Annonce

7. december 2014 - 20:46

Venstrefløjen, EU og Europa

Teksten er en sammenskrivning af noterne til et ”indspark” i ”Gert Petersen-Selskabet” november 2014.

Jeg vil starte med en vittighed. Den er lidt racistisk, rettet mod irlændere. Men i England kan det forekomme, at man betrager irlændere som mindre kloge.

Den lyder sådan: En irlænder blev spurgt om vejen til togstationen. Han svarede: Jeg ville ikke starte her. Det er håbløst. Men hvis du går ud af Gardiner Street, er det lige om hjørnet. Det er ikke så svært at finde.

Pointen er at alt ville være nemmere, hvis vi bare var et andet sted.

Ligegyldigt hvordan vi taler om politik, støder vi ind i noget med de internationale forhold. Al politisk handlen på nationalt plan er begrænset af eller i hvert fald vævet ind i noget med internationale forhold. Og man kunne tilføje at de muligheder, der er, også har altid noget med de internationale forhold at gøre.

Ove K. Petersen har i bogen ”Konkurrencestaten” overbevisende (og kynisk) argumenteret for den påstand at den nationale politik i overordentlig (og meget tit ubehagelig ) høj grad må rette sig ind efter hvad internationale investorer betragter som et ”gunstigt klima”.

Hvis vi kigger på hvad ”internationale forhold” og hvad ”udlandet ”er, er det første, jeg får øje på Europa og EU.

Lad mig i al korthed slå fast at politik altid udfoldes indenfor et magtgrundlag. Og det magtgrundlag som dansk politik er en del af, er først og fremmest Danmarks afgørende handelspartnere. De er næsten alle medlemmer af EU eller har formaliserede relationer til EU. Både hvad er der muligt, og hvad der er nødvendigt har meget at gøre med, hvad der sker i EU.

Hvis Danmark f.eks. aftalte selv en nok så progressiv, konsekvent og bæredygtig miljøpolitik med Nepal eller Bolivia, ville det alligevel være totalt ligegyldigt.

Hvad er så EU, som er en helt uomgængelig del af det magtgrundlag, som politik udfolder sig på?

Ganske kort: Herfra, hvor vi står, ligner det et både kapitalistisk og byrokratisk monster, der er i hele sin levetid og til nu har været besat af en tvangstanke om at dybere integration i sig var positivt. I EU lederes forestillingsverden hersker den tanke, at alle problemer skal løses gennem dybere integration på stadig flere områder.

Hvilke konflikter foregår i EU? Hvis man kigger ud, gærer utilfredsheden temmelig hidsigt i flere medlemslande. Front Nationale, Gert Wilders, UKIP med selveste regeringslederen David Cameron halsende efter sig, flamske separatister, græske nazister, Sverigesdemokrater og Thulesen-Dahl repræsenterer en forholdsvis ny, omfattende EU-modstand. De taler dunder mod EU's byrokrati, indvandrere. De vil ikke høre et ord om fælles og planlagt udvikling på de områder, hvor EU er aktiv.

Menneskerettigheder og forbrugerbeskyttelse? De siger nej

Fælles energipolitik i EU-regi? De siger igen nej.

Andre tiltag? Der råbes NEJ og atter NEJ!

Den – omend alt for svage – regulering af EU's marked, der trods alt findes, vil de af med. Og samtidig har de ikke mange kritiske ord overfor det EU's indre marked. I den højreorienterede EU-modstands forestillingsverden er det store uregulerede marked helt ok. Og i hvert medlemsland skal man så sidde i noget, der forlængst er blevet til micky-mouse-parlamenter og glæde sig over sig selv, eget flag og egne nationale symboler.

Man kan se på hvordan Europas højrefløj stiller sig til migration. Handler det for dem om at beskytte lønmodtagerne i de respektive lande mod social dumpning? Eller handler det om at nedrangere udenlandske lønmodtagere? Desværre det sidste. At sidde og glæde sig over sig selv er deres mål. Deres EU-modstand er groet ud af sociale konflikter og social deroute, men deres politik vil kun gøre ondt værre.

Heroverfor står så det Europæiske establishment med Merkel som den reelle leder og politikertyper som vores egen Margrethe Vestager, Sarkozy og Italiens Enrico Letta, som befandt sig godt i rollen – hvad hans parti alligevel synes var for meget. Der er Frankrigs Hollande, som loyalt spiller med. Den rolle bryder han sig slet ikke om. Franskmændene endnu mindre.

Det europæiske establishment kan tilbyde nedskæringer, austerity og hård pottetræning. Det bliver noget der rammer skiftevis på lønomkostninger eller offentlige udgifter til arbejdskraftens reproduktion.

Det er ikke noget populært program. Når det europæiske establishment alligevel kan vinde tilslutning er det formodentlig, fordi at tilstrækkeligt mange tror på at de i kraft af f.eks. uddannelse eller personlige forudsætninger vil kunne svømme ovenpå – og måske ligefrem rykke opad socialt – i en situation med færre job og nedjustering af velfærd.

Den EU- skeptiske højrefløj vinder tilslutning – i overvejende grad blandt lønmodtagere med lav social og jobmæssig sikkerhed ved at sælge en drøm om gamle dage i en nationalstat, der på forunderlig vis skulle have mistet sine sociale modsætninger.

De mest iøjnefaldende politiske konfrontationer udspiller sig mellem to varianter af borgerlighed. Højrepopulister contra the establishment.

Hvor fanden er så venstrefløjen?

Vi må sige, at vi hører alt for lidt om den.

Måske fordi den siger alt for lidt.

Måske fordi der ikke eksisterer nogen samlet europæisk venstrefløj.

Til nu kan ikke identificeres noget idé-sæt som en samlet europæisk venstrefløj orienterer sig efter.

Noget fyrtårn, der rækker ud over nationale grænser, ses ikke

En bevægelse eller parti, som man tager bestik efter, ses ikke.

Venstreorienterede sidder i hver deres land og føler sig hver især afmægtige.

Engang talte man i SF om at man ville ”et Europa i forskellige rum”. Udtrykket dækkede over at man gerne ville europæiske samarbejde, men med ret til egne regler. På mange måder er der siden kommet et Europa i flere rum. Men det er ikke nødvendigvis godt, og det er ikke i sig selv progressivt. At Polen f.eks. gerne vil sidde i et særligt polsk rum og udvinde kul-baseret energi, er ikke godt. At Luxembourg og de britiske kanaløer er særrum for skattetænkning er heller ikke spor progressivt.

Men det må kunne lykkes at finde fælles berøringspunkter, der kan manifestere venstrefløjen som en europæisk kraft. Det er nærliggende at blive enige om bekæmpelse af skattely og social dumpning. Enighed om lønmodtagerrettigheder er sandsynligvis heller ikke se svært. Miljøtiltag, udvikling af infrastruktur, produktion og energiinvesteringer er nok ikke helt nemt at blive enige om – men slet ikke umuligt.

Det burde også være muligt at etablere en venstrefløjlsfront mod hele dette nedskæringskoncept som især kansler Merkel personificerer - som egentlig også ligger i forlængelse af både tysk økonomisk tænkning og grundpolitikken hos Den europæiske Centralbank.

Intet europæisk land vil være i stand til at gøre op med eller bare begrænse finanskapitalens altdominerende magt. Dette kan kun gøres af en meget stor og meget magtfuld aktør. Jeg kan ikke forestille mig nogen venstrefløjs bevægelse i dag kan vinde slagkraft uden at kunne sige, hvordan finanskapitalen kommer under kontrol.

Før det kan blive til noget, må vi lære at tænke på os selv som europæiske lønmodtagere, arbejdere, proletarer eller i det mindste bare borgere. Og så danske lønmodtagere, arbejdere ect. – når det er relevant.

Er jeg så ikke tilbage i en tvangstanke om mere integration, som jeg netop har taget afstand fra? Nej. Forskellige problemer skal løses på forskelligt niveau.

Det er et problem for hele den europæiske lønmodtagerklasse at vores sydeuropæiske venner holdes i et jerngreb af tyske bankinteresser. Det er også et problem for alle europæiske lønmodtagere at Middelhavslandene modtager strømme af immigranter fra Nordafrika, der kan slå bunden ud af enhver social stabilitet. Det kræver fælles løsninger, som en europæisk venstrefløj må have sit svar på.

Hertil vil nogen sige, at enhver form for progressiv politik på europæisk niveau er dødsdømt. Det ville kræve et opgør med alle EU's nederdrægtigheder. Men de kan ikke rokkes, fordi de allerede er indskrevne i bindende traktater uden udløbsdato. Desuden er alle EU's institutioner overhovedet ikke indstillede til nogen form for demokrati og parlamentet har ingen reel magt.

Der til må jeg sige: Det er slet ikke nemt. Hvis vi var et andet sted, ville det være nemmere. Bare gå ned af Gardiner Street og så ..

Når Angela Merkel så let kunne trumfe finanspagt igennem, var det ikke mindst, fordi der ikke var nogen modstand fra venstrefløjen. At samle en modstand mod dette er ikke nemt, at tromle den tilbage er endnu sværere. At gøre EU's institutioner demokratiske er sandelig heller ikke nemt.

Der er bare ikke andre muligheder. Højrefløjen vil gerne det helt uregulerede marked uden Bruxelles og Strasbourg. Det er overhovedet ikke noget venstrefløjen kan være med på. Kan man så melde sig ud af det indre marked? Den mulighed er slet ikke ønskelig. Det ville betyde ubeskriveligt store afsavn for lønmodtagerne og hele befolkningen i øvrigt, at skulle omstille til en økonomi, der ikke var involveret med de hidtil kendte handelspartnere.

Skal venstrefløjen i offensiven igen, bliver vi nødt til at udvikle sammenhængende forestillinger om andet end store og små justeringer på et kapitalistisk system. 

Det bliver ikke meningsfyldt før politik tænkes og forklares på niveau med hele den verdensdel vi er i.

Annonce