigst i konkurrencen om at indsamle så meget plastic, pap og metal med det eftertragtede pantmærke på, som muligt. »Konkurrencen er stor«, fortæller pantsamleren Vero fra Nigeria.

De professionelle pantsamlere flokkes til årets Roskilde Festival for at tjene til dagen og vejen. Og tjene pengene til festivalarmbåndet ind igen. Modkraft har været ude ved nogle af pantboderne på festivallens campingområder, for at få et par kommentarer fra dem, der udfører det hårde og snavsede arbejde i timevis ad gangen:

Jeg møder 30-årige ’Manuel’ ude ved en af de mindre pantboder i Camp C. Han vil helst være anonym, »is my name important?« spørger han. Han kommer oprindeligt fra Ghana – han har taget turen til Europa gennem Tyrkiet, med båd over havet. Det er hans første gang som pantsamler på Roskilde Festival.

Han fortæller, at han arbejder her alene. »Arbejdet er svært«, siger han, og fortæller, at han arbejder tolv timer om dagen. Der er mange pantsamlere, så man skal være i gang hele tiden. Han synes, at gæsterne på festivallen behandler ham pænt, »very nice people«, siger han. Til gengæld giver han udtryk for utilfredshed med de pantbodsfrivillige: »Too many dis-counts«, mener han, at der sker: de tæller forkert og giver forkerte beløb for panten, og han oplyser, at flere af de andre pantsamlere han har talt med, siger det samme.

Snakken med Manuel er kort: »I must go now«, der er mange dåser der skal samles og han haster videre med blikket fæstnet mod jorden.

Roskilde Festival forbedrer forhold for pantsamlere

I år har festivallen gjort nye tiltag for at forbedre vilkårene for de mange professionelle pantsamlere, der især kommer fra Østeuropa og Afrika. Ved sidste års festival stod pantsamlere i kø i op til et døgn i bagende sol, for at komme af med deres indsamlede pant, og der var mange frustrationer blandt samlerne. Det sker ved at indføre to større superpantboder ude i campingområderne, samtidig med at der er de mindre pantboder som både ligger udenfor og på selve festivalpladsen.

Roskilde Festival har som tema for de næste tre år valgt ’lighed’ og to nye mindre bygninger på selve festivalpladsen skal fungere som VIP-lounge for pantsamlere, hvor de kan hvile sig, få noget at spise og eksempelvis oplade deres telefoner.

Bygningerne er opført af kunstnergruppen Superflex i samarbejde med KWY studio under titlen ’Flagship Shelters/Bottle Collectors VIP’ og er ment som en art kopi, eller inspireret af, internationale varehuse for store modebrands tegnet af verdensberømte arkitekter.

Kopier af butikker for Prada, Tod’s og Miu Miu og oprindelig tegnet af Toyo Ito og Herzog de Meuron. Tiltaget består af tre små huse, som mest ligner høje skure. Den ene skal bruges til samtaler, paneldebatter og performances, og de to andre af pantsamlerne.

Læs artikel Roskilde 2016 vil sætte fokus på lighed og menneskerettigheder på Modkraft

Ikke alle kender til pantsamler VIP- lounge

Vero fra Nigeria er en meget smilende, imødekommende kvinde af få ord, som har fundet vej til en af ’superpantboderne’ nær Camp L. Hun bærer det særlige orange armbånd, der viser, at hun er professionel pantsamler og derfor kan få adgang til VIP-stedet for samlere, med gratis mad, lidt ro og læ. Men hun ved ikke, at stedet findes: »A lady came and gave it (armbåndet, red.) to me«.

Vero dukkede op på festivalen onsdag, som jo er sent på festivalugen. En af hendes veninder fik hende herned. Det er hendes anden gang her. Hun synes, arbejdet er »okay, but a little hard«, og også hun fortæller om stor konkurrence på grund af det store antal samlere. Men derudover føler hun sig »safe, people are friendly«, siger hun om festivalgæsterne.

Pantsamler VIP-lounge i ArtZone

Man har af uvisse grunde lagt pantsamlerloungen i det område af festivalpladsen der hedder ArtZone, som, måske nok belejligt i forhold til pressen, kun ligger en kort spytklat udenfor festivallens medieby. Måske havde det været mere nærliggende, at lægge dem ude på de campingområder, hvor pantsamlerne i timevis trasker skoene flade for at tjene pengene til festivalarmbåndet ind igen og penge til at leve for.

Derude hvor der er møgbeskidt og stinkende, og mågerne i store flokke kredser over affaldsbunker og madrester.

Jeg siger farvel til Vero ude på en af de pladser og rækker hånden ud som tak for hendes tid, men hun griner afvisende og siger »no, my hand is very dirty!«

Samme sted møder jeg Goddey, som også er fra Nigeria, men han understreger at han er fra Biafra, og at de prøver at opnå selvstændighed. Han sidder med en pind og retter maste dåser ud. Én for én, og der er mange. Hvis ikke, får han ikke pant for dåserne. Han fortæller, at det tager ham en times tid at rette alle maste dåser ud fra den sæk han har stående ved siden af sig. Han er ikke glad for, at det nu er noget pantsamlerne selv skal gøre (tidligere kunne pantsamlere aflevere maste dåser også, red.) Og at det tager ham omtrent tre timer at samle nok til at fylde en stor sæk med pant.

Arbejdet er hårdt, han siger, at han har smerter over alt i kroppen. Også han mener, at folk generelt behandler ham pænt, ingen siger at han skal forsvinde. Goddey har været her før, og siger, at der ikke er samme ventetid ved boderne, som der tidligere har været. Og han er en af de pantsamlere der i løbet af festivallen har fundet vej over til VIP-loungen.

Jernløse Gymnastikforenings superpantbod

Da jeg møder Goddey og Vero er der nok fem pantsamlere til stede ved denne store indleveringsbod, som drives af Jernløse Gymnastikforening.

Danske Jonatan og Victor er begge pantbodsfrivillige, og Victor har været med før. De fortæller at arbejdet med pant glider meget bedre end tidligere, og det går stærkere. På grund af flere ting, men blandt andet fordi pantsamlerne selv skal rette de maste dåser ud selv, ’krone’ dem som det hedder i jargonen, som Goddey sad og gjorde ved pantboden. Desuden er boderne nu også delt op efter hvor man kan aflevere dåser og krus. Så selvom pantsamlerne selv skal rette dåser ud, og gå forskellige steder hen alt efter hvilken slags pantemballage de afleverer, mener de, at det går hurtigere for pantsamlene også. Jonatan og Victor oplever at pantsamlerne har overskud til at lave lidt sjov når de er ved boden, der er god stemning og pantsamlerne er venlige.

Der er også to telte ved boden som samlerne kan søge ly eller læ under, og toiletskur.

De mener, at der nu er blevet rettet op på tingene fra Roskilde Festivals side og giver festivallen stor ros for det. »Det kører jo godt«, som de siger.

Om det kører godt for Vincent fra Nigeria, der sidder og hviler sig op ad en anden pantbod, i Camp P, ved jeg ikke. Men der er lidt ly for regnen. Han ser træt ud. Han har været gennem Italien, før han kom til Danmark, fortæller han. Vincent kan bedre lide Danmark, for her er »no racists«. Han beskriver, hvordan han prøver at gøre folk glade, når han går rundt og samler, ved at være høflig og venlig og spørge om han må tage deres dåser og krus, så »people are friendly«, siger han. Men fortæller også, at han kun kan arbejde tre timer ad gangen på grund af rygsmerter, så må han holde pause, »it’s hard work«. Vincent har nogle venner på festivallen og de hjælper hinanden. Det er hans første gang som pantsamler, men han vil se om han kan vende tilbage næste år også. Han har kone og børn i Nigeria, som han sender penge til.

Læs andre artikler fra Roskilde Festival 2016 på Modkraft:

»35 tons overskudsmad fra Roskildes madboder sendes videre«

»Veteranernes effektive højhastighedslarm: Slayer på Arena«

»Reykjaviks døtre: »We wanna be loud, we wanna be political««

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce