Annonce

30. november 2014 - 0:33

1864 er også kulturkamp

Jeg glæder mig til at se instruktøren Ole Bornedals tv-serie ”1864”, når den kommer i aften.

Det er et film-værk i et meget stort format, og jeg tør også forudse at det på en eller anden måde vil spille en rolle i mange år frem i diskussioner om både militær og forsvar. Og ikke mindst de forestillinger vi gør os om os selv som nation og som danskere. Dele af den kan måske også spille ind vores forestillinger om at være mennesker i det hele taget.

Kritikken har være ubarmhjertig. I Berlingske, Ekstrabladet, Jyllandsposten og BT har man svunget sablerne mod Bornedals værk med en beslutsomhed og nidkærhed, der ellers ville kunne vække respekt i hele det prøjsiske dragonkorps.

”Ufatteligt forkert”, mener man på Berlingske. På BTs forside citeres en historiker for at erklære Bornedals endelige ”kollaps”. Inde i bladet udfolder historikeren så en kritik, der gør at vi skulle give ham en uofficiel titel af ”petit-historiker”. I Jyllandsposten bliver ligeledes en ”ekspert” kaldt hid og citeret for de meget dramatiske ord om at ”Djævelen ville le af dette makværk”. ”Manipulation!” lyder det fra Pia Kjærgaards mund.

Det er meget voldsomme ord, der bruges.

Kritikerne medgiver at der er tale om meget flot fotografering og usædvanligt smukke billeder. Men det ene og det andet er forkret, der er den ene og den anden detalje, der er skulle være anderledes, og det får så aviserne til at skrive om at djævelen ler og ”kollaps”.

”1864” kan sandelig få store dele af offentligheden til at himle og hyle.

Bornedal og ”1864” skal åbenbart vaskes med lort!

Det ligner et karaktermord på både Ole Bornedal og hvert eneste af seriens otte afsnit.

Javist, der er elementer i den som jeg synes er malplacerede og ikke duer. Uforståelig magi, replikker der falder tungt og karakterer der er blevet til klicheer. F.eks. Diderik – en officer, der er traumatiseret efter den første Slesvigske krig, men tvinges ud i den næste, er en helt igennem led skid. Men han kunne være udviklet som en rigere karakter, som både offer og bøddel. Men vi ser ham som bare ond.

I de første syv afsnit har vi fået set rigtig mange mennesker lide, lemlæstes og dø. Aldrig har jeg set noget så voldsomt og rædselsvækkende på film. Men intet menneske, der lider eller dør i serien, uden at det er vist som et medmenneske, hvis liv og lidelse er gribende.

Det helt svimlende drama i fortællingen er den uhygge, der bygges op fra første afsnit til foreløbig kulmination i syvende afsnit om den katastrofe, der ubønhørligt kommer.

Vi – seerne – kender udfaldet – blodbadet på slagtebænk Dybbøl. Men dobbeltgyset kommer, idet vi ser at seriens personer også må kunne se, hvordan det hele vil ende. Vi ved det, og seriens figurerer ved det.

Oven i det får vi så det tredobbelte: Selvom både vi og fortællingens figuerer ved, hvad der vil ske, er der alligevel ingen, der vil ændre begivenhedernes gang. Historien om et forudsigeligt massemord.

Der behøver ikke at være krig, er en pointe man nemt kan trække ud af tv-serien. En banal sandhed. Men ikke mere banal end at den faktisk vækker meget stor furore og modstand.

Nationalisme fører til krig, er en anden banal sandhed, som ”1864” fortæller. Men alligevel vækker den tanke også modstand i offentligheden. Det var jo datidens progressive – de nationalliberale og bondevennerne der var så glade for helstaten, danskheden og folkestyret, der var ved magten dengang. De stod for den politik der førte til krigen, også så kan det ikke være helt forkert.

Dertil må vi så sige (med Bornedal) at ”folket” og også de progressive kan tage så grufuldt fejl.

Debattøren Lars Olsen tager også fejl, når han fortæller at ”1864” præsenterer ”et antidemokratisk historiesyn. Helstatens nationale rodebutik passer til de multikulturelle forestillinger hos nutidens kulturelite, men i datidens samfund var den i modstrid med alle betydelige folkelige kræfter.”

Men man er sgu ikke antidemokratisk, fordi man kritiserer ”de betydelige folkelige kræfter”, der var aktive dengang - og nu. ”1864” er tværtimod et syngende slag lige mod det grasserende knæfald for populisme og den pseudofolkelighed, der i dag er på spil hele den offentlige debat.

”1864” retter en ofte gribende, humanistisk kritik af krig (fortællestemmen der udtrykker sorgen over ”alt det liv der gik til spilde”) – altså ikke kun den i 1864.

Og ”1864” handler ikke kun om krig. Det handler også om en utopi. Figuren Inge, der også er historiens fortæller, udtrykker utopien allerede i første afsnit ved at tale om et sted ”der er alle menneskers sted”. Utopien kommer også til udtryk i hendes erotiske forhold til de to positive mandlige karakterer Laust og Peter (som altså ikke er helt harmonisk alligevel!) og i hendes handlekraft.

Inge er bestemt ikke et barn af sin tid.  Hun er en figur, der overskrider samtiden og eftertiden. Faktisk rækker figurern langt ind i fremtiden. En drøm om en helt anden verden kommer til udtryk i hende.

”1864” er et stort kunstværk og en skarp nutidskritik.

Men mange kræfter vil ikke høre af nogen kritik af krigsførelse og nationalisme. De vil heller ikke høre om drømme om en helt anden verden.

Jeg forstår godt de borgelige skærer tænder

”1864” er også en del af kulturkampen.

8. og sidste del af tv-serien "1864" vises på dr1 søndag d. 30.11. kl. 20:00. Seriens tidligere afsnit kan ses på samme internetadresse.

Se også linksamlingen »1864 -  Anden Slesvigske krig« på Modkraft Biblioteket.

Annonce