Annonce

1. juni 2015 - 10:18

Hæv den kriminelle lavalder til 18

 ”Fuck mand – kan du godt læse alle de bøger der?”. Spørgsmålet kom bag på mig, for jeg synes nu at jeg havde holdt lidt igen inde på fængselsbibliotekets hylder. Ahmed (hvis virkelige navn jeg ikke husker) så undrende på mig. Jeg havde favnen fuld af bøger og havde kun taget det allermest nødvendige til den næste uge og havde ikke set et bibliotek hverken ude eller indefra i en måned. Jeg fik sagt noget med at det tænkte jeg ikke blev noget problem for jeg havde jo en hel uge før bøgerne skulle afleveres igen, og det var jo ikke fordi at der var specielt meget andet at lave i sin celle.

Jeg mødte Ahmed for 12 år siden da jeg var en tur inde og vende i Vestre Fængsel. Ahmed var 16 år og kom fra Amager. Jeg kan ikke huske hvordan vi faldt i snak for vi bevægede os bogstaveligt talt i to forskellige verdener (i fængsler kan man snakke om seriøse parallelsamfund), men det gjorde vi. Ahmed var en kvik lille fyr der udenfor fængslet både passede skole og fritidsjob, og han sad for noget der lød som småting. Det var noget med ham og nogle sorthårede venner der havde taget en telefon fra en lyshåret konfirmand på Strøget. Med mit kendskab til at være teenager med hormoner og vrangforestillinger om omverdenens forventninger til en selv, lød det som noget der kunne være sket for de fleste. Nu var han sigtet for røveri.

”Men må du overhovedet være herinde? Er du ikke alt for ung?” spurgte jeg Ahmed på en af gårdturene hvor vi var faldet i snak. Jeg undrede mig fordi jeg synes jeg havde hørt at man skulle være 18 år for at komme i fængsel. Det viste sig at der var optaget på alle de lukkede institutioner hvor han ellers skulle være blevet anbragt (og i teorien behandlet), og at han nu gik og ventede på at komme på den sikrede institution Sønderbro på Amager. Her ville han gerne hen fordi der var bedre besøgstider og det var tættere på familien, men ellers ville han gerne blive i Vestre. Der var federe syntes han.

Ahmed var ikke den eneste 16-årige jeg mødte i Vestre. Men han var klart den mest fornuftige og han virkede som en der havde været uheldig med at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alligevel tænkte jeg at han ikke havde en chance. Et fængsel (og dette gælder også en lukket institution) er udover at være et lukket hus med en masse mærkelige regler og nogle rare og forfærdelige vagter, et glimrende sted at opholde sig for kriminelle. Her kan der handles med stoffer og alt muligt andet – det sorte marked er nærmest utømmeligt. Derudover møder du nye mennesker du kan lære af, og der dyrkes mere networking end på Harboe Bar i Blågårdsgade en tilfældig fredag eftermiddag.

Et års tid efter at jeg var blevet løsladt, var ude og besøge en ny kæreste der boede på Amager. Vi går forbi Shelltanken på Englandsvej, og der bliver jeg råbt an af nogle unge mennesker i en bil. Først bliver jeg en smule nervøs, men da en af dem råber ”Lars” går jeg over til bilen. Det er Ahmed. Vi smiler og udveksler løsladelses- og fængselsanekdoter og er glade for at se hinanden. Både sådan helt reelt, men vi får begge to også point for det. Min nye kæreste der lige er flyttet til byen er tydeligvis imponeret, og Ahmed får også vist sine venner at han kender folk fra Vestre.

På vej hjem tænkte jeg over at Ahmed kun i glimt havde snakket som den lille søde dreng han var i Vestre. Det meste af tiden lød han som nogle af de store drenge fra Nørrebro, og både bilen og de andre der sad i den lignede en anledning til at blive stoppet jævnligt af politiet.

Jeg aner ikke hvad der er sket med Ahmed eller om jeg har ret i alle mine forestillinger og egentlig var det lige synd for både ham og hans mindre intelligente medfanger på 16 år. Men i mit nuværende professionelle arbejde med unge kriminalitetstruede og kriminelle møder jeg mange som ham og hans venner. Både dem der aldrig har haft en chance og dem der som Ahmed får den frataget undervejs.

Jeg synes at vi både på det rent pædagogisk-praktiske, men også det mere overordnede niveau skal diskutere om ikke man skulle sætte den strafbare alder op til 18 år i stedet for at sætte den ned til 12. Dels viser både hjerne- og social forskning at teenager-hjernen og dennes adfærd ikke er specielt moden og stadig under (heftig) udvikling. Og dels viser forskningen jo også at straf ikke virker på den måde det skal, det nedsætter simpelthen ikke risikoen for ny kriminalitet, tværtimod kunne man måske anføre. Forebyggelse virker derimod – og forebyggelse kender ingen alder, men jo tidligere man starter jo bedre virker det.
Og derudover er der noget principielt forkert i at man kan blive straffet før man kan stemme og blive økonomisk uafhængig.
Det burde vi (også) diskutere noget mere – både i valgkampen og generelt.

 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

 

Annonce