Enhedslisten: Den Ægte Vare?

FÅ NU SKABT ALTERNATIVET!

Nu sker det! Det længe ventede årsmøde i 25-året for Enhedslistens dannelse. Det er ren og skær showdown med principprogrammet som stridspunkt.

Dommedagsprofeterne har stået i kø for at afsige den endelige dødsdom over det revolutionære Enhedslisten. For kan man tage slagsmålene og dødsduellerne på ord for gode varer, så er Enhedslisten blevet kapret på åbent hav af de reformistiske og venstrereformistiske pirater. (Læs: reformist (socialdemokrat) = klasseforræder; venstrereformist (SF’er) = klasseforræder, blot lidt senere end reformisten).

Efter de bedste konspirationsteoretiske koncepter, er der blevet slået stort brød op, der forsøger at føre bevis for, at partiledelsen har masterplanen, der skal gøre Enhedslisten til Socialdemokratiet 3.0, eller SF 2.0, med alle de katastrofer til følge, som er velkendte på reformismens gennemrejse i arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie: administration af kapitalisme – og ikke kapitalismens afskaffelse.

Eller som Internationale Socialisters chefanalytiker skriver: ”På årsmødet i maj vil EL formentlig vedtage et principprogram, der har skrevet enhver meningsfyldt betydning af begrebet "revolution" ud af sit perspektiv. Det efterlader de revolutionære i EL uden revolutionær organisering – ikke kun i praksis, men også på papiret.”

Her er ikke kun tale om en mekanisk determinisme, men om en absolut determinisme. At det intet har med marxisme at gøre er ligegyldigt for de rettroende og ortodokse. Blot forudsigelserne passer ind i deres verdensbillede og intropjecer, så er alt godt.

Men udover at læsningen er fejlagtig, så er læsningen også på grænsen til skadelig forkert.

At der så fyldes op med motivforskning, stråmandsargumenter og forhåndsdiskonteringer, betyder intet. Når bare de rettroende kan opnå tryghed, vished og sikkerhed i deres verdensbillede fra det 20.århundrede, så skabes den lykkefølelse, som surmuleretten altid giver. For dem af os der var her, da venstrefløjen sidst havde succes, vækker det minder om, at massiv fremgang og succes faktisk skaber mere grobund for splid, ævl, kævl og frustration – fremfor mere samling, enhed og fælles retning i kamp og analyse.

Hvad er Enhedslisten?

Diskussionen om, hvad Enhedslisten er for et parti 25 år efter dets dannelse, har været stort set fraværende og som regel kun ført som en stedfortræderdiskussion med flere tautologier end analyser. Med mere ortodoksi end heterodoksi.

Enhedslisten forsøger i realiteten at blive et parti i det 21. århundrede og lægge det 20. århundrede bag sig.

Et af de store problemer med det gamle principprogram var, at det i realiteten var formuleret ind i de Komintern-inspirerede partiers logikker – altså DKP, VS, SAP og KAP. Udgangspunktet er, at de analysemodeller og de forståelsesrammer om (pr. stedfortræder) en ”leninistisk” partiopfattelse, har vist sig ikke at kunne holde vand, eller kunne udgøre et troværdigt og attraktivt alternativ for arbejderklassen og andre, der vil verden uden kapitalisme.

Problemet er, at den yderste venstrefløj ikke har produceret noget nævneværdigt i 30 år: ingen analyse af kapitalismens udvikling; ingen analyse af nyliberalismens reformationer af klassesamfundet etc. etc. – andet end til en lille, snæver kreds.

Som David Harvey formulerede det i Information den 10.maj: ”Venstrefløjen har ikke udviklet visioner for alternativer. Folk spørger med god ret, hvor er alternativet, hvad er jeres bud?”

En ny hybrid

Enhedslisten har over årene udviklet sig mere i retning af at være noget andet, en ny type parti, som i realiteten ikke kan grupperes, hverken som reformistisk/socialdemokratisk, venstrereformistisk/SF’ agtigt, eller revolutionært (bolsjevistisk?).

Enhedslisten er en ny hybrid, som i realiteten er ved at finde sin nye platform i det 21. århundrede på linje med: SYRIZA, Front de Gauche, Die Linke og Izquierda Unida.

Der er i hele Europa skabt enorme manøvremuligheder til venstre for socialdemokratiet, på grund af socialdemokratiets ideologiske, politiske og økonomiske omfavnelse af nyliberalismen og endegyldige farvel til reformismen. Det er det manøvrerum, som Enhedslisten skal være med til at udfylde.

Hvad partiet i realiteten ender op med at være, og hvad man skal putte på af etiketter, må fremtidens klassekamp vise. Det der er afgørende er, at det i sin essens har en socialistisk dagsorden og har et nuanceret marxistisk fundament. 

Enhedslisten er overhovedet ikke et ”leninistisk parti” og bliver det aldrig. Mislæsningen af Lenin har været en hofdisciplin for diverse stalinistiske og trotskistiske organisationer igennem tiden – det gælder også i Enhedslisten. Men mere kontroversielt: Enhedslisten skal heller ikke definere sig som et revolutionært parti. Vi er et radikalt venstreorienteret socialistisk parti, som i realiteten forsøger at give et modsvar på den udvikling, der er. Man behøver hverken at kende til Marx, Lenin og Trotskij, eller have læst Curt Sørensens Stat, Nation, Klasse – selvom det hjælper på forståelsen af verden, kapitalismen og vores alternativer. 

Der er en sejlivet fejlopfattelse på den revolutionære del af venstrefløjen af, at de og deres ”partier” er arbejderklassens fortrop. Det er ikke de revolutionæres rolle at være fortrop i arbejderklassen. Det er de revolutionæres rolle at forholde sig til fortroppen, der konfronterer kapitalismen – og udvikle socialistiske ideer som resultat heraf.

Enhedslisten er i min optik IKKE et revolutionært parti. Det kan godt være, at det står i det gamle principprogram, og indtil det er udskiftet, så vil den hårde kerne i Enhedslisten opfatte sig selv som et revolutionært parti. Det er jo det, den her principprogram-diskussion handler om pr. stedfortræder. Det er linjekamp, og det er et forsøg på at slå partiledelsen oveni hovedet. Og dér er en lille hård kerne af folk, som tilhører den revolutionære fløj i Enhedslisten. Jeg opfatter mig selv som sådan, men jeg føler ikke, at jeg har noget fællesskab med dem, der er de højtråbende fra denne gruppe.

Men det der er interessant, er, at ud af de 10.000 medlemmer vil jeg vove den påstand, at mellem 8.000 og 9.000 af dem overhovedet ikke er revolutionære. De har ikke det ideologiske bagtæppe, som den lille revolutionære venstrefløj har. Det store flertal af medlemmerne har slet ikke det begrebsapparat – den doktorgrad i marxisme, der skal til for at forstå det gamle principprogram.

De er først og fremmest hos Enhedslisten, fordi de er indignerede over, hvordan samfundet og verden udvikler sig – og de vil være med til at forandre den verden. Og det er deri, man skal forstå, at vi er en ny type parti, som ikke kan grupperes indenfor de gamle termer.

Problemet med venstrefløjen er ikke, at den ikke er seriøs, barsk og alvorlig nok. Problemet er, at den ikke tager sig selv alvorligt nok til at foretage de nødvendige ændringer i sin politiske praksis. Den tør ikke vedstå sig sin historiske arv og opgave i en moderne nutidig kontekst. Der er bare for meget 20. århundrede over venstrefløjen i det 21. århundrede.

Vi kan godt være markante, skarpe, præcise og ideologiske, uden at være bange for at blive hørt uden for vores egne cirkler. Masseeksponering og massekommunikation i et moderne sprog, ville ikke betyde enden på en pulserende socialistisk kritik af kapitalisme eller nyliberalismen. Tværtimod.

Vi skal ikke gentage fortidens fejltagelser

Alle på venstrefløjen er forpligtet til at opbygge en bedre, mere inkluderende og demokratisk kultur på venstrefløjen. Vi gider ikke gentage skyttegravskrigene mellem forskellige venstrefløjspositioner og grupper fra 60'erne, 70'erne og 80'erne.

Men venstrefløjens forsatte brug af sprog, retorik og jargon fra det 20. århundrede udstiller, at venstrefløjen ikke har forandret sig synderligt, selvom verden, kapitalismen og specielt de mennesker vi vil i dialog og fælles kamp med i særdeleshed er forandret.

Hvis venstrefløjen er uklare med sit sprog og sine ord, vil vi ikke kun tale forbi hinanden på venstrefløjen, men også tale for døve øren hos dem, vi vil forandre verden sammen med.

Tiden vil vise, om den revolutionære venstrefløj her til lands og internationalt vil formå at bedrive selvransagelse, selvkritik og foretage nødvendige forandringer. I modsat fald vil de være henvist til historiens sidelinje. Her kan den revolutionære venstrefløj så have de ”rigtige analyser” og tilfredsstille sig selv med at fortælle alt og alle, at den har ret, og at alle andre tager fejl. Men den kan aldrig bevise det, for det vil den ikke have styrke til, og ingen andre gider lege med den.

Enhedslisten er kommet langt i sin modernisering. Men der er stadig lang vej og de kommende år vil vise om Enhedslisten og resten af venstrefløjen vil være i stand til at træde ind i det 21. århundrede.

Hvad går vi ind for?

Klar strategisk retning er ikke nok. Klare socialistiske visioner er også nødvendige. Hvis vi seriøst vil et radikalt socialistisk alternativ, skal vi kunne tale om det. Vi skal kunne beskrive, hvad vi går ind for, ikke kun hvad vi er imod. Vi har brug for at blive “increasingly specific and practical about the socialist alternative to capitalism, building organisations and movements that can develop mass consciousness and mass struggles capable of bringing about that alternative." 

Jeg ønsker derfor mine partikammerater et særdeles godt, konstruktivt og fremadrettet årsmøde. Alle i delegerede, er alle os menige medlemmers tillidsrepræsentanter. Vi er 10.000 medlemmer, men partiets retning og mulighed for at udvikle sig et reelt masseparti, der er arbejderklassens naturlige første valg, ligger i jeres hænder.

Det har taget os 25 år, at nå hertil. Ødelæg det nu ikke ved at fokusere på det, der adskiller os, men på det der samler os: ønsket om en verden uden kapitalisme, krig og undertrykkelse.

For Enhedslisten er den Ægte Vare!