- Et opråb til socialister udenfor Enhedslisten og til medlemmer der føler sig fristet til at blive partiløse.
Skrevet af: Helge Bo Jensen og Jonathan Simmel
Igennem de seneste år har vi været vidner til, at en række gode politiske kammerater har sagt farvel til Enhedslisten, da de ikke længere mente, partiet stod for deres traditionelle grundholdninger, og var drejet til højre.
Igen i de sidste par uger har vi set flere kammerater vinkel farvel til partiet.
Vi forstår til fulde de frustrationer, man til tider kan have over de politiske partier, og vi forstår især, den frustration der kan ramme medlemmer af Enhedslisten, når man føler, at ”ens eget parti svigter”.
Men helt grundlæggende begår man eklatant fejl som socialist, hvis man vender Enhedslisten ryggen og bliver partiløs.
For selvom ”Enhedslisten” ofte bliver vurderet på baggrund af dagspressen og de politiske udmeldinger, så er partiet meget mere end det. Partiet er samlingen af over 9.000 politiske kammerater. Partiet er politiske udvalg, som præsenterer det ene progressive udspil efter det andet, mens de diskuterer strategier og forsøger at påvirke relevante bevægelser. Partiet er faglige netværk, som forsøger ikke bare at styrke deres fag og diskutere faglige krav – men også helt konkret forsøger at ændre magtpositionerne i forhold til fagbevægelsen inden for hvert deres område. Partiet er 108 selvstændige lokalafdelinger, der slås for store og små forbedringer, som laver politiske udspil og lokale kampagner, og som forsøger at rejse systemkritiske sager og spørgsmål.
Ja, partiet er sågar mindst 30 millioner kroner om året direkte til kampen for et andet samfund.
Kigger vi blot på den sidste måneds tid, så har vi set demonstrationer mod velfærdsnedskæringer i mere end 40 kommuner – udløberen af demonstrationerne 12. maj - demonstrationen på folketingets åbning arrangeret af ”Bekæmp Fattigdom NU”. Vi har set manifestationen i forbindelse med retssagen mod 4 personer tiltalt for menneskesmugling i forbindelse med at hjælpe flygtninge til Sverige sidste efterår. Vi har set en større faglig konflikt omkring Axel Towers i København, og senest så vi d. 13. oktober de store protester mod SU-forringelserne og nedskæringerne på uddannelsesområdet - .
Fælles for disse markeringer er, at aktive medlemmer af Enhedslisten har spillet afgørende roller i dette, og Enhedslistens har været det parti, som har haft de stærkeste link til både organisatorerne men også til aktivisterne i disse markeringer, det kunne selvfølgelig sagtens blive meget bedre, men det kræver at nogle kæmper for også at fokusere mere af Enhedslistens energi på dette, disse manifestationer sker ikke af sig selv.
Ét andet fællestræk er, at ingen af disse manifestationer kan stå alene!
Kampene i samfundet og i arbejderklassen vil altid bølge frem og tilbage, og de vil ofte fremstå som spontane reaktioner på den samfundsmæssige udvikling.
Hvis disse skiftende kampskridt ikke blot skal løbe ud i sandet, hvis kampene skal forbindes og bredes ud til større grupper end de direkte berørte (hvad enten det er en lokal faglig konflikt, en retssag, en SU-demonstration, eller en fattigdomsbevægelse), så kræver det en organiseret politisk kraft.
En kraft som kan opsamle disse kampe, koordinere dem og binde dem sammen, som kan lære af erfaringerne og sikre at presset fastholdes indtil der er vundet terræn.
På samme måde kræver det et politisk parti, som kan bruges til at sætte fokus på disse kampe. Som kan løfte bevægelsens krav og gå skridtet videre med en kritik af systemet bag.
Derfor er der også i dag behov for Enhedslisten – og Enhedslistens styrke afhænger af, hvor mange der indgår i fællesskabet, bidrager med erfaringerne, deltager i kampene og påvirker partiet i denne retning.
Men sandheden er jo også, at vi godt ved, at alting ikke er lyserødt (hvilket vel er en god ting når det kommer til politik?) – Enhedslistens har også sine fejl og mangler, det ville være naivt at påstå andet – og vi er pinligt bevidste om, at de argumenter folk kaster efter partiet, når de vælger at melde sig ud, ofte er ganske korrekte argumenter.
Men uanset hvordan man vender og drejer sagen, så har Enhedslistens stadigvæk et fortrinsvist intakt medlemsdemokrati. Et medlemsdemokrati der ganske vidst er under pres og udfordret af en række faktorer. Herunder den store medlemsvækst, en øget professionalisering, et større apparat og en mediedagsorden hvor Christiansborg gøres til verdens navle for alt politisk udvikling - med alt hvad der dertil hører. Vi ved at dette sammenholdt med indsnævrede fora for medlemsdebat, desværre ofte betyder, at kun den lille del af partiet, den del som har en privilegeret adgang til medier, dermed kan sætte rammerne og retningen for debatterne, både internt og eksternt. Dette betyder ikke kun en skævvridning af debatten, men også en større grad af ensretning – internt og eksternt - hvor pladsen til politisk forskellighed desværre kommer under pres. Hvis dette så på samme tid konflikter med politiske synspunkter man er uenig i, så er det let at tage konsekvensen og pakke sine ting og gå.
Men det ændrer ikke ved, at det formelle medlemsdemokrati i Enhedslisten er fortrinsvist intakt, og hvis der er noget partiets base værner om, så er det medlemsdemokratiet og de demokratiske principper. Det er blevet påvist på årsmøde efter årsmødet, hvad enten det handler om fjernelse af mindretalsbeskyttelsen til HB valg, udhuling af rotationsordningen i forhold til folketinget eller andet.
Dermed er forudsætningerne for at påvirke partiets retning tilstede i Enhedslisten, og dermed ryger alle socialisters undskyldninger for at melde sig ud uden at forsøge at tage denne politiske kamp internt først.
Hvis man mener noget med sit politiske arbejde og igennem det vil ændre samfundet, så bliver man nødt til at søge kollektiver at forsøge at ændre det med. Enhedslisten er det kollektiv og den organisation der har styrken, potentialet, grundholdningerne og medlemmerne til netop dette.
- Derfor kammerater – Kom nu tilbage ind i kampen, og kæmp sammen med os! – Vi forandrer ikke denne verden hver for sig!