Annonce

22. maj 2014 - 11:43

En ny vision for et socialt Europa i en fastlåst situation

 

Alle råber at EU ikke en social union

Alle politikere fra højre til venstre siger nu i kor, at EU ikke er og ikke skal være en social union, at EU ikke er en velfærdsstat, der omfordeler ydelser. Enhedslisten og Liberal Alliance kræver endda, at vi får et velfærdsforbehold i forhold til EU-traktaten, ligesom vi har et rets-forbehold.

Det var også en sådan arbejdsdeling mellem EU og nationalstaterne, der oprindelig lå i hele konstruktionen. EU tog sig af politikkerne vedrørende det økonomiske marked, mens nationalstaterne tog sig af den sociale og velfærdsmæssige politik.

Både rigtig og forkert

Og så har der alligevel hele tiden været et overlap mellem EU og staterne i en del af velfærdspolitikken. EU bygger på friheden for de fire produktionsfaktorer – varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft – hvor fortolkningen af, hvad det vil sige at være vandrende arbejdstager hele tiden er blevet udvidet.

Derfor er påstanden om, at EU ikke er en social union og ikke skal være det i fremtiden både rigtig og forkert. EU er allerede i dag en delvis social union for vandrende arbejdstagere, hvorfor det afgørende spørgsmål i dag er, om denne tilstand skal rulles tilbage, eller man skal udvikle EU som social union på stadig flere områder.

En delvis social union for vandrende arbejdstagere

Princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU forstås i dag af EU domstolen ud fra et ligebehandlingsprincip således, at de vandrende arbejdstagere og deres familier skal stilles lige med statsborgerne i det land de arbejder i, hvilket betyder, at de har krav på de samme sociale ydelser som dem.

Derudover gælder et sammenlægningsprincip, der betyder, at ydelserne koordineres, således at det man har optjent i hjemlandet medregnes i de ydelser, man får i landet, man arbejder i.

Man står i dag en situation, hvor det er ved at gå op for politikere i flere lande, at EU allerede delvis er ved at blive en social union, fordi EU nu går ind på væsentlige arbejdsmarkeds- og sociale områder. EU regulerer arbejdstiden, dele af arbejdsmarkedsrettighederne, ligeløn, ligestilling mellem kønnene og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, og kan få effekter på kontanthjælpen, SU og børnecheck (hvis man starter som vandrende arbejdstager).

Konflikt om EU’s udviklingsretning

Der tegner sig efterhånden et billede af en større konflikt om, hvad EU er og skal blive i fremtiden. Merkel og Thorning prøver at berolige deres befolkninger ved at sige, at EU ikke skal være en social union. Men er det sandsynligt at man faktisk vil rulle EU integrationen tilbage på et så vigtigt område som arbejdskraftens frie bevægelighed?

En total fastlåst situation

Umiddelbart bliver det i medierne fremstillet som, hvis bare et flertal af lande på et topmøde kan blive enige om at ændre reglerne om nogle sociale ydelser (f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse og børnecheck), så vil det løse problemet. Men så let laver man ikke ny politik i EU. Den faktiske juridiske integration (igennem domstolen) kan ikke uden videre ændres af en politisk demokratisk beslutning i rådet og EU parlamentet. Hertil krævesen mere vidtgående enighed eller traktatændringer. Og det ved alle, at det er meget vanskeligt eller næsten umuligt med mindre det gælder store spørgsmål, der er meget bred enighed om og der arbejdes længe med.

Faktisk står EU med debatten om velfærdsydelser og social union i en næsten total fastlåst situation. Man prøver ivrigt fra politikeres, erhvervslivets og mange forskeres side at nedtone problemet, og politikerne siger endnu en gang, at nu går EU ikke længere i integrationen. Men faktisk har man igangsat en politisk-juridisk maskine, der næsten ikke er til at standse. Fremover vil man være nødt til at hoppe fra tue til tue med nye debatter om velfærdsturisme og svækket tillid til EU og demokratiet.

Den reaktionære velfærdsnationalisme benægter virkeligheden, at vi allerede delvis har en social union for vandrende arbejdstagere i EU og foregøgler befolkningen, at det forholdsvis nemt lader sig gøre at rulle EU integrationen på det arbejdsmarkedsmæssige og sociale område tilbage. Desuden har man ingen politik og visioner for, hvorledes EU skal udvikle sig i fremtiden eller proklamerer at vi hurtigst mulig skal ud af EU.

Demokratiet smuldrer

Situationen kan blive fuldstændig ødelæggende for tiltroen til, at EU kan udvikle sig demokratisk. Igennem de sidste 20 år er de demokratiske valgmuligheder i mange økonomiske og sociale spørgsmål i nationalstaterne gradvist blevet indskrænket af EU integrationen og WTO-regimet. Man kan så sige, at man har genvundet lidt af demokratiet ved at deltage i udformningen af EU politikken, der dog hele tiden har været begrænset af de traktatmæssige bindinger omkring produktionsfaktorernes frie bevægelighed og den økonomiske politik.

 Samlet set må man dog konkludere, at hvor nationalstaterne tidligere havde en lang række policy-instrumenter, der kunne sætte grænser og disciplinerer markedet, og man med rette kunne have en tiltro til, at kapitalisme og demokrati kunne leve sammen, så er man i de sidste 10-15 år kommet i en situation, hvor balancen er fuldstændig ændret. Med EU’s og WTO’s institutionelle hjælp er kapitalismen kommet til at dominere demokratiet. Det er nu markedet der disciplinerer politikken, indsnævrer de politiske valg. Man kan ganske enkelt ikke foretage de politiske valg, man måtte ønske. Man kan indvende, at ved at stå som isoleret nationalstat, ville markedet også disciplinere politikken.

Findes der så noget alternativ?

Ja det gør der altid! Men realiseringen er meget vanskelig og langsigtet.

 For mig at se bør venstrefløjen og grønne kræfter i Europa-Parlamentet fremover opstille et klart mål for skabelsen af et mere demokratisk og socialt EU.

Det er urealistisk at forestille sig, at EU inden for en overskuelig fremtid vil udvikle sig til en stor velfærdsstat med fælles arbejdsmarkeds- og socialpolitik på alle områder.

Hvad man derimod kunne forestille sig inden for en kortere årrække ville være, at man langsomt begyndte at indfase f.eks. fælles minimums social standarder – en fælles europæisk børnecheck, minimumspension og minimumslønninger, måske endda en ubetinget EU-dividende for alle EU borgere.

Det vil måske kræve en traktatændring, der muliggør en social union bl.a. igennem en ændring af fortolkningen af arbejdskraftens frie bevægelighed. Det bør være sådan, at de internationale traktater nationalstaterne indgår ikke reelt påtvinger dem at følge en neo-liberal økonomisk politik, således som EU-traktaten og WTO-regimet i øjeblikket gør.

Tænk hvis…

Tænk hvis der i den igangværende valgkamp blot havde været en enkelt venstreorienteret og grøn kandidat til EU-parlamentet, som havde dristet sig til at bryde den massive velfærdsnationalistiske ideologiske dominans ved at komme med en vision for skabelsen af en EU børnecheck.

Det er faktisk blevet foreslået og undersøgt af et europæisk forskerteam: http://www.unicef.org/socialpolicy/files/CPI_Manos_January_2014.pdf

Deres konklusion er, at det ville får meget gunstige virkninger på fattigdommen i Europa, og finansieringen kunne bl.a. ske igennem at reducere landbrugsstøtten og dele af regionalstøtten i EU. Det ville kunne skabe en væsentlig EU-debat.

EU har behov for en ny stor fortælling

Mange taler om, at EU har behov for en ny fortælling. Der er ligefrem nedsat grupper, der forsøger at komme med bud på en sådan. De har uden tvivl fat i noget væsentligt.

Hvis EU fra 2018 eller 2020 ville begynde indfasningen af en fælles børnecheck, ville EU kunne starte på et helt nyt symbolsk kapitel i sin historie. Så ville man begynde at få en helt ny type af EU-borgere. Man ville gå fra hovedsagelig at være et fællesskab af arbejdstagere og produktionsfaktorer til at være et reelt politisk fællesskab af borgere. Her ligger muligheden for den ny legitimitet for EU.

Hvis EU ikke inden for en kortere årrække udvikler sig i den retning, vil EU efter min vurdering langsomt smuldre og forfalde.

 

Litteratur vedr. EU- og WTO-regimets betydning for nationalstaternes muligheder for at føre økonomisk politik:

Danny Nicol: The Constitutional Protection of Capitalism. Hart Publishing. Oxford and Portland, Oregon. 2010

Annonce