Gigantisk selvmål

Skuffelse, vrede og frustration. Det må være nøgleordene efter gårsdagens finanslovsdrama. Og sikke er selvmål fra regeringen. Med et slag er Lars Løkke rehabiliteret. Med et slag er GGGI glemt, og med et slag er Enhedslisten og troen på bare en smule anden politik sendt til tælling. Er det så Enhedslistens skyld?

Nej, vi har sgu bukket og skrabet og gået på kompromis. Vi har haft adskillige HB-møder, hvor jeg synes, at vi var for kompromissøgende, og virkeligheden er da også, at vi har forsøgt alt muligt for at kunne leve op til årsmødevedtagelsens krav til en finanslov om et brud med den førte politik. Det kan vel summeres op sådan her:

Regeringen ville ikke redde de mange tusinder, der falder ud af dagpengesystemet.

Regeringen ville ikke løse de problemer, den har skabt med kontanthjælpsreformen.

Regeringen ville ikke engang skabe 8.000 jobs i den borgernære kommunale velfærd.

Regeringen ville ikke indføre kædeansvar.

Regeringen ville ikke give et endeligt løfte om sociale klausuler.

Regeringen ville ikke bryde et eneste af deres blå forlig til højre i salen.

Regeringen ville ikke ændre kurs.

Alligevel forhandlede Enhedslisten videre.

Vi forhandlede og vi forhandlede og vi søgte og strakte os i deres retning hele tiden. Men hvorfor kunne vi så ikke blive enige?

Regeringen ville IKKE indføre sociale klausuler, som vi arbejdede på til det sidste. Det på trods af, at det var et hedt ønske hos fagbevægelsen og flere socialdemokratisk ledede byråd har indført det. Når fagtoppen jamrer nu, så skulle de måske huske dette?

Derudover ville regeringen IKKE give et løft til de ældre via rettigheder. De ville gerne betale, men kun i en puljeordning, hvor kommunerne skal søge, og afrapportere og kontrolleres og halleluja en masse bureaukrati og djøfjobs, det ville skabe.

Enhedslisten foreslog i stedet for, at de blev skrevet ind i serviceloven som rettigheder, hvor kommunerne ikke bagefter kan spare den væk, og hvor den ældre selv bestemmer om det går til bad eller anden pleje jf. reglerne om fleksibel hjemmehjælp.

Det foreslog vi, da regler skrevet ind i serviceloven er eneste mulighed for at undgå fremtidige besparelser på disse og det skal ikke ses som et indgreb i det kommunale selvstyre, men derimod et lokalt værn mod de EU- og regeringsdikterede sparekrav, som kommunerne er underlagt via budgetloft, KL-aftaler, Finanspagt osv.  Og så foreslog vi det fordi, at sidst vi fik puljeordninger (500 mio. til pædagogisk personale), så blev pengene brugt til alt muligt andet. Brændt barn skyr som bekendt ilden.

Når de socialdemokratiske vestegnsborgmestre brokker sig over rettighedsdiskussionen, så er det altså alene fordi, at de fremover ville begrænses i deres muligheder for besparelser, hvis vi havde fået vores vilje. I forvejen findes den slags rettigheder på det sociale område og her virker de netop som et værn mod nedskæringer og ingen kunne drømme om at foreslå dem fjernet for at sikre det kommunale selvstyre. Det er rent nonsens! 

Men også her forsøgte vi til det sidste at foreslå kompromisser og længere indfasninger, opfordringer til regeringen om at finde nye måder at sikre rettighederne, hvis ikke det skulle være serviceloven og bla bla bla. Vi prøvede sgu. Og sågar længere end jeg ønskede det, for what it’s worth. 

Så kom de med et forslag kvart i tolv om at øge fradraget på faglige kontingenter. Et ønske som vi ikke havde fremsat, men som vi støttede. Det gjorde vi af to årsager. 

1) begrænsningerne i fradraget under Fogh var en gave til de gule, som vi gerne ville rulle tilbage, da det kan hjælpe fagbevægelsen til højere organisering, og 

2) Ideologisk set, så kan kapitalisten trække sine maskiner fra i skat, så bør arbejderen også kunne trække sit arbejdsredskab, sin fagforening, fra i skat. 

Men når det er sagt, så er det ikke et krav, som jeg vægter særligt højt. Det er og bliver en skattelettelse, godt nok bedst i bunden og ideologisk rigtig, men immervæk en skattelettelse, hvor vores fokus var på velfærden. 

Nu endte det så med en blå finanslov og total rehabilitering af Lars Løkke, og nej, Corydon, den er ikke rød. Den fremrykker erhvervsskattelettelser og øger beskæftigelsesfradraget, hvilket er med til at presse lønnen ned ved at øge forskellen på dem udenfor og indenfor arbejdsmarkedet. Det er ren udbudsorienteret økonomisk politik. Og det ændres ikke af, at nogle af deres oprindelige forslag var med. 

Hvad så nu? 

Tja, Enhedslisten får tæsk i medierne og de socialdemokratiske fagtopper, som længe har ventet på at daske opkomlingen ned, har fået deres lejlighed til det. Det sidste ærgrer mig nok mest. 

Enhedslistens mange græsrødder såvel som hele partiet har længe arbejdet på, at gøre EL til en betydende faktor i fagbevægelsen. Det er vi måske stadig lokalt, men vi har fået alvorlige ridser i lakken centralt. Men også lokalt er vi udfordret og mange af mine kollegaer er rasende, selvom det hjælper, når de får den virkelige historie. 

Sandheden er, at vi blev fravalgt igen, og at regeringen valgte det helt bevidst. De var pisse bange for rettigheder, som kunne danne præcedens. De ville ikke sociale klausuler, selvom det er socialdemokratisk politik, og de gennemfører en totalt massiv spinkampagne, som er svær for os at imødegå. Men ved gud, hvor vi forsøgte og var kompromisvillige på ufatteligt mange områder.

Det kommer sikkert til at koste i målingerne alligevel.  Men jeg er faktisk stolt af, at vi stod fast alligevel. Hvis bolden var så tæt på mål, at vi bare skulle sparke den ind, som regeringen siger, så kan man med lige så god ret spørge, hvorfor pokker regeringen blæste kampen af og stillede sig i vejen for at trille den det sidste stykke ind? Det var deres valg, og deres ansvar. Og Lars Løkke blev vinderen! 

Det ved Holger K. selvfølgeligt godt og det var derfor, at han så så beklemt ud der foran glasdøren, mens Løkke, Barfod og Brian Arthur grinede højt. Man kan spørge sig selv, hvad pokker SF laver i den regering? 

For Enhedslisten bliver den næste tid svær. Mister vi hele momentum fra kommunalvalget? Kommer der en protestreaktion mod S-SF ligesom sidst vi blev vraget? 

Under alle omstændigheder, så har de mange nyvalgte i byrådene, vores folketingsgruppe og alle os medlemmer en kæmpe opgave med at imødegå spinnet og forklare os og få sandheden ud til vælgerne og ikke mindst fagforeningerne. Og indtil videre, så synes jeg faktisk, at Johanne og co. har gjort det godt. 

Jeg er ærgerlig, men jeg skammer mig sgu ikke. Tvært imod!