En gaveidé: ”Borgerløn er noget vi giver hinanden”

Licens er noget vi giver hinanden

 For et halvt år siden begyndte DR at køre en licenskampagne om medie-licensen, hvor hovedsloganet var: ”Licens er noget vi giver hinanden”.

Den var genialt fundet på. Vi har i vort demokrati besluttet, at alle skal have adgang til medier, der er fri for politiske og kommercielle særinteresser (public service). Det bliver financierer af et licens bidrag. Det kan opfattes som noget, vi giver hinanden for at få dette gode.

Skattens to sider

Det kan også opfattes helt modsat som Liberalt Alliance gør det, opfatte det som en ”tvangslicens”.

Det viser i kort form, at skattebetaling i et samfund altid har to sider: For den enkelte kan det både opfattes som et fradrag i den private indkomst eller som en mulighed for at få del i et kollektiv gode (understøttelse, kultur, social service).

Borgerløn er noget vi giver hinanden

Tænk hvis man i en nær fremtid blev mødt med et lignende slogan: ”Borgerløn er noget vi giver hinanden” udtalt på 1. Maj møder, Grundlovsmøder, demonstrationer og i Folketingssalen!

Det ville være med til at udvikle og rykke vores velfærdssamfund i en ny og bedre retning. Med hensyn til social service (uddannelse, sundhed og kultur) har vi principalt en god velfærdsstats. På arbejdsmarkedsområdet bliver et forældet selvforsørgelsesprincip imidlertid nidkært forfulgt, hvilket betyder, at der permanent befinder sig ca. 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet. Det betyder en klasse- og kassedeling med enormt bureaukrati, klientisering og stigmatisering.

Mange af disse mennesker føler hver dag at de ikke er normale, at de er ekskluderet, fordi arbejdsmarkedet hele tiden af politikerne bliver fremstillet som det egentlige og rigtige fællesskab og samfund

Borgerløn som en gave

Politisk mangler der i vort velfærdssamfund en accept af alle borgeres ret til et eksistensminimum, at en rigtig velfærdsstat er karakteriseret ved at her giver fælleskabet alle borgere en borgerløn/ en ubetinget basisindkomst som en gave, der gælder hele livet.

Hvem skaber det samfundsmæssige produkt?

En sådan politisk erkendelse og anerkendelse svarer faktisk til, hvad mange fremtrædende økonomer i dag siger om, hvordan vores økonomiske system fungerer.

Hvordan skabes og hvem skaber det samlede samfundsmæssige produkt? Kun en lille del af den store økonomiske vækst, vi har oplevet i de sidste 100 år, kan henføres til arbejdet og kapitalen som produktionsfaktorer, men må tilskrives viden og teknologiske fremskridt bredt forstået. Den økonomiske nobelpristager Herbert Simon (1916-2001) mener således, at vi som enkeltmennesker højst har fortjent en femtedel af vores indkomster, mens den store rest må tilskrives den kollektive teknologiske arv. Størstedelen af vores vækst og velstand kan altså ikke henføres til enkeltpersoner indsats og fortjeneste.

Den teknologiske arv

Som samfund betyder det, at samfundsproduktet for en stor del består af en kollektiv teknologisk arv, som på grund af rådende ejendoms- og arveforhold tilegnes af en lille del af befolkningen, men den burde egentlig tilhøre fællesskabet, og løbende kunne uddeles som en samfundsdividende. Anderledes udtrykt er størstedelen af den indkomst, vi hver især modtager i virkeligheden en arv eller en gave fra fortiden.

En virkelig delingsøkonomi

Nogle vil naturligvis spørge, er det en betragtning, der accepteres af anerkendte økonomer i dag. Ja! Det er f.eks. tilfældet med professor Kalle Moene, der er professor ved Økonomisk Institut ved Universitet i Oslo. Han har f.eks. fornylig gjort sig til talsmand for en ubetinget basisindkomst, en borgerløn eller en ”grunnlønn” som han også kalder det: ”En virkelig delingsøkonomi”. Dagens Næringsliv. Lørdag den 3. September 2016.

Hans synspunkt er, at alle lande forpligter sig til at give samme andel af nationalindkomsten som en universel basisindkomst til indbyggerne i deres eget land. Hver indbygger får derved en ejendomsret til nationalindtægten. Det betyder at hver indbygger bidrager med en skat som er proportional med deres egne usikre indtægt og får tilbage et bidrag som er proportionalt med den meget mere sikre gennemsnitsindtægt i samfundet. Man får den samme basisindkomst, som man kan bruge til, hvad det skal være. Fordelen vil også være at det vil give alle del i gevinsten fra den kommende automatisering. Og det vil være nødvendigt at indføre en sådan ordning inden denne automatisering har gjort nogle få meget velhavende på denne automatisering.

Producere først, fordele (distribution) siden – eller forfordele (predistribution) og siden producere

Ifølge Kalle Moene må vi ændre nogle grundmekanismer i velfærdsstaten for at gøre den bedre: ”Produsere først fordele siden”. Dagens Næringsliv. Lørdag den 30. juli 2016.

Hidtil har man fulgt en udviklingspolitik, der sagde, at man først må have udvikling, hvorefter man så skulle have en omfordeling og socialpolitik for at afbøde markedets ubalancer og skævheder. I fremtiden er det langt bedre først at sikre at alle borgere får en andel af nationalindtægten, således at de bliver bedre i stand til at deltage i samfundslivet. Det er en mere proaktiv politik end den reaktive omfordelingspolitik i den nuværende velfærdsstat. At producere først og fordele siden skaber en ulighed, som det er svært at ændre, fordi der herved bliver skabt stærke økonomiske og politiske interesser for en opretholdelse af status quo.

Ret og pligt-logikken og gave-logikken

Ved at betragte sikring af et eksistensminimum (en borgerløn), som den naturlige fødselsgave et samfund giver alle sine borgere, ville bryde den nuværende fortolkning af ret og pligt-filosofien, hvor man juridisk har ret til et eksistensminimum mod at være underlagt en arbejds- eller aktiveringspligt.

Gavens logik er derimod dobbeltbundet. Gaver bør gives uden at man kan forvente gengæld (formelt).  Men rent faktisk vil en gavegivning ofte betyde, at gavemodtageren oplever en taknemmelighed og vil gøre noget til gengæld.

Gavegivningens centrale betydning i samfund og religion

 Gavegivning er et vigtigt udvekslings- og kommunikationsmiddel. Gennem gaver etablerer og fastholder mennesker materielt og fysisk og deres relationer med hinanden i det små som i det store. Derfor er regler og ritualer om gavegivning udbredt i alle samfund og et centralt element i alle religioner. På et tidligt tidspunkt i menneskets historie har man fundet ud af, at gavegivning er med til at stabilisere det sociale sammenhold i grupper og samfund. Jo mere samfund udveksler med hinanden, des mindre er der risiko for konflikt, krig og kulturkatastrofer.

Det universelle velfærdssamfund med et nyt gaveelement

Det er bemærkelsesværdigt, at flertallet af befolkningen i afstemningen om, hvad der karakteriserer danskhed i Danmarkskanonen stemte på velfærdssamfundet. Det viser uden tvivl, at dette element er afgørende for den store tillid og relative lykke, der findes i Danmark.

Den universelle velfærdsmodel, der ellers er under nedbrydning og angreb, ville blive stabiliseret og styrket, hvis den fik et nyt indbygget rent gave-element – en ubetinget basisindkomst som grundlag.

Der er en tæt sammenhæng mellem gaver og følelser. Gaver skaber positive følelser, taknemmelighed og loyalitet. Derfor er det sandsynligt, at hvis alle borgere fik en ubetinget basisindkomst som gave, ville de fleste føle, at de skulle gøre gengæld til samfundet i form af deltagelse i det folkelige og politiske liv og bidrage til samfundet ved forskellige former for arbejde. De ville føle, de var forpligtet til at bidrage til samfundet, men vil ikke være juridisk forpligtet til aktivering eller lønarbejde (som man ikke kan sige nej til).

 Omsorgs-, behovs- og nytte-etik

 Med en ubetinget basisindkomst (UBI) ville samfundet grundlæggende bygge på en omsorgsetik. Samfundet giver alle borgere en gave, en del af samfundsarven løbende, uden at kræve en konkret modydelse. Herudover vil der herske en behovs- og nytteetik. Nogle vil derudover have behov for yderligere ressourcer, hvis de ikke er i stand til at fungerer på arbejdsmarkedet.  Og ellers vil der gælde et selvforsørgelsesprincip som nu, hvor mennesker må forsøge at gøre sig nyttige for hinanden på et arbejdsmarked.

I dag undergraves velfærdssamfundet af, at selvforsørgelsesprincippet gøres til det grundlæggende princip, hvilket kræver at der må foretages en omfattende, bureaukratisk og stigmatiserende omfordeling, fordi stadig flere ikke kan leve op til dette selvforsørgelsesprincip.

Ved på forhånd at sikre alle en ubetinget basisindkomst, vil man både kunne skabe meget større tryghed for alle og skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked.

Litteratur:

Gar Alperovitz and Lew Daly: Unjust Desert. How the Rich Are Taking Our Common Inheritance. The New Press New York 2008.

Kalle Moene: Produsere først, fordele siden. Dagens Næringsliv. Lørdag den 30. juli 2016. http://www.sv.uio.no/esop/forskning/aktuelt/i-media/2016/artikler/160730moene.pdf

Kalle Moene: En virkelig delingsøkonomi. Dagens Næringsliv. Lørdag den 3. September 2016. https://www.sv.uio.no/esop/forskning/aktuelt/i-media/2016/artikler/160903moene.pdf

Anders Klostergaard Petersen: Gaven. Tænkepauser nr. 44. Aarhus Universitetsforlag 2016.