Enhedslisten = SF Classic – og hvad så?

Enhedslisten - det troværdige parti i Folketinget

Enhedslisten er i dag for mange det eneste troværdige politiske parti i Folktinget. Partiet bliver med rette belønnet for at have meget dygtig folketingsgruppe. De er pragmatiske og kompromisvillige og har samtidig forsøgt at holde regeringen fast på regeringsprogrammet og trække den til venstre. Hvilken skyld Enhedslisten havde i, at der ikke blev til en aftale om en skattereform i sommeren 2012 og en finanslovsaftale i efteråret 2013, er for mig uklart. Men at lægge skylden entydig på Enhedslisten forekommer mig helt uberettiget.

SF Classic i 1980’erne og 1990’erne

Partiet ligner mere og mere det klassiske SF, som man så udfoldet i slutningen af 1980’erne og i 1990’erne. SF var i den periode også meget kompromisvillige og forsøgte at trække Socialdemokratiet til venstre i folketinget og udenfor folketinget at styrke arbejdet i fagbevægelsen og andre sociale bevægelser. Man talte tit om det vigtige i at kunne gå på to ben, at arbejde både i folketinget og i de sociale bevægelser, fordi det var med til at lægge et pres på særlig Socialdemokratiet. Det er akkurat det samme, man i dag hører fra Enhedslisten.

Arbejderflertalsstrategiens problemer

Problemet med SF’s gamle strategi viste sig hurtigt at være flere. For det første lykkedes det aldrig at få skabt det parlamentariske arbejderflertal, man i 1980’erne satsede på, hvorfor det kun i meget begrænset omfang lykkedes at få Socialdemokratiet gjort interesseret i et samarbejde og at presse partiet til venstre. Da man i 1992 fik regeringsmagten var det i samarbejde med de radikale.

For det andet blev SF’s samarbejde med de sociale bevægelser rent faktisk nedprioriteret.  I SF fandtes strømninger, der var kritiske over det tætte samarbejde med Socialdemokratiet og som under indtryk af de nye sociale bevægelser ønskede at satse mere på grøn politik med et opgør med den dominerende køns-, natur- og økonomitænkning i politikken. De gik imod arbejderflertalsstrategien og talte om skabelsen af en rød-grøn reformstrategi men forblev et mindretal.

Den grønne dimension på tværs af højre-venstre

 SF’s arbejderflertalspolitik cementerede en endimensional opfattelse af politik, hvor der kun eksisterede en traditionel højre-venstre skala.  I løbet af 1980’erne var der kommet en ny grøn dimension ind i politik, der lagde vægt på økologisk balance i modsætning til vækstfilosofi, blød teknologi, livskvalitet, decentralisering og borgerinddragelse og som gik på tværs af den traditionelle højre-venstre dimension.

Det nye SF

Da Arbejderflertalsstrategien så ikke lykkedes i 1990’erne og Gert Petersen gik som formand, forlod partiet den traditionelle arbejderflertalsretorik og modstanden mod EU. Det gav i 00’erne muligheder for en ny generation for at skabe et nyt SF og tilnærme sig Socialdemokratiet på en måde, der resulterede i det regeringssamarbejde vi kender.

De nye træk ved Enhedslisten

Det seriøse parlamentariske arbejde, den faktiske nedprioritering af bevægelsesarbejdet og mangel på en ideologisk markering, der sprængte den traditionelle venstre-højre dimension var væsentlige træk ved det klassiske SF.

Og det er lige præcis de træk, som bliver mere og mere tydelige ved Enhedslisten.

Enhedslistens venstresocialdemokratiske ideologiske markeringer

Tag som eksempel Enhedslistens ideologiske markering. Hvornår har man hørt et folketingsmedlem fra Enhedslisten, som kreativt har forsøgt at koble et aktuelt problem med Enhedslistens tanker om socialisme på en overraskende måde, som kunne få mennesker til at tænke nyt?

Fra det sidste halve år husker jeg nogle meget traditionelle (venstresocialdemokratiske) markeringer: Enhedslistens valgslogan om ”Ret til arbejde”, Frank Aaens tale om ”grøn vækst”, Morten Kabells belæring af ”Dovne Robert” om ”ret og pligt” og Johanne Schmidt-Nielsens tale om det vigtige i ”to bad om ugen” til ældre. Det afslører, hvilket ideologisk univers Enhedslistens politikere befinder sig indenfor!

Hvor fører det Enhedslisten hen i fremtiden?

Jeg ser tre scenarier for Enhedslistens fremtid:

1.      Man forsætter den nuværende linje med at være et erklæret socialistisk (men reelt venstresocialdemokratisk) oppositionsparti, hvor den grønne dimension underordnes den traditionelle socialistiske arbejderretorik. Man får en voksende erkendelse af, at det er begrænset hvor meget man kan bevæge Socialdemokratiet. Det fører imidlertid ikke til ændringer i strategien, fordi denne position på kort sigt betyder en konsolidering som et mellemstort parti, der langsomt opsluger dele af SF. Man formår at marginalisere de mere ”revolutionære” strømninger i partiet.

2.       Under indtryk af en styrkelse af de mere aktivistiske og ”marxistisk-revolutionære” strømninger i partiet får man en ny afspilning af den gamle konflikt mellem SF og VS (1967-68) mellem dem, der prioriterer det parlamentariske arbejde og nogle, der ønsker at opprioritere bevægelsesarbejdet.  Man afskriver helt Socialdemokratiet som et reformistisk parti i arbejderbevægelsen og ser det i stedet som et neoliberalt administrationsparti. En ultra (pseudo)-revolutionær retorik, der bygger på en ortodoks marxistisk klasseanalyse vinder frem og fører til partikonflikter og måske splittelse. Partiet bliver langsomt handlingslammet og decimeret.

3.      Man formår at foretage en forvandling af partiet ved at åbne sig overfor den brede pallet af nye sociale bevægelser. Man distancerer sig både fra den socialdemokratiske reformisme og den marxistiske pseudo-revolutionære retorik ved at gøre den grønne vækst- og lønarbejdskritik mere synlig.  Man bliver et egentlig økosocialistisk parti som det franske parti de Gauche (Venstrepartiet) – Se http://modkraft.dk/artikel/franske-fristelser. Det er usikkert hvor stort politisk rum, der er til et parti af denne type, og det fører måske også til splittelser.