De sociale medier kogte i dag over da det kom frem at Movia har godkendt en annonce på deres busser fra Danskernes Parti.
Hovedparten af debatten fokuserer selvfølgelig på hvordan det kan gå til at det busselskab som for et år siden afviste en reklamer omkring boykot af varer fra de besatte palæstinensiske områder, nu tillader reklamer for et parti, som ikke bare kædes direkte sammen med voldelige højrefløjsgrupper, men også karakteriseres af førende eksperter som et nazistisk parti, og som i hvert fald ikke lægger fingre imellem når de beskriver hvilke grupper der skal hjemsendes, og at de arbejder for et ”Danmark for danskerne”
Mest kendt er selvfølge frontpersonen, Daniel Carlsen, som blandt andet har brilleret med udtalelser om at Hitler var et forbillede, at han stadigvæk har sit første jødedrab til gode, mm.
Ytringsfrihed?
Det er selvfølgelig bekræftende at en lang række danskere reagerer instinktivt med forargelse over at Movia tillader denne type reklamer – f.eks. ved noget så uskyldigt som at påpege Movias egne regler i forhold til at annoncer ikke må være diskriminerende med hensyn til køn, race, religion, nationalitet mm., eller krænke personer eller politiske/religiøse overbevisninger.
På trods af dette er der grupper som forsvarer beslutningen under den højthellige ”Ytringsfrihed”, og ved første øjekast kunne dette måske også have været en interessant debat. – Det er jo en fortrinsvis traditionel debat blandt venstreorienterede, når vi f.eks. diskuterer forbud mod Gyldent Daggry i Grækenland.
Det er også standartforsvaret når SF's Jens Mandrup (politisk udpeget medlem af Movias bestyrelse) skal forklare hvorfor man ikke skal forbyde den slags reklamer.
”Det handler om ytringsfrihed. De har lov at reklamere som andre politiske partier. Vi tillader politiske reklamer, og så kan vi ikke gøre os til dommere over, hvilke reklamer der er okay og ikke-okay.”
Og personligt vil jeg også mene, som udgangspunkt, at forbud er en forkert vej at gå, uanset om vi snakker nynazistiske grupper, religiøse fundamentalister eller andre – blandt andet fordi det er min vurdering at det er lettere at bekæmpe disse i den offentlige debat, fremfor når meningerne florerer i det skjulte.
Men hvis man tror diskussionen om annonceringer og reklamepladser handler om ytringsfrihed – så har man grundlæggende misforstået begrebet.
Ytringsfriheden handler om alle menneskers ret til at ytre sig, sige deres mening, bidrage til samfundsdebatten, kritisere magthaverne mm.
Ytringsfriheden har ALDRIG handlet om retten til at de største pengepunge skal kunne købe reklameplads alle steder i byen! – Tværtimod har venstrefløjen traditionelt stået for det modsatte!
Det svare til at påstå at forsamlingsfrihed - handler om retten til at leje en konferencesal!
Det siger noget om SF's degenerering og højredrejning at de nu gør det til deres fineste mærkesag at det offentlige rum skal kunne købes af alle – hvis denne holdning skulle nærme sig noget konsistent, så burde selvsamme SF starte arbejdet for at udbyde endnu mere af pladsen på vores kollektive transport, skoler, offentlige bygninger, mm., til reklamer for såvel alle typer politiske grupperinger, som for alle former for multinationale selskaber.
Så selv hvis de fremtrædne SF'ere ikke kan se problemet i at levere offentligt ejet reklameplads til en nynazistisk gruppe, så burde en enhver rest af antikapitalistisk DNA i deres bagland minde om at det ikke er en særskilt sejr at værne om retten til at købe sig til reklamer i det offentlige rum.
”Jeg vil dø for at bekæmpe dine meninger - men jeg vil kæmpe for din ret til at have dem” – omskrevet citat