Annonce

23. februar 2014 - 12:44

Pulje-økonomi

Puljer anses for noget godt, men de fører også til vilkårlig tildeling og korruption.

Gaven som magtmiddel

Når man giver gaver, bliver man selv lykkelig, siger psykologer. Personligt er jeg helst fri for at give, men det er jeg naturligvis ikke stolt af. Jeg kan som regel ikke finde ud af hvad jeg skal købe og undskylder mig med at modtageren er bedre til selv at bruge pengene eller spare op. Tilmed efterlades modtageren i en pinagtig taknemmelighedsgæld og vores kultur påbyder at der skal smiles og takkes – uanset hvor tåbelig og formynderisk gaven er. Det er lettere hvis man har en håndværksmæssig færdighed eller tid, som modtageren ikke har – men det er en anden sag. Mit ærinde er problemerne på samfundsplan, hvor gaverne er penge – penge til en aktivitet, som giverne påskønner og ønsker fremmet og hvad det gør ved modtagerne og dem, der ikke får noget. 

Definition og eksempler

Med pulje-økonomi mener jeg de penge, der skal søges om, og hvor tildelingen foregår i et lukket rum af embedsmænd og/eller politikere. F.eks.:

Satspuljen, hvor projekter for udsatte borgere hvert år tildeles penge af folketingspolitikere. Puljen er finansieret af noget af pris/løn-reguleringen af overførselsindkomsten, så den illustreres ofte af hunden, der får skåret noget af sin hale af, som den derefter kan spise.

Danida-tilskud, hvor NGO’er og virksomheder søger medfinansiering til projekter i fattige lande, som angiveligt forbedrer leve- og handelsvilkår.

Div. ad-hoc puljer, som indgår i forlig i folketing (eller kommunalbestyrelser) for at få partier til at stemme for en større sag (f.eks. finanslov).

Problemer 

Pulje-økonomi er en uskik og den bør afløses af objektive tildelinger eller ved at bevilger og ansøger er en og samme myndighed. Fordi:

1.) Sprog og lobby-virksomhed

Nogle organisationer/enkeltpersoner er bare bedre til at søge end andre - uden at det behøver afspejle om de er gode til det arbejde, de søger penge til. Sprogbrug og lobbyvirksomhed er en disciplin, som kan læres på universitetet, ligesom markedsføring og manipulation. Kan de bevilgende myndigheder afkode disse tricks og finde ned til materien i projektet? Muligvis, hvis de er uddannet de samme steder.

I en del år havde U-landsimporten (senere Fair Trade Danmark) en meget dygtig medarbejder, som lavede de årlige ansøgninger, midtvejsevalueringer og afrapporteringer til Danida. Selve projekterne var lidt tynde, men Danida havde brug for ”afløb” for en fair trade pulje, så pengene sad løst. Desværre viste det sig at en anden medarbejder svindlede for meget store beløb, men det er en anden historie.

Kunne Danida ikke selv have arbejdet med Fair trade, hvis det var det politikerne ønskede?

2.) Tilpasning til magten

Der er også en fare for at nye kreative projekter aldrig bliver tilgodeset, fordi de ikke passer ind i skabelonen hos de bevilgende myndigheder, som muligvis ikke har forstand på eller deler det politiske indhold.

U-landsforeningen Svalerne holder sig næsten fri af Danida-tilskud, hvorved de kan køre projekterne nøjagtig som de modtagene partnere og medlemmerne synes. Når en organisation ikke får tilskud fra stat, kommune, Tips-og lotto, osv. må medlemmer og sympatisører betale og det giver et engagement, som næppe findes hos embedsmænd, der står til ansvar for ledelsen i deres magthierarki.  

Enhedslisten centralt synes at de ældre borgere fortjener mindst 2 bade om ugen. Derfor handlede finanslovsforhandlingerne om en mia. kr., som skulle fordeles på kommunerne alt efter hvor mange nye medarbejdere, kommunerne ansatte til denne opgave. Jeg har beskrevet denne problemstilling i en anden blog, så blot kort: kommunale embedsmænd vil forsøge at omdefinere stillinger, opgaver og visitering af de ældre med henblik på at udløse flest mulige nye jobs. Andre opgaver hos de ældre eller hos andre borgere vil blive nedprioriteret, hvor kommunen selv skal betale. Det kaldes kreativ bogføring eller snyd og fremkommer for at tilpasse sig magthavernes bevillinger. Herved centraliseres magten i regering/folketing, hvor der ellers plejer at gælde et ønske om decentralisering til det kommunale niveau via bloktilskud, eller ligefrem til afgørelse i den enkelte institution eller mellem kommunalt ansat og borger.

3.) Vilkårlig tildeling

Når det er embedsmænd, der fordeler i stedet for direkte tilskud, opstår en skepsis blandt modtagerne. Læste de overhovedet vores ansøgning, forstod de hvor alvorligt den er, osv.? Man kan heller ikke uden at søge aktindsigt finde ud af hvad de andre ansøgere har skrevet og vurdere deres situation. Det giver grobund for mistillid - især blandt dem, som ikke får noget.

I dag har Politiken en lang artikel om hvordan 12 mio. kr. blev bevilget til fem organisationer, der som de eneste havde kendskab til puljens eksistens. En afdelingschef i Rigsrevisionen siger til Pol: ”Lukkede puljer som denne er i strid med god forvaltningsskik og i strid med at varetage princippet om skyldige økonomiske hensyn, fordi man ikke ved om man får de rigtige løsninger. Måske får man noget der er dyrere og dårligere”. En af de organisationer, som ikke fik mulighed for at søge puljen, er forarget over at embedsmændene kan træffe den slags beslutninger uden at inddrage politikere.  

For knap to år siden indgik regeringen og Enhedslisten en ny udligningsreform mellem kommunerne. Det er sådan noget der sker med ca. 10 års mellemrum og gerne efter lang debat mellem borgmestre og partier, hvor der ofte dannes forskellige alliancer mellem kommunerne, der enten står til at vinde eller tabe. Men ikke denne gang. Udligning mellem kommunerne er et 0-sumsspil, hvor man ændrer på vægten af de udgiftskrævende kriterier (f.eks. antal indbyggere over 65 år, enlige forsørgere, osv.), og beregner tilskud eller tilsvar for hver enkelt kommune efter hvor mange de har af hver enkelt kriterium. Det smarte ved denne metode er, at en kommune ikke kan forøge sit tilskud ved at gøre noget; de kan ikke gøre indbyggerne ældre, mere enlige, el. lign. Men denne gang tog man 40 mio. kr. ud af ordningen og lavede en såkaldt ”super-pulje” i stedet for. Den skal kommunerne nu søge i for at få penge. Igen skal Djøf’erne til tasterne og udforme ansøgninger til andre Djøf’ere i Indenrigsministeriet og man kan frygte at kommunerne med de dygtigste (og dyreste) Djøf’ere vinder og ikke de kommuner, der har størst behov.

4.) Korruption

Vel er Danmark kendt for at være et af de mindst korrupte lande i verden, men puljer er en af vejene til korruption, pga. vilkårligheden, tilpasningen til magtens sprog og politiske ønsker. Kan man fedte for de pågældende embedsmænd og politikere, der uddeler penge? Nej, de må ikke modtage gaver eller de skal i hvert fald oplyse om det, for det vil jo efterlade dem i taknemmelighedsgæld. Men der er masser af ikke økonomiske tricks, kontakter i de rigtige netværk, osv. Så alt andet lige kan man gøre sig lækker; ingen mennesker er upåvirkelige, det er kun de store PC-programmer i Indenrigsministeriet efter de er blevet fodret med politisk valgte kriterier og data fra Danmarks Statistik.  

5.) Driften mod puljerne

De politikere, som får udvirket puljer og fordeler dem, får popularitet.

Enhedslisten søgte at høste popularitet på udligningsreformen ved at omtale en pulje som en ”super-pulje” og undlade at fortælle at den blev finansieret ved at tage pengene fra den objektive fordeling. Ministeren, der gav Lisbeth Zornig Andersen en mio. kr. til en "stem-ved-kommunevalget"-kampagne, høstede givetvis popularitet - indtil det kom frem at fordelingen var sket før alle ansøgninger var kommet ind og var blevet vurderet.

Puljer er en måde at sætte meget synlige fingeraftryk på en finanslov og et kommunalt budget. Så hvis regeringen skal have nogle stemmer til det store budget, kan den gøre det meget billigt ved at lade støtte-partiet få en pulje. Politik er en form for køb og salg og her er puljer ofte meget billige. Tænk blot på hvor meget goodwill det har givet i de ”rigtige” kredse at Enhedslisten fik afsat en helt eventyrlig stor sum til den meget lille NGO, Danwatch og til puljen til miljø-ildsjæle. Det giver givetvis flere stemmer end hvis partiet havde lavet en ”omvendt grønhøster” – f.eks. forøget bloktilskuddet til kommunerne. Nogle gange er der ikke tilstrækkelige (kvalificerede) ansøgninger (også kaldet afløb), men så kan pengene jo bare blive overført til næste år, hvorved den ny pulje bliver billigere.      

Annonce