Flygtningekrisen – proportioner, myter og løsninger

Thomas Gammeltoft-Hansen (TGH) har skrevet en vigtig lille bog om et af vores største problemer, flygtningekrisen: ”Hvordan løser vi flygtningekrisen?” Informations Forlag 2016.

 Hvorfor er den vigtig? Fordi den er kortfattet, velskrevet og letlæst, og fordi den på en gang sætter tal på problemets størrelse, afliver nogle myter og ikke nøjes med at beskrive problemerne, men også vover at komme med realistiske løsninger.

 Proportionerne

Blandt mange europæiske politikere og opinionsdannere fremstilles flygtningekrisen ofte som den største krise, vi står overfor. Det europæiske sammenhold segner, og den nationale identitet siges at være truet i en række lande, sikkert fordi den er ny og pludselig blevet meget synlig.

I verdens sammenhæng og set i forhold til nogle nærområder - landene i Mellemøsten (Tyrkiet, Libanon, Jordan og Irak) - er de relativt små. Der var 65 millioner på flugt i 2016, hvor over halvdelen var under 18 år, og over halvdelen havde være på flugt i mere end 5 år.  Over en million søgte asyl i Europa i 2015. I Danmark modtager vi ca. 19 flygtninge pr. 1000 indbyggere, i modsætning til Libanon hvor man modtager ca. 250 pr. 1000 indbyggere. I 2015 besluttede EU at omfordele 160.000 flygtninge fra Grækenland og Italien, men i 2016 var det kun lykkedes at få ca. 5700 omfordelt.

På den baggrund må man konkludere, at det er proportionsfordrejning at sige, at EU og Danmark har store problemer set i forhold til problemerne i nærområderne og i en række udviklingslande, og det er beskæmmende, at der har været så lidt opbakning til at løse problemerne i EU.

Myterne

Man hører blandt politikere, opinionsdannere og i pressen igen og igen, at der er noget i vejen med FN’s flygtningekonvention fra 1951, og at den er skyld i mange problemer. Den er forældet og utidssvarende, hvorfor der er behov for ændringer, og nogle taler endda om behov for at træde ud af denne konvention.

Punkt for punkt afviser TGH disse argumenter. Man siger at flygtningedefinitionen er et levn fra fortiden, og at fortolkningen af konventionerne ikke har fulgt med tiden. Det er forkert, og TGH viser, at man har anlagt en dynamisk fortolkning. Samtidig viser han, at hyppige anklager om, at der mangler et nærhedsprincip, at konventionen kræver en individuel behandling, at man er tvunget til at give flygtningene alle rettigheder samt ikke kan afvise farlige personer, ikke passer. Flygtningekonventionen forpligter alene stater til ikke at sende flygtninge tilbage til et sted, hvor de risikerer forfølgelse. Men det er rigtigt, at der er behov for tilpasse implementeringen af de eksisterende regler til virkeligheden.

Vi behøver altså ikke nye konventioner. Problemet er politisk.

 Hvad er problemet?

Det grundlæggende problem er ifølge TGH, at den kontrol og afskrækkelsespolitik (det paradigme) man hidtil internationalt har forsøgt at løse flygtningeproblemerne på er ved at bryde sammen. Alle lande forsøger i indbyrdes konkurrence at få så få flygtninge som muligt. De forsøger at fravælge dem, stiller strengere krav dem, giver dem lavere ydelser, og dem der forbryder sig imod landenes love giver man strengere straffe og forsøger at sende tilbage.

Derfor ser man nu, at landene skubber flygtninge fra land til land. Man siger, at nærområderne skal tage flere flygtninge, uden at der følger tilsvarende hjælp til at tage sig af dem.  Det betyder, at nærområde-landene står i en meget presset situation, hvor de kan blive tvunget til enten at hæve prisen for at påtage sig rollen, som dem der tager de største byrder. Eller de kan også blive fristet og nødt til i højere grad at kopiere vestens kontrol- og afskrækkelsespolitik.

Det ligner mere og mere den såkaldte ”Beggar thy neighbour”- politik i 1930’erne krise, hvor hvert land forsøgte at opnå økonomiske fordele i forhold til andre lande ved at afskærme sig i handelspolitikken. Det var med til yderligere at forværre krisen, og arbejderbevægelsens historie giver mange eksempler på at forsøg på at afskærme sig overfor konkurrence af ny arbejdskraft (f.eks. kvinder) ved at holde dem ude af fagforeningerne har været kortsigtede og ødelæggende.

Kontrol og afskrækkelse ser ud til at virke på kort sigt, men det bliver sværere og svære med lappeløsninger.

 Hvad er løsningen?

Det nye ved TGH’s bog er, at han ikke blot giver en diagnose af situationen, men også kommer med et realistisk bud på, hvorledes et nyt løsnings-paradigme må se ud.

Man står med et kollektivt handlingsproblem i EU. Det beskriver en situation, hvor hver stat ud fra sine egne kortsigtede rationelle interesser – igennem forfølgelsen af en national kontrol- og afskrækkelsespolitik – kommer til at skade fællesskabets interesser og på længere sigt også sine egne rationelle interesser. Den individuelle rationalitet skader den kollektive rationalitet.

Det kan kun undgås igennem skabelse af et kollektivt samarbejde og solidaritet.

Her opregner TGH fire elementer i et nyt samarbejdsparadigme:

1. Fælles juriske spilleregler.
2. Mere solidaritet landene mellem.
3. En nytænkning af flygtningebeskyttelse i nærområderne.
4. Bedre håndtering af flygtningemodtagelse og integration i Danmark og andre europæiske lande.

Som allerede berørt er det meget centralt med fælles spilleregler og bekymrende at der opstår tvivl og myter omkring dem. Det kan være med til at skade landets interesser på længere sigt.

Dernæst er det helt centralt, at der opstår en større grad af byrdefordeling og solidaritet landene imellem. Det gælder ikke alene mellem EU landene. TGH fremdrager det besynderlige i at lande som Sydkorea, Japan, en række Golf-stater og USA har undslået at bidrage til løsning af de aktuelle flygtningeproblemer i Mellemøsten.

Men det vil være urealistisk at der på kort sigt laves en international, global kvoteordning for løsning af problemet. Det er vigtigt, at flygtninge får en selvbestemmelse med hensyn til hvor de ønsker at være. Man vil aldrig kunne undgå at geografi og tilfældigheder kommer til at bestemme, hvor mange flygtninge hvert land kommer til at tage i imod.

Angående det tredje punkt er det centralt at nærområder modtager betydelig mere hjælp, og at man her forsøger at integrere dem her i samfundet. Derudover diskuterer TGH muligheder for, at man kan lave asylansøgninger direkte på ambassader i nærområderne og her udvikle nogle kvoteordninger.

I den nuværende flygtningekrise er det værd at lære af arbejderbevægelsens historie. Den viser, at når man står i en situation, hvor der opstår øget konkurrence om jobs, kan man anlægge to strategier. Man kan forsøge at udelukke nye, der gerne vil have del i ressourcerne eller jobbene, at befæste sit monopol eller særrettigheder, eller man kan forsøge at inddrage de nytilkomne og gøre dem til en del af ens fællesskab (f.eks. fagforeningen) ved at give dem andel i sine ressourcer og give dem rettigheder, således at fælleskabet står stærkere og bliver beriget.

Det er i den tradition jeg ser Thomas Gammeltoft-Hansens skitse til et nyt paradigme til løsning af flygtningekrisen

Litteratur:

Thomas Gammeltoft-Hansen: Hvordan løser vi flygtningekrisen? Informations Forlag. 2016. Moderne Ideer