Derfor NEJ!

Op til afstemningen den 3. december er det påfaldende, hvor tavs jasiden har været om de store linier i afstemningen.  I stedet har vi set påstande om, at Danmark vil blive smidt ud af Europol og blive et fristed for kvindehandel og pædofili. Og ja, der er tale om skræmmekampagner, når det er et faktum, at Danmark i dag har samme eller endda strengere forbud mod kvindehandel og pædofili, end EU-direktiverne lægger op til og når intet tyder på, at vi ikke kan blive en del af Europol efter et nej. Enten ved at stemme isoleret om egentligt medlemskab af Europol eller ved at få en samarbejdsaftale i stand, som den senest Bosnien har forhandlet sig til, og som i øvrigt giver en væsentligt videre adgang til Europols databaser end den model, som Norge har valgt.

Andre gange forsøger de at reducere afstemningen til et spørgsmål om 22 retsakter, som i det store hele er ligegyldige al den stund, at effekten af dem er tvivlsomme enten fordi, at Danmark allerede har samme lovgivning eller fordi, at social dumping sker via små postkasseselskaber og ikke store forkromede multinationale selskaber med egen juridisk afdeling og talrige datterselskaber, som man kan kræve fordringer i.

Men hvad er så de store linier? Jo, kort sagt: Demokrati og retssikkerhed. Lad mig forklare.

Demokrati på skrump

Afskaffes forbeholdet, så betyder det, at vi overdrager al suveræniteten på det retspolitiske område til EU. Det er korrekt, at der kommer en tilvalgsordning, men de fire danske forbehold blev netop lavet som befolkningernes garanti mod, at unionsflertallet i Folketinget kunne gå videre, end befolkningen ønskede. Og at netop befolkningen havde det sidste ord ved folkeafstemninger. Den garanti bortfalder, hvis retsforbeholdet fjernes. Så vil der ikke blive afholdt flere folkeafstemninger, uanset hvordan retspolitikken i EU udvikler sig.

Det betyder, at et snævert jaflertal i Folketinget kan beslutte, at overdrage magten til EU stykke for stykke via tilvalgsordningen, hvilket vel kan lyde tilforladeligt nok. Det er jo derfor, at vi har valgt dem. Hagen ved det er bare, at magten ikke kan trækkes tilbage og at et nyt folketingsflertal efter et nyvalg ikke kan ændre lovene igen. På den måde indskrænkes den demokratiske spilleplade, som vore folkevalgte har bid for bid og befolkningens mulighed for at ændre på politikken ved at vælge et nyt flertal forsvinder.

Lad mig tage et konkret eksempel. Da Lars Løkke sidst var statsminister sænkede han den kriminelle lavalder til 14 år. Året efter hævede SRF regeringen den tilbage til 15. Dette havde ikke været muligt, hvis det var sket via EU-tilvalgsordningen. Og det er ikke et urealistisk scenarie, at den slags fremover bliver EU-lovgivning.

Mange tror, at japartierne har givet hinanden musketer ed på, at alle partier på jasiden skal være enige før magten kan overdrages til EU. Dette er ikke tilfældet. Man har udvalgt 32 retsakter, som man er enige om at tiltræde for de 22 vedkommende og afvise for de resterende 10, men for fremtidige forslag er der frit slag i bolledejen for et snævert flertal til at sige ja og dermed overdrage magten uigenkaldeligt til EU på det område.

Det er ikke småting, som er på vej i EU-systemet. I disse år harmoniseres retspolitikken med rygende hast. Jens Peter Bonde og Retspolitisk Forening har lige udgivet en bog, hvor de med hjælp fra Folketingets EU-oplysning identificerer hele 680 EU-love på det retspolitiske område. Og hele 192 nye love er på vej i EU-systemet.

Hvorfor er det så, at vi kun hører om 22? Og hvorfor hører vi ikke noget om, hvilke visioner jasiden så har for retspolitikken i EU, nu de med snævert flertal vil kunne overdrage magten til EU på hver af de 192 nye love og alle fremtidige? Fx er der meget vidtgående ting på vej med en overstatslig anklagemyndighed, der ligesom forbundsdomstolen i USA kan påtvinge landene at rejse efterforskning og føre sager? Hvad er Mette Frederiksens og Lars Løkkes visioner for dette?

Og hvordan vil Lars Løkke og blå blok i regeringskontorerne stille sig til de to kommende direktiver om sæsonarbejdere og koncernarbejdere, som vil åbne en ladeport for social dumping, når de efter planen skal træde i kraft næste år? Skal de tilvælges med et snævert flertal? Vi kender ikke svaret, for jasiden vil ikke forholde sig til det, men en ting er i hvert fald sikkert. De står ikke på jasidens negativliste over EU-love, som de på forhånd ikke vil tiltræde.

Åbenheden forsvinder

Et ja betyder også, at det demokrati og den åbenhed, som vi trods alt er vant til fra Folketinget forsvinder. Fremover bliver det afgjort i Europaudvalget – i værste fald på ti minutter bag lukkede døre og uden nogen former for høringer af interesseorganisationer eller de tre behandlinger vi er vant til fra folketingssalen.  Lad mig komme med et eksempel mere.

Herhjemme har vi en institution, som hedder Strafferetsrådet. Hver gang straffeloven ændres og eksempelvis strafferammerne for en bestemt type kriminalitet ændres, så skal Strafferetsrådet udtale sig, så man sikrer, at de enkelte strafferammer står i et passende proportionelt forhold til hinanden og retssikkerheden bevares. Fx skal lommetyveri ikke straffes lige så hårdt som drab. Det ryger fløjten, hvis retsforbeholdet fjernes og magten ryger til EU bag lukkede døre i Europaudvalget. En lignende tradition findes ikke i EU, hvor der i øvrigt lovgives om flere og flere strafferammer og minimumsstraffe.

Mediernes dækning, som ofte modnes og skærpes mellem de forskellige behandlinger i folketingssalen vil også få svære, om ikke umulige kår, når denne åbenhed og de gentagne behandlinger forsvinder. Tænk blot på Dongsalget, som eksploderede kort før den endelige behandling i Folketingssalen, men ikke ved de foregående udvalgsmøder eller første behandling i salen. Vi er kort sagt inde i kernen ved mediernes mulighed for at skabe en kritisk offentlighed, uagtet at det tilsyneladende er gået selvsamme mediers næse forbi.

Rumænsk retstilstand?

Også retssikkerheden får et ordentligt skud for boven, hvis forbeholdet forsvinder.  En meget stor del af EU’s retspolitik bygger nemlig på princippet om gensidig anerkendelse af domme og afgørelser. I dag kan en dansker eller herboende udlænding sagtens blive udsat for, at et andet land beder om en udlevering, eller at huset ransages eller telefonen aflyttes. Men det kræver i dag, at en dansk domstol skal vurdere mistankegrundlaget. Kort sagt, er der nok indicier til, at den slags indgreb i privatlivet kan retfærdiggøres. Dette sikrer retssikkerheden.

Fremover betyder en af de 22 EU-love, Den Europæiske Efterforskningskendelse, at denne domstolsprøvelse herhjemme i langt de fleste tilfælde bortfalder. Så skal danske myndigheder ”uden yderligere formaliteter” anerkende afgørelsen fra fx Rumænien, uanset at disse talrige gange er dømt for manglende retssikkerhed ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol, og uanset om der er forskel på, hvad der er lovligt eller ulovligt i de enkelte lande.  Her har Tænketanken Justitia faktisk også været på banen med en kritik.

Tvivlere?

Er du forvirret, så kan jeg godt forstå det. Jeg kan også godt forstå, at der er mange tvivlere og sågar også, at nogen hælder til et ja. Vi hører stort set kun tomme proklamationer fra jasiden, som er designet til at give en god følelse, hvis man liker det på Facebook, eller sætter krydset ved ja. Hvem er ikke imod menneskehandel eller pædofili? Men det er bare ikke det, vi stemmer om.

Vi stemmer derimod om en ganske stor indskrænkning i demokratiet og retssikkerheden. Og vi stemmer om et område i rivende udvikling i EU uden, at jasiden har fremlagt blot en eneste vision for, hvordan de vil forvalte den magt, som de beder om og hvor langt de vil gå med at overdrage EU magten. Alene det burde være nok til at sige tak for tilbuddet, men Nej tak! 

Ovenstående har været bragt i Information i en væsentligt forkortet udgave. Er I enige, så husk at dele og husk at overbevise mindst 3 tvivlere inden torsdag :-)

-/Jakob 

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.