SYRIZA’s tre største udfordringer

Valget er udskrevet i Grækenland og enhedslistens søsterparti SYRIZA står til at vinde magten. En situation, der meget vel kan vise sig at være et historisk øjeblik for den europæiske venstrefløj.

På et møde i Madrid sidste år mødte jeg den karismatiske formand for SYRIZA, Alexis Tsipras. Her gjorde han det klart, at vinder den græske venstrefløj valget, er der skabt et helt nyt spillerum for en progressiv politik i Europa.

Men han gjorde det samtidig klart, at opgaven ikke ville blive nem og at SYRIZA får brug for international opbakning fra hele den europæiske venstrefløj, hvis det skal lykkedes dem at bane vejen for et opgør med nedskæringspolitikken og finanssektorens grådige hærgen.  

For selvom SYRIZA i øjeblikket står til at blive Grækenlands største parti, er der stadig lang vej til målet og vejen mod magten byder på mange store udfordringer og dilemmaer.

Der er særligt tre udfordringer, der venter SYRIZA forude. 
 

Vinder SYRIZA valget?

Første udfordring er selvfølgelig, rent faktisk at vinde valget. Selvom SYRIZA i øjeblikket fører over de konservative (Néa Dimokratía) i meningsmålingerne, og har gjort det siden maj sidste år, er det stadig en stor opgave at fastholde forspringet helt frem til valgdagen d. 25. januar. 

For der er ingen tvivl om, at finanssektoren, EU-eliten og IMF vil gøre hvad de kan, for at undgå at venstrefløjen vinder valget i Grækenland.

Frem til valgdagen vil vi derfor uden tvivl se en heftig kampagne, der vil forsøge at skræmme og afpresse den græske befolkning til ikke at stemme på SYRIZA. Præcis som vi så det under valgkampen i 2012.

Og skræmmekampagnen har allerede taget form. Tyske Der Spiegel kunne således rapportere fra anonyme embedsmænd, at Angela Merkel skulle være parat til at smide Grækenland ud af euroen, hvis SYRIZA kommer til magten.

Også EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har advaret det græske folk mod konsekvenserne ved, at vælge de forkerte og IMF har, med udsigten til venstrefløjens sejr, foreløbigt suspenderet alle udbetalinger til Grækenland.

Ifølge kampagneleder i SYRIZA, Alexandros Bistis, er den største fare for partiet en situation, hvor det lykkedes højrefløjen og EU-eliten at puste til frygten for fremtiden i den græske befolkning.

Særligt spørgsmålet om hvorvidt en SYRIZA-sejr vil betyde et græsk exit fra eurozonen eller EU, er sprængfarligt materiale, der i løbet af valgkampen kan flytte mange stemmer.

Den første store udfordring er derfor at modstå skræmmekampagnen og fastholde føringen helt frem til valgdagen d. 25. januar.
 

Kan SYRIZA danne en regering?

Lykkedes det SYRIZA at blive valgets største parti, hvilket meget kunne tyde på, venter næste udfordring: At danne en regering.

I det græske valgsystem er indbygget en udemokratisk valgregel, der betyder, at valgets største parti får 50 ekstra pladser i Parlamentet.

Reglen, som SYRIZA med en sidebemærkning ønsker afskaffet, betyder at ét parti kan sikre sig et absolut flertal (dvs. hvad, der svarer til 90 mandater i det danske Folketing) hvis de opnår 35-40 procent af stemmerne.

Den endelige procentsats afhænger af, hvor mange partier, der kommer over spærregrænsen.

Tre ud af de seneste seks målinger har givet SYRIZA 35 procent eller derover og dermed absolut flertal, men det er forsat stærkt usikkert om partiet vil få nok sæder i Parlamentet, til alene at sikre sig et flertal.

Opnår SYRIZA ikke absolut flertal, kan det blive en udfordring at danne en regering. Der er nemlig ikke mange samarbejdspartnere at pege på. Det sekteriske græske kommunistparti KKE, der stadig ser lyset i Stalin og som under 2012-valgkampen førte valgkamp med sloganet ”Stol ikke på SYRIZA” har på forhånd udelukket enhver form for samarbejde. 

Venstrefløjspartiet DIMAR, svarende til SF, er delt på spørgsmålet om de støtter SYRIZA, men vil med al sandsynlighed ikke klare spærregrænsen på 3 procent som konsekvens af deltagelse i en regeringskoalition bestående af socialdemokratiet og de konservative.

Det socialdemokratiske PASOK er ligeledes i en dyb krise og risikere også at falde under spærregrænsen efter at partiet netop er blevet splittet i to. Partiets tidligere formand og ex-premierminister Giorgos Papandreou, hvis far var med til at danne PASOK, forlod således partiet d. 2. januar og stiftet et ny parti under navnet ”Den demokratisk socialistbevægelse”.  

Imens Papandreou og hans nye parti har afvist et samarbejde med SYRIZA, og ønsker at forsætte nedskæringspolitikken, er formanden for PASOK Evangelos Venizelos mere åben for et samarbejde. Tiltroen i SYRIZAtil PASOK’s reelle intentioner om samarbejde, er imidlertid meget lille og der er meget forskellige vurderinger om, et regeringssamarbejde er et realistisk scenarie.

Sideløbende vil EU-Kommissionen uden tvivl presse alle de øvrige partier til at forsøge at danne en teknokratisk regering uden om SYRIZA, som vi så med valget i 2012.

Den anden store udfordring er derfor at danne en regering, hvis ikke SYRIZA opnår absolut flertal.
 

Balancen mellem magten og idealerne

Vinder SYRIZA valget og lykkedes det at danne en regering kommer den tredje store udfordring: At gennemføre en socialistisk politik, når man har hele EU-eliten og finanskapital imod sig. 

Vurderingen er, at de europæiske eliter sandsynligvis vil vælge en af to strategier for at knække en venstrefløjsregering i Grækenland.

Første strategi er, at forsøge at vælte en venstrefløjsregering hurtigst muligt ved at lægge den under et maksimalt pres fra dag ét og tvinge den til et hurtigt nyvalg med håb om at erstatte den med en ny konservativ regering. Til det har EU-eliten og de finansielle aktører en række værktøjer de kan tage i brug.

Bl.a. kan den Europæiske Centralbank stoppe med at returnere renteindtægterne på de græske statsobligationer og mindske, eller helt stoppe, udbetalingerne af midler fra EU’s strukturfonde.

Aktører på det europæiske finansielle markedet kan udløse et bankstormsløb på de græske banker med erklæringer om mistillid til den græske banksektor og de europæiske magthavere kan opfordre til ikke længere at investere i landet, hvilket vil have en ødelæggende effekt på den græske økonomi.

Værst vil det det være, hvis ECB truer med at stoppe likviditeten til de græske banker. Et sådan initiativ vil kunne nedbryde den græske banksektor næsten øjeblikkeligt. Yanis Varoufakis, økonomiprofessor og medlem af SYRIZA, har kaldt dette instrument for et økonomisk ”atomvåben”.

Selvom det er højest usandsynligt at ECB vil gå så langt som til at bruge dette instrument, så har banken tidligere truet med at afskære irske banker fra al udlånsaktivitet, hvis ikke den irske regering overtog al gælden fra de insolvente irske banker.

Den anden strategi som EU-eliten kan anvende, og som vurderes som den mest sandsynlige af SYRIZA-folk, er en strategi, hvor de europæiske eliter vil forsøge at demoralisere SYRIZA. Dette skal ske ved, over en længere periode, at tvinge partiet til at gennemføre en højreorienteret økonomisk politik og forhindre partiet i at gennemføre sine valgløfter.

Det vil betyde, at nedskæringspolitikken kan forsætte og vil samtidig forpurre en situation, hvor venstrefløjens sejr i Grækenland, kan fungerer som inspiration og katalysator for venstrefløjen i andre steder i Europa.

Mens den første strategi ville være mere brutal og direkte, er den anden på længere sigt mere farligt for den græske og europæiske venstrefløj og vores fælles venstrefløjsprojekt. 

John Milios, cheføkonom i SYRIZA og professor i politisk økonomi, vurderer den anden strategi som den mest realistiske.

Han har bl.a. udtalt at, "Jeg tror, de vil forsøge at gøre med SYRIZA, som de gjorde med venstrefløjspartierne i Italien. De var meget venstreorienterede da de var i opposition og neoliberale da de var i regeringen. [..] Det betyder, at vi skal være forsigtige indenfor partiet. I marxistiske termer: klassekampe er overalt, selv inde i partiet. Det er derfor, vi har brug for at arbejdere mobiliserer for, at støtte partiet og fremsætte forslag selv.”

SYRIZA kommer derfor til at stå overfor en svær balance. Ved, at presse for hårdt for et brud med EU, risikerer partiet at støde den græske befolkning fra sig og hermed også regeringsmagten. Omvendt vil en situation, hvor partiet ikke presser hårdt nok på for et brud med EU, og acceptere for mange kompromiser, lede til den frygtede socialdemokratisering af SYRIZA, der vil fjerne grundlaget for partiets politiske idealer og mål.

Den tredje store udfordring for SYRIZA er derfor at få gennemført deres politik i praksis, uden at miste regeringsmagten eller sine politiske idealer i processen.
 

”Historien bankede på, åbnede du døren?”

Det står klart, at det ikke nogen nem opgave vores græske kammerater står overfor. Ikke desto mindre er optimismen hos både embedsmænd og aktivister i SYRIZA stor.

Forventningen er at partiet vil vinde valget og danne den næste regering. Samtidig er grækerne stærkt bevidste omkring de mange udfordringer, og tiden siden sidste valg i 2012 er blevet brugt ihærdigt på at forberede sig og lægge strategier i forhold til de scenarier, der kan udspille sig.

Ved at få regeringsmagten i Grækenland håber SYRIZA at fremprovokere debatter i de øvrige nedskæringsramte eurolande og på den måde øge presset på EU-eliten.

Der er således allerede forlydender om, at andre eurolande ser SYRIZA’s mulige magtovertagelse som en opportun lejlighed til at bringe uenigheder om EU’s nedskæringspolitik til overfalden – uenigheder som i øjeblikket er stærkt undertrykt.

Tvinges en SYRIZA-regering i knæ, kan det komme til at præge hele den europæiske venstrefløj mange år ud i fremtiden. Omvendt vil den græske venstrefløjs succes betyde et kæmpe skridt i kampen for at skabe bedre vilkår for lønmodtagere i hele Europa.

Meget afhænger af vores græske venner.

Som Naiomi Klein foreslår i sin nye bog. Møder du Alexis Tpiras, så stil ham spørgsmålet.

”Historien bankede på, åbnede du døren?”