Annonce

17. november 2014 - 12:21

Finansloven er ikke problemet

Om hvordan man kan komme til at skrive noget hurtigt om enhedslistens problematiker og udfordringer selvom man egentlig ikke burde prioritere parlamentarisk politik.

Endnu engang raser debatten i Enhedslisten om hvorvidt det kan betale sig at forhandle med socialdemokraterne og hvorvidt Enhedslisten har solgt ud.

Enhedslisten har solgt ud på nogle områder, men det mener jeg faktisk ikke de gør ved at indgå i en finanslov som denne.

Baggrund og positioner

Der findes to positioner i debatten, og hvis de ikke kan mødes i en fælles forståelse, er det nok fordi de begge to er rigtige.

Den ene position kritiserer forhandlingsgruppen for at indgå en finanslov der stadig på mange måder understøtter de nyliberalistiske diktater som socialdemokratiet har indført de seneste par år. Den position har ret i at der er mere protest imod nyliberalismen ved at lade være med at indgå i en finanslov der ikke tager det nødvendige opgør med den nyliberale agenda.

Den anden position fastslår at finansloven stort set kun indeholder reelle forbedringer for mennesker i praksis og at finansloven er MEGET bedre end en finanslov med højrefløjen ville have været det.

Om at have ret

Problemet er som sagt at begge positioner har ret. Kritikerne af finanslovsaftalen har ret i at enhedslisten understøtter socialdemokratiets kommende valgkamp og at finansloven langt fra er nok til at løse dagpengeproblemet eller alle de andre problemer regeringen har skabt. Dem der forsvarer Enhedslistens deltagelse i finansloven har også ret i at Enhedslisten har sørget for at en masse mennesker får konkret hjælp i deres liv.

Så hvad gør man så? Hvordan kan to positioner der er sure og uenige mødes når begge parter har ret? Og hvordan kan de overhovedet have ret når de er uenige?

Hvad er enhedslisten?

Svaret ligger delvist i at de ikke snakker om det samme.

Modsætningen mellem det socialdemokraterne sagde til valget og den nyliberale praksis partiet fører er det der har skabt massiv fremgang til Enhedslisten.  Ved at samarbejde med socialdemokraterne om noget som helst opgiver Enhedslisten en vigtig position der har skabt kæmpe den største medlems- og vælgerfremgang nogensinde.

På den anden side er det virkelig dumt at sidde ved et forhandlingsbord velvidende at man kan gøre verden til et bedre sted uden at gribe chancen. Hvis undlader at gøre verden til et bedre sted på grund af ideologiske positioner har man også misforstået hvorfor man skal være i politik i det hele taget.

Hvad er løsningen?

Enhedslisten er to ting. Et protestparti der vinder medlemmer på at have den ideologiske og principielle overhånd. Samtidig er Enhedslisten de sidste par år blevet et parti der i højere grad kæmper for reelle forbedringer igennem parlamentet i stedet for bare at stå udenfor indflydelse. Det ville for de fleste folkevalgte i Enhedslisten være et svigt at få magt og taburetter uden at bruge dem og det kræver at man indgår i det parlamentariske spil.

Et parti med plads til modsætninger

Derfor bør begge sider af debatten i højere grad anerkende hinanden.

Kritikerne af finanslovsforliget bør anerkende at vores forhandlere gør deres bedste for at gøre verden til et bedre sted så godt som de reelle politiske forhold tillader det. Samtidig bør forhandlerne og partitoppen anerkende at Enhedslisten stadig oplever den mest massive  fremgang ved at være et protestparti. Det betyder at man ikke hovedløst tager afstand hvis ens medlemmer vil fløjte lidt af en statsminister og at man generelt prioriterer protest og bevægelsesarbejdet højere.

Protestbevægelserne har brug for nogen i parlamentet der fastholder dem på et politisk spor. Samtidig har enhedslisten brug for bevægelser der skaber de konflikter mellem de mange fattige og de få rige der er enhedslistens generelle eksistensberrettigelse.

Finansloven er derfor ikke problemet. I stedet bør man sørge for at samfundes konflikter generelt er synlige og anerkende både dem der prioriterer positionering i konflikter og dem der prioriterer at løse dem.

Annonce