Annonce

9. juni 2015 - 11:00

Den forkerte debat

Jeg indrømmer blankt at jeg er farveblind. Endda ”rød-grøn farveblind” som det hedder. Det betyder at jeg har svært ved at skelne mellem farvenuancer. Som f. eks blå og lilla og rød og grøn. Engang kom jeg til at købe en lyserød Eastpak-rygsæk som jeg så gerne ville have var lyseblå. Det var sgu pinligt i skolegården. Men heldigvis handler politik ikke om farver – selvom jeg ikke er den eneste der også har svært ved at se de politiske forskelle i farvenuancerne.

På trods af farveblindheden går jeg dog ned og stemmer. Men når jeg den 18. juni sætter mit kryds på samme måde som jeg vælger avis, nemlig ved at vælge ”den mindst ringe”, så er det et valg uden illusioner. Jeg tror ikke at meget (om noget) bliver bedre af at S beholder regeringsmagten, tværtimod synes jeg der er meget der peger på at det faktisk bliver værre hvis man kigger på hvad S rent faktisk går til valg på og ikke på hvad de historisk har syntes. Min stemme er dog en anerkendelse af at mens der på det overordnede plan ikke er nogen ideologisk forskel mellem S og V, så betyder det selvfølgelig noget i praksis, djævlen er som sædvanlig gemt i detaljen.

Hvem af dem er den blå blok?

Men jeg stemmer ikke på ”rød blok”, for denne findes ikke i mine øjne. Og jeg mener at det er vanvittigt problematisk at folk fra venstrefløjen italesætter de tre partier som en rød blok, fordi det både er politisk og faktuelt forkert, men ikke mindst fordi det vil give endnu mere massivt bagslag hvis denne blok vinder valget og fortsætter med at føre borgerlig og liberalistisk politik. Det vil gøre den allerede store apati på venstrefløjen endnu større. Op til sidste valg i 2011 foregik der en massiv venstredrejning af befolkningen – denne var allerstørst da S og SF præsenterede deres fælles programmer for ”Fair løsning” og *Fair forandring”, hvor S+SF+Ø kunne mønstre flertal alene uden om de andre partier. Denne venstredrejning blev tabt inden valget og derouten er fortsat – og vil fortsætte så længe såkaldt røde partier fører højreorienteret politik og der ikke eksisterer en reel opposition mod dette. Valget denne gang handler derfor om meget mere end det parlamentariske cirkus.

 Den forkerte debat

Mens mange kammerater på venstrefløjen har travlt med at kritisere ”Stem ikke”-kampagnen ud fra både politiske og moralske argumenter, så synes jeg at det væsentligste problem ved den kampagne er at den skygger for den reelle og vigtige diskussion: Hvad fanden gør vi efter valget? Men samme kritik kan (og bør) med rette rettes mod Enhedslistens valgstrategi der ikke peger længere frem end valgdagen.

Egentlig burde det være nemt nok. Hvis Lars Løkke vinder valget er det bare med at kæmpe imod den syndflod af forringelser der vil komme fra den kant. Og S og fagbevægelsen vil være lidt på mærkerne og måske også være med til at skabe udenomsparlamentarisk pres. I den situation handler det ligeså meget om at opbygge bevægelser som at give disse retning.

Vinder Helle Thorning derimod, så har venstrefløjen et afgørende problem. For i den situation, så kan man, hvis man husker på erfaringerne fra de sidste fire år, ikke forvente at fagbevægelsen gør andet end at logre med halen og pænt sætte sig til forhandlingsbordet og bagefter bakke op om alt hvad der her bliver dikteret.

Og det er i denne situation at venstrefløjen, og især Enhedslisten, skal stå sin prøve. Enhedslisten har gjort det overordnet elendigt politisk de sidste 4 år (der er blevet slugt flere og større kameler end hvad godt er og vælgerfremgangen er i mine øjne mere et fravalg af andre partier end et egentlig tilvalg og stærkt båret af SF’s nedsmeltning og derudover har S+R dygtigt udmanøvreret Ø’s princip om at stemme imod ”den mindste forringelse” ved at lade højrefløjen overbyde deres egne udspil i forringelser) ved reelt ikke at præsentere et både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk alternativ. Seneste eksempel er i denne artikel hvor der bliver svaret undvigende på hvorvidt man har brudt sit eget løfte om kun at ville holde hånden over en S-ledet regering hvis denne førte en anderledes politik end VKO – man fremhæver simpelthen bare de ting man har gået gennemført, uden overhovedet at nævne alle de massive forringelser SR-regeringen har stået for og som man de facto har understøttet. Det er måske smart i en valgkamp, men realpolitisk og ideologisk er det en katastrofe, og taktikken ligner lidt for meget SF’s naive teatertorden om egne bedrifter hver gang der var kritik af partiets politiske kompromiser.

Samtidig har Enhedslisten svigtet markant i forhold til det udenomsparlamentariske, selvom jeg godt ved at masser af enkelte af Ø-medlemmer gør hvad de kan, kritikken er ikke rettet mod jer, men mod partiet som helhed. Man har groft sagt siddet og ventet på at nogle andre skulle gøre arbejdet, selvom man har 12 fuldtidsaktivister og professionelle politikere til rådighed, samt et sekretariat med 30+ ansatte og økonomiske midler der kunne batte. Tænk hvis meget af det apparat var blevet brugt til at skabe noget af det pres udefra som Enhedslisten samtidig savner ved forhandlingsbordet. Derudover har Enhedslisten lagt sine lod i fagbevægelsens kurv og ventet på at denne kom på banen. Problemet ved denne strategi er at den kongelige danske fagbevægelse ikke kommer på banen af sig selv. Den skal presses nedefra. Og måske er den ikke så vigtig når man selv har apparat som Ø.

 Hvad må der gøres?

Allerede efter forløbet omkring skattereformen i 2012 skrev jeg dette åbne brev til Enhedslisten, hvor jeg redegjorde for partiets mulighed og ansvar for at opbygge en opposition til den nyliberale politik. Den mulighed har partiet ikke udnyttet – desværre. Jeg vil dog opfordre partiet til at forstå at hvis man vil hjælpe både sig selv, den befolkning man hævder at repræsentere og venstrefløjen generelt, så er man nødt til at opbygge en ikke-partipolitisk opposition til ny-liberalismen. En opposition der kan lægge det udenomsparlamentariske pres man mangler for at skabe progressive forandringer. Hvis ikke Enhedslisten er deres ansvar bevidst og venstrefløjen begynder at diskutere hvad der skal ske efter den 18. juni i stedet for hvad man skal stemme, så bliver det fire mørke og lange år uanset hvem der vinder valget og hvor mange der ikke stemmer…

 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Annonce