Den hvide mand og venstrefløjens forfald

Jeg er rigtigt bekymret for venstrefløjens fremtid.

Tænk tilbage på tresserne og halvfjerdserne. Uden at have været øjenvidne dengang, så blomstrede venstrefløjen op. Ungdomsoprør, kvindebevægelse, frigørelse, antikolonialisme, alternative boformer, parlamentarisk fremgang og en stærk fagbevægelse og meget andet. 

Det var sikkert også negative ting, bevares. Men blot få år senere kollapsede venstrefløjen, eller rettere degenererede og atomiserede i et hav af forskellige småpartier, som alle kæmpede om den ”sande marxistiske” udlægning af teksten, fra kapitallogikernes uddrivelsesexcesser på universiteterne til udspaltninger og parlamentarisk deroute. Almindelige mennesker løb skrigende væk.

Jeg frygter, at det hele er ved at gentage sig. Men denne gang er det ikke et spørgsmål om, hvem som har læst og forstået sin Marx, eller hvem der havde den sande ”virkeliggjorte socialisme”. I dag er det derimod den nye bølge af identitetspolitik, som er ved at splitte os fuldstændigt ad.

Fra lighed til grøftegravning

Prøv selv at tænke efter. Hvilke debatter på venstrefløjen er allermest uforsonlige, hvis ikke køn, race, etnicitet og seksualitet?

Uanset, at vi alle bekender os til samme målsætning om lighed og solidaritet, så er det alligevel her, at vi bogstaveligt talt er ved at rykke hovederne af hinanden og konstant beklikke hinandens dagsordener og hvem som har magten til at definere begreberne præcist i ens eget kram.

Det nye i den nuværende identitetspolitik er, at hvor tidligere bølger gik på at stille grupper lige og udviske forskelle og undertrykkelse, så graver den nye bølge grøfter og skaber forskelle baseret alene på hudfarve. Altså en ny racisme.

Vi har fx set det, når studerende i USA laver universitetsblokade på campus for at sikre arealer, hvor hvide nægtes adgang. Ideen hermed er, at farvede skal have frirum fra deres undertrykkelse symboliseret alene ved synet af hvide studerende. Altså direkte modsat den klassiske borgerrettighedsbevægelse, hvor Rosa Parks og ligesindede kæmpede for, at man ikke skulle opdeles efter farve i busser o.l. Nu er svaret ren apartheid og netop adskillelse.

Vi ser det i den såkaldte appropriations-debat, hvor ikke-farvede ikke må indoptage udtryk, stilarter o.l. som anses for farvet kultur. Fx har dreadlocks været nævnt, hvilket er helt hul i hovedet. Farvede amerikanere kan sgu da ikke tage patent på en frisure, som har været brugt i hinduismen i årtusinder og sikkert også herhjemme. Er det at give plads til alle, som giver plads til alle pludseligt at gøre kultur/stil racialiseret, selvom det bevisligt ikke er ”opstået” i en specifik kulturel kontekst?

Vi ser det, når man gerne må bruge åbenlyst racistiske begreber til at udskamme farvede / anden-etniske debattører, som ikke er enige med det identitetspolitiske parnas, som da Nazila Kivi kaldte Geeti Amiri for husmuslim og efterfølgende blev bakket op af den feministiske debattør Emma Holten, eller da Naser Khader blev kaldt kokosnød.

Eller når proportionerne helt og aldeles ryger fløjten i Facebookdebatterne og ord som kolonialvarer eller Cirkelpigen igen hives frem som eksempler på, at vi nærmest stadig lever i en mental slavefortid, selvom det ene er et stykke stilistisk og værdig kunst af en ung kvinde med original hovedbeklædning, mens det andet vel kun står på indvandrerkioskerne i dag – i hvert fald i Århus.

Hvid privilegie

Vi har (måske især) set det, når hvide (mænd) affejes med henvisning til white privilege uanset deres status i øvrigt. Alle hvide (mænd) skal klappekaje og umyndiggøres som selvstændige individer.

Jeg oplevede det selv for nylig, hvor jeg havde en kronik i Information om Vestindien og kravet om undskyldning, som jeg af flere grunde ikke deler. Præmissen var klart antiracistisk og antinationalistisk, uanset at jeg anerkender, at man har lov at være uenig i konklusionen.

Imidlertid affødte den en spøjs debat på Facebook, hvor to hvide akademikere hånede mig, en anden hvid akademiker, for at mene noget – med nedladende tale som ”lyt nu til den hvide mand” o.l. Bemærkelsesværdigt viste det sig senere, at de ikke engang havde læst kronikken, men fred med det. Vi er altså kommet dertil, hvor den ene hvide kan pege fingre ad den anden for at være hvid?

Her i weekenden så kørte den igen i forhold til privilegieblinde mænd og det symbolforslag om, at der ikke skal være mandlige dirigenter eller indledere på Els årsmøde. Altså, der er ikke uenighed om EL som feministisk parti, men hvis man er uenig om vejen dertil, så bliver man straks lukket ned med en klassisk herskerteknik og mistænkeliggjort på, om man overhovedet mener den der feminisme.

Allieret eller god ven?

I forbindelse med ovenstående kronik oplevede jeg også et andet pudsigt udsagn om, at så var jeg ikke en god allieret (med farvede). Det kan man åbenbart kun være, hvis man 1) holder mund, eller 2) er enig med en vilkårlig farvet person i en debat.  Men hov minder det ikke uhyggeligt meget om den kapitallogiske periode, hvor det kun var den hvide mandlige industriarbejder, som havde ret?

Her må det være på sin plads at sige, at hvis allieret betyder, at man enten skal klappekaje, eller blindt fremføre de synspunkter, som fremføres højest af et farvet mindretal, så er jeg ikke allieret, men til gengæld vil jeg gerne være den gode ven, som både kæmper røven ud af bukserne for sine venner, samtidig med, at man siger det tydeligt, hvis ens ven er galt afmarcheret.

En pudsig iagttagelse her er i øvrigt relativiseringen af de farvede fra de her identitetskæmperes side. Lad os tage et eksempel. Hvis en gal imam på Nørrebro råber op om stening og homoseksuelle, så har de identitetspolitiske debattører ofte travlt med, at han skam ikke taler på vegne af alle muslimer og det er kun et lille mindretal og bla bla. Dette er forhåbentligt og givetvis rigtigt!

Men hvis en sort afro-amerikansk aktivist udskammer en hel hvid befolkningsgruppe som racister, så taler denne person som en autoritet og vi andre skal klappekaje.

I dette verdensbillede er der ikke plads til de farvede, som bare ønsker det gode liv, som en Rosa Parks eller Martin Luther King med en vision om frihed og lighed uden racistisk undertrykkelse. Der er kun plads til Malcolm X versionen, og det er faktisk lige så racistisk overfor andre sorte, når ekstremerne skal have lov at racialisere og definere dem på vegne af deres oprindelse. Tag her Geeti Amiri igen, som det oplagte eksempel.

Gu er der privilegier

Man kan fortabe sig i endeløse rækker af eksempler og sikkert til hudløshed diskutere de enkelte. Men betyder ovenstående så, at jeg bare er en privilegieblind mand, der ikke anerkender undertrykkelse. Nej, der er masser af privilegier og undertrykkelse. Masser ar racisme. Tingene er bare ikke sort-hvide.

Eftersom identitetspolitikken er båret frem mest højtråbende af akademikere, som lever i deres egen boble med deres egne teoretikere som Spivak og Butler, så tillad mig en teoretisk nuancering. Privilegier er ikke en konstant eller ens størrelse. Dybest set er det blot en anden måde at anskue (Bordieus) begreb om social kapital og kapitalfelter.  

Indenfor kunst og musik kan du have masser af privilegier (social kapital) som homoseksuel, som du ikke har på et udkantsgymnasium. En sort ex-præsident som Obama har tusindfold privilegier sammenlignet med en sort Harlemknægt uden uddannelse eller en hvid arbejdsløs i rustbæltet Wisconsin. En mor oplever større accept af barsel og barns sygedage, end industriarbejderfaren. Et dansk navn diskriminerer ikke i jobansøgningen som et arabisk gør. Forventningen til husarbejde er ikke ens mellem manden og kvinden. En dansk akademisk queeraktivist med fed stilling i København vinder også på mange privilegiefelter over den lave heteroseksuelle middelklasse og nedefter i udkantsdanmark. Og sådan kan man blive ved.

Pointen er, at på nogle felter er der entydigt overvægt af privilegier på køn, farve, seksualitet. På andre er det enten omvendt eller mere mudret. Og man kommer stadig ikke udenom klassestrukturer og sociale forhold heller. Tæller man den sammen, så er jeg ikke i tvivl om, at der stadig er en overvægt til hvide mænd, men det løses ikke entydigt ved at slå disse oven i hovedet, hvilket dybest set er det identitetspolitikken formår, da den ikke har til formål at udviske forskelle, men derimod at italesætte dikotomierne hvid-farvet, mand-kvinde, hetero-queer osv. som eneste strategi - altså at øge forskellene. Identitetspolitikken individualiserer således i bedste liberalistiske stil kampen fra at gå imod undertrykkende strukturer og kapitalisme til at gå mod enkeltindividet. Den hvide mand.

Skabelsen af den anden

Problemet med den nye identitetspolitiske strømning er nemlig, at den er racistisk i sig selv. Den definerer en befolkningsgruppe, som entydig undertrykkende og tillægger den motiver baseret på hudfarve, og benægtes dette, så er der det fantastiske lille herskergreb, at så er man bare ”privilegieblind” – uanset at man muligvis blot er uenig og uanset, at de fleste identitetskrigere er hvide akademikere selv, og i den grad privilegerede (og ofte uden kontakt til hverken dem de sviner eller dem de hævder at forsvare – ligesom kapital-logikerne i øvrigt).

Tillige er den dybt racialiserende overfor andre farvede, kønnede (osv). personer, der netop fastholdes i dette verdensbillede, hvor målet ikke er at udviske forskelle, men at dyrke dem mod deres eget ønske.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt har beskrevet holocaust og nazismen ud fra den banale skabelse af ”den anden”. Man tillægger den anden nogle kollektive træk, man dehumaniserer dem og sætter dem i bås. Det er nøjagtigt det, som racisme har gjort i århundreder. Det er dette, som vi ser herhjemme med skæren muslimer over en kam osv. Og det er det, som den nye identitetspolitik entydigt opererer med i form af den hvide mand og de hvide privilegier. Som da en midaldrende kvinde i EL forleden skrev til mig, at mange af hendes jævnaldrende kvindelige partikammerater har følt sig så undertrykt i årevis i EL, at nu gider de ikke mere pis og kæmper imod mændene (selvom de samme kvinder efter min bedste overbevisning har større indflydelse i EL, end de fleste enkelte mænd). Det interessante er her, at det er ”mænd” i ubestemt flertalsform og ikke politikken, som er genstand for kampen.

Afslutning

Vi kan givetvis skændes om dette til hudløshed. Mange synes sikkert, at jeg er en privilegieblind nar, og det lever jeg fint med. Min påstand er bare, at det største privilegie vi hvide mænd har, det er, at vi kan vælge at være skide ligeglade, når vi udsættes for racistisk (mod-)undertrykkelse. Ofte sker det nok ganske automatisk, at hvis man nok gange bliver beskyldt for alskens ulykker og undertrykkelse alene i form af sin farve og ikke sine handlinger, at så bliver man sgu ligeglad. Vores hudfarve kan vi jo ikke gøre ved, og jo mere skingert det bliver, jo døvere bliver folk som regel.

Jo mere folk sviner hinanden indbyrdes i uenighed om netop den må mene noget og den helt korrekte spidsfindige begrebsliggørelse af den nyeste queer-, appropriation- eller privilegieteori osv.  jo mindre venstrefløj. Tænk blot på debatten her på Modkraft om de der Østerbroungers pridefest og lorten de fik i hovedet bagefter, eller hadet i debatten om Djurs Sommerland for et par år tilbage, ja så har i svaret på en sikker nedgang for venstrefløjen.

Så ender det med halvfjerdsernes kapitallogikerkampe, hvor det hele bliver så virkelighedsfjernt for almindelige mennesker, som ikke kan se sig selv i de barske dikotomier. Og lur mig om det ikke også gælder en hel masse af dem, som identitetspolitikerne ellers hævder at forsvare.

Ligesom arbejderklassen aldrig købte kapitallogikken, hvorfor skulle farvede, religiøse eller seksuelle minoriteter og kvinder som flest så købe denne stereotypisering af deres egne mænd, brødre og sønner, hvis ikke de kan genkende det i virkeligheden?

En ørkenvandring venter sgu forude, hvis ikke man fatter, at venstrefløjspolitik er for vigtig til ikke at føre det sammen i stedet for imod hinanden. Og det værste er, at der kun er højrepopulismen til at samle den op, og det er vores egen skyld!