På alle måder handler det om højre og venstre

Forleden læste jeg en blog skrevet af en, der mente at højre-venstre-inddelingen i politik ikke rigtig betød noget. Andre inddelinger var vigtigere.

Det provokerede mig så meget at jeg følte det som en udfordring at beskrive, hvorfor højre-venstre inddelingen var både relevant og vigtig.

Højre-venstre-inddelingen har været en meningsfuld ramme for politisk tænkning siden den franske revolution og er det fortsat. Hvis nogen kommer og påstår at den er ”traditionel” og må suppleres op med noget moderne tingel-tangel, så vil jeg nedlægge protest.

”Hvorfor tale om højre og venstre?”, spørger nogen.

Det er oftest venstrefløjen, der vil tale om højre-venstre. Højrefløjen gør det sjældnere. Måske fordi netop begreberne højre og venstre gør det i synligt, at politik handler om valg. I disse sammenhænge vil højrefløjen oftest lade det fremstå som om, der aldrig er andre muligheder og derfor i ringere grad bryder sig om tale om disse begreber.

Højre-venstre-inddelingen er ikke mindst afgørende, fordi den indbyder til at man ser det ene eller det andet politiske tiltag i en sammenhæng. Uden den sammenhæng kan man ikke se hvor politikken fører os hen.

Faktisk foregår der intet inden for det område der kaldes”politik” uden at det også handler om højre og venstre. Alle områder, hvor der finder en samfundsdynamik sted, er det også relevant at tale om højre og venstre.

Når jeg taler om højre og venstre, ved jeg godt at det er et perspektiv jeg har valgt at lægge ned over virkeligheden. Som alt muligt andet er det det man kalder en konstruktion. Når jeg vælger se tingene igennem et par højre-venstre-briller, er det fordi det hele kommer til at blive set skarpere.

Mange steder i verden tænker man ikke i højre og venstre-terminologi. I et stort, fjernt land som f.eks. Pakistan vil man tænke politik ind i mønstre, der handler om mere eller mindre korrekt religion eller hvordan noget forholder sig til den ene eller anden klan.

Pakistan er derefter. Det samme kan man sige om de aktuelle muligheder for at bringe en positiv dynamik ind i dette land. De voldsomme konflikter der udspiller sig i dette land har givetvis deres rødder i sociale spørgsmål. Men landets millioner af dybt underpriviligerede ser på ingen måde ud til at kunne samle slagkraft og styrke deres positioner, fordi det hele kommer til handle om klan eller religion. Underklassen har viklet sig ind i en blindgyde. Det samme ses i mange mellemøstlige og afrikanske lande.

På vore breddegrader kan man også finde udbredte forestillinger om at politik ikke handler om højre og venstre. Man vil så oftest tale om ”fornuft” modsat ”ikke-fornuft”. Fortalere for dette vil dog oftest få problemer med at forklare, hvorfor det de kalder fornuft, så ikke vinder almindelig tilslutning, på samme måde som tyngdeloven er alment accepteret. Det der kaldes ”fornuft” vil oftest være handlinger, der tjener til at opretholde og konsolidere de allerede eksisterende magtforhold. - Om disse magtforhold så er fornuftige efter den ene eller anden målestok eller ej.

Andre taler om at højre og venstre ikke er interessant, fordi politik næsten altid alligevel bliver lavet ”på midten”. Men hertil må man tilføje - som det afdøde medlem af det italienske socialistparti, Norberto Bobbio påpeger, at hvis man taler om ”midte”, så giver det kun mening, hvis også der er fløje – og dermed har man jo netop indrømmet at højre-venstre-inddelingen giver mening.

Højre og venstre svæver ikke i luften. Højre og venstre refererer til synspunkter der handler om helheden af både magten i samfundet, organiseringen af samme og fordelingen af samfundets ressourcer – og så oveni købet fortolkningen af hvad magten, organiseringen og fordelingen i samfundet går ud på.

Når der findes politiske idéer, findes der også hoveder hvori disse idéer bliver udtænkt. Højre og venstre idéer bliver båret af levende væsner.

Det er så banalt, at man kunne græde.

Men der er faktisk ikke så få, der glemmer det.

Politiske idéer bliver tænkt af individer, der samtidig er medlemmer af sociale klasser. Politiske forestillinger har rod i forskellige klassers interesser og lader sig vurdere hvordan de stiller sig til disse klasser. Her taler jeg selvfølgelig ikke kun klasser, men også fraktioner indenfor klasserne. Det er her vigtigt at tale om klasser ikke grupper. Når vi taler om klasse taler vi om en social og økonomisk kategori, som giver dens medlemmer mere eller mindre givne roller at spille. Høje-venstre-kategorierne har rod i kampen mellem samfundets overklasse og underklasse.

Det skal her bemærkes at fordi et givent synspunkt har tilslutning i samfundets underklasse, er det ikke nødvendigvis rigtigt.  En undertrykt klasse har ikke altid ret. Det er også frygteligt banalt, men bliver heller ikke altid husket. Underklassen har ikke ret, bare fordi den er underklasse. Bunkevis af eksempler på at underklassen er løbet ind i både tossede og nogen gange selvdestruktive positioner kan remses op.  SF's tidligere Thor Möger-fløj rodede sig ud i forfærdeligt vrøvl ved at retfærdiggøre visse synspunkter (men kun dem der passede i konceptet) med at ”sådan mente man blandt arbejderne”. Til sidst gik deres selvmodsigelser så meget grassat, at de måtte trække sig ud af SF. Det parti de forlod har ikke siden formået at rejse sig.

Hvem der er henholdsvis over- og underklasse, og hvad der karakteriserer disse ændrer sig selvfølgelig både over tid og sted. Og det samme sker med forestillingerne om hvad der er højre eller venstre. Personer, der benægter eller afviser højre-venstre modsætningen, vil ofte påstå at fordi det ene eller andet begreb har ”skiftet side” eller blevet en del af den mængde politisk stof, der er konsensus om og dermed er kommet udenfor samfundets dynamiske felt, beviser det at højre-venstre-inddelingen er uden relevans. Det er imidlertid noget vrøvl at hævde at højre-venstreinddelingen skulle miste sin berettigelse, fordi den ikke er statisk.

Ligestilling mellem kønnene var engang en sag alene for venstrefløjen. Nu anerkendes begrebet af både højre og venstre. Altså kun begrebet, ikke hvilke områder det skal udstrækkes til. Demokrati er ligeledes noget, der er blevet generel enighed om er en positiv kvalitet. Men bestemt ikke hvortil demokratiet skal udstrækkes. Højre vil i det store hele foretrække, at demokratiet blev holdt langt væk fra alt hvad der har med produktion og varecirkulation at gøre. Venstrefløjen står for det modsatte.

Om et givent standpunkt kan kaldes et højre eller et venstresynspunkt har ændret sig over tid og stede i både helt konkrete og i generelle spørgsmål. For få årtier siden anså man det som god venstreorienteret tænkning at mænd og kvinder var medlemmer af hver deres fagforening. Kønsadskilte fagforeninger fandtes indenfor flere områder. Nu vil man nok mene at kønsadskilte fagforeninger var så uhyrligt reaktionære og så langt til højre, at det slet ikke kunne diskuteres. Nogle steder, især i den 3. verden, er det at være nationalist udtryk for den helt rigtige, venstreorienterede position, andre steder betragtes det som udtryk for bagstræv.

Når det handler om dansk partipolitik er blevet sagt at – fra venstreorienteret hold – at ”De radikale er jo gode nok mht. den såkaldte værdipolitiske skala, mens Dansk Folkeparti har nogenlunde progressive indstillinger, når det gælder fordelingspolitik”.

Den formulering udtrykker et fælt analytisk slaskeri.

Ingen af de to partier vil på nogen måde anfægte det borgerlige samfund. Men de har forskellige forestillinger om, hvordan det borgerlige samfund bedst fungerer. De orienterer sig efter hver deres aspekt af, hvordan de tror kapitalismen vil og bør folde sig ud. De står for forskellige aspekter af højreideologi. Hvem af dem, der er mest ”til højre” må komme an på, hvad der konkret tales om.

• At både radikale og DF står for to varianter af borgerlighed betyder på ingen måde nødvendigvis at man ikke skal manøvrere og bruge dem, hvor det er til venstrefløjens fordel, så vidt det altså overhovedet er muligt. De borgerlige er ikke kun een sort klump, som det nogen gange synes at komme til udtryk. - Helt tilbage i 1875 gjorde Marx op med det synspunkt at ”overfor arbejderklassen var alle andre klasser kun en reaktionær masse”. De tyske socialdemokrater havde skrevet sådan deres program, kaldet Gotha-programmet, stærkt inspirerede af en arbejderleder ved navn Ferdinand Lassalle. Lassalle hævdede at alle klasser – undtagen arbejderklassen - var lige reaktionære. Den opfattelse fandt Marx helt forkert og påpegede derimod med en god portion spydighed at arbejderklassen skulle udnytte modsætningerne blandt de borgerlige klasser. Det samme kan man i dag sige om de borgerlige partier.

I visse sammenhænge tales om fordelingspolitik som den grundlæggende højre-venstre inddeling. Hvorefter man tilføjer at politik jo handler om meget andet, og derfor skulle det så være uden betydning eller i hvert fald med kun meget lidt betydning at tale om højre-venstre.

Hertil vil jeg stadig sige at der ikke findes ét eneste dynamisk område i samfundslivet som ikke også er et højre-venstre-spørgsmål. Ved at hævde at ”fordelingspolitik” er det eneste eller det afgørende højre-venstreproblem, kommer man samtidig til at trække helt afgørende problemer ud af politik. Forestillingen om fordelingspolitikken som det afgørende grundlag er tavs om alt for meget af afgørende vigtighed. Tavsheden kommer til at bekræfte en socialdemokratisk idé om en varig sameksistens mellem arbejde og kapital. Den kommer til at fortrænge spørgsmål om samfundets organisation og hvem der har magten og hvordan den udøves. Den radikale vision om et helt nyt samfund kvæles i den tankegang. Den vision har ellers været på spil i de sidste mere end 100 års venstrefløjstænkning. Den har ligget – mere eller mindre klart udtrykt – som en utopi om at mennesker i en eller anden grad eller fuldskala kan finde sammen uden kapitalistisk organisering.

Det utopiske håb fortrænger man, hvis man begynder at tale om ”fordelingspolitik” som omdrejningspunktet i for en højre-venstreoptik.

Miljø er blevet nævnt som et område, hvor højre-venstre ikke gælder. Men miljø handler også om højre-venstre. Hvorfor bliver så forholdsregler for at beskytte miljøet ikke bare modtaget og accepteret, på samme vis som de fleste accepterer at det er fornuft at have lys på cyklen? Tja, der ligger vel kraftige kapitalinteresser og modarbejder at man indfører en ikke-miljøbelastende produktion. Men det er ikke kapitalen alene der modarbejder miljøbeskyttelsen. Miljøfornægtelsen finder også opbakning hos forbrugere, der ikke umiddelbart vil ændre adfærd og efterspørgsel. Og hvem er forbrugerne? Lønmodtagere. Det får nogen til at mene at vi her har grunden til at netop miljøproblematikken er et helt særligt anliggende, som ændrer alt og aflyser højre-venstre-tænkningens relevans

Det mener jeg ikke.

Dele af lønmodtagerklassen har nemt ved at erkende miljøproblemer. Andre dele af samme klasse har det modsat, nogen ligefrem fortrænger tale om miljøproblemer. Jeg er sikker på, at det er den del af lønmodtagerne, der har kortest uddannelse og ringest sikkerhed i jobbet. Hvis miljøspørgsmål skal have gennemslag, må man finde ud af, hvorfor ikke hele lønmodtagerklassen giver miljøproblemer den nødvendige opmærksomhed. Det er imidlertid en fuldstændig fejlslutning hvis man mener at fordi der i lønmodtagerklassen eksisterer modsatrettede synspunkter om et emne så er emnet elimineret fra klassekampen. En forskel er vel at størstedelen af kapitalistklassen har en objektiv interesse i at producere uden hensyn til miljøet. - De findes også grønne kapitalister, men de er et forsvindende mindretal i kapitalistklassen.

Når en betragtelig stor del af lønmodtagerklassen ikke i tilstrækkelig grad vil høre om miljøproblemer handler de ikke efter deres klasseinteresser. De betragter måske visse dele af miljøproblematikken som en trussel mod bestemte – tilkæmpede og værdsatte forbrugsgoder. Men det er ikke værre end at forbrugsmønstre kan omlægges, og man kan komme til at værdsætte varer hvis miljøomkostninger er lave.

Omvendt ser det ud fra kapitalistklassens synspunkt. Det marked som de så gerne vil holde fri fra demokratisk magt fremmer ikke af sig selv en bæredygtig udvikling. Den bæredygtig udvikling er kun interessant for kapitalistens synspunkt, hvis der kan tjenes på den. En bæredygtig udvikling fordrer at man regulerer både produktion og efterspørgsel. Neop det som de højreorienterede allerdybest hader.

Derfor vil det på ingen måde gavne forståelsen for vigtigheden af bæredygtig udvikling at man ”trækker den ud af” højre-venstre-inddelingen.