Oprør fra kommunerne

Socialdemokrater udfordrer Corydons konkurrencestats-doktriner

Simon Pihl Sørensen og Rasmus Prehn: Frihed til fællesskab. Vejen til mere demokrati. Peopels Press 149 kr.

Indtil for får år siden vidste alle, at velfærd og lighed var solidt socialdemokratisk grundstof. Selvfølgelig med forbehold og nogen gange alt for mange forbehold: Socialdemokrater kunne finde på at skære i den velfærd de selv havde indført, de kunne finde på at lave love i borgerskabets favør, Nyrup kunne sværge til efterlønnen og kort tid efter give samme institution et smertefuldt slag. Men den gang blev alle tilbageslagene alligevel ledsaget af en eller anden mere eller mindre klart udtrykt idé om, at det hele nok skulle blive godt igen.

Sådan er det ikke længere. Siden Thorning/Corydon kom til regeringsmagten har ledende socialdemokrater kommet frem med stadig mere klare budskaber om, at tage afsked med ideer om lighed og et udtrykke et stadigt mere hjerteligt goddag til det besynderlige monster, der markedsføres som ”konkurrencestaten”.

Det er alt sammen sørgeligt og surt. De udmeldinger, der har lydt fra regeringen, siden den kom til har givet vanskellige vilkår for venstreorienteret tænkning og idéudvikling. Og det i betydelig grad.

Tavsheden overfor Thorning/Corydon fra både menige socialdemokrater, fagbevægelse og fra supplerings-partiet SF har vært forbavsende. Lydigt har socialdemokrater og sf'ere bøjet nakken og tænderskærende forsvaret, hvad de for blot får år siden ville have afvist som venstre-vrøvl.

Derfor skal det absolut have opmærksomhed og ros, når rigtige socialdemokrater opsamler og udgiver et velskrevet katalog over kritikken af Thorning/Corydon- politikken og forsøger at finde et rum for et alternativ. ”Frihed til fælleskab” er et sådant katalog.

Simon Pihl Sørensen (kommunalbestyrelsesmedlem i Lyngby-Taarbæk)og Rasmus Prehn (Folketingsmand fra Nordjylland) starter med at tage læseren en tur tilbage til omkring år 1900. Dengang var Socialdemokratiet et aktivt visionært parti, der vidste at bruge den magt de fik til at skabe reformer. Det kom til at præge Danmark i mere end 100 år. I pioner-kommunerne Nakskov, Esbjerg og København indførte man lighedsskabene foranstaltninger indenfor undervisning, sundhed og socialforsorg og bolig. Gennem kommunalpolitikken fik man lagt spor, der kom til at inspirere socialdemokratisk politik, som foldedes sig ud i de følgende årtier og fik afgørende del i skabelsen af et samfund af høj grad af lighed og stabilitet.

Fra de tidligere socialdemokratiske progressive reformer trækker de to forfattere linjer op til nutiden. Her finder vi et ynkeligt, stækket kommunalt demokrati. Vi ser kommuner, der er tvunget af lovgivningen ud i markedsstyring af velfærden. En markedsstyringen der er blevet et mål i sig selv. Borgeren reduceres til forbruger af velfærdsydelser New Public Manegement sætter sig igennem på alle niveauer af offentlig forvaltning med afpolitisering og voldsomme velfærdsforringelser tilfølge. Den udvikling sporer de to forvaltere tilbage til 1980'erne, den blev styrket under VK-regeringen og den fortsætter under den nuværende regering. Vi er havnet i en situation, hvor offentlige ”professionelle forvaltere (….) ved hjælp af et hav af skemaer og statistikker forsøger at bilde danskerne ind, at de kan få mere af det hele til den halve pris”. ”På Hjallerup Marked ville typer af den slags hurtigt blive gennemskuet”. Men det sker åbenbart ikke i nutidig dansk politik.

Overfor det taler de to om i alt ti pejlemærker for kommuner og regioner til at løse de problemer med sociale forringelser.. Det handler om at inddrage borgerne i højere grad, før kommunale beslutninger blev taget. Det handler også om at kommunerne skal have større muligheder for at give deres borgere flere velfærds og andre goder. Kommunerene skal ikke være underlagt skattestop. Magtdelinger gennem Kommunernes Landsforening og staten skal under demokratisk lovgivning og garanteres åbenhed. Regionerne skal demokratiseres og have udvidede beføjelser -ikke mindst ret til at sætte egen skatteprocent. Ledelsen af kommunerne skal underkastes kvalitetskodeks. Kommunerne skal kunne stille miljøkrav til trafikselskaber. Der skal indføres noget der hedder ”social værnepligt”, og der skal sigtes på, at private boliger skal kunne gøres til almene boliger.

Når vi undtager forslaget om social værnepligt som jeg ikke tror har nogen fremtid, er det meget ønskeligt om disse pejlemærker kunne virekliggøres. Men det ville forudsætte at regeringens politik skulle køre i stik modsat retning.Bjarne Corydon ikke skulle være Bjarne Corydon. Det er jo netop regeringens halsstarrige politik, at den slags ikke skal ske.

Inden for genren debatbog rager ”Frihed i Fællesskab” op som en velargumenteret og veldokumenteret bog. Her kan man på ét sted finde meget store dele af kritikken af moderniseringen af den offentlige sektor udfoldet. De to forfattere har gjort et flot arbejde og giver i meget høj grad belæg for deres udsagn.

Men jeg savner i meget høj grad bud på, hvordan deres ellers i det store hele interessante pejlemærker skal kunne virkeliggøres. Mange har kun lidt tillid til at den offentlige sektor kan blive tilstrækkeligt effektiv uden brug af New public Manegement-fif. De må også overbevises, før der vil være tilstrækkeligt mange personer til slagkraftig modstand og udvikling af alternativer.

Hvordan pejlemærkerne skal kunne blive retningsgivende må bliver næste skridt. De vil kunne bruges i en eller anden form til at skabe udgangspunkt for alliancer på tværs af de eksisterede venstrefløjpartier i modstand mod regeringens konkurrencestats-doktrin.