Ulighed bør bekæmpes med politisk vilje

Der tales i disse dage meget om voksende ulighed, både i Danmark og i resten af verden. Det er særligt den franske økonom Thomas Piketty og hans værk om kapitalismens uafvendelige tendens til at skabe ulighed, der igen har fået hele verden til at diskutere ulighed. 

Vi hilser debatten meget velkommen, for den er yderst aktuelt, ikke mindst i et udviklingsperspektiv. For det er desværre ikke kun i Danmark, at uligheden er voksende. Løfter vi blikket lidt og ser på fordelingen af goderne på globalt plan, går udviklingen også i den helt forkerte retning. Syv ud af ti bor i dag i lande, hvor uligheden er steget gennem de seneste 30 år. 

De nyeste tal fra Credit Suisses årlige formueopgørelse viser, at den rigeste ene procent, nu råder over hele 48,2 procent af verdens rigdomme. Til sammenligning råder de 80 procent fattigste mennesker kun over seks procent af verdens rigdomme.

Endnu værre står det til, hvis man alene ser på den absolut mest velhavende elite. Den britiske udviklingsorganisation Oxfam har i en nylig rapport opgjort, hvordan de 85 rigeste mennesker tilsammen nu ejer lige så meget som de fattigste 3,5 milliard mennesker eller hvad, der svarer til halvdelen af jordens befolkning. 

Kampen mod ulighed er ingen ny prioritet
Det er fuldstændig absurde tal, der bør få os alle til at stille spørgsmål ved om vores nuværende system virkelig er i stand til at fordele verdens goder på en retfærdig vis, og hvordan vi bedst muligt bekæmper den stigende globale ulighed. 

Mange internationale aktører, herunder FN har udråbt den voksende ulighed som en af de største sociale, økonomiske og politiske udfordringer. Men kampen mod den ulige fordeling af verdens goder er langt fra en ny prioritet blandt udviklingsorganisationer og regeringer i verden. De mest velstående lande har i mange årtier gennem udviklingsbistand forsøgt at kompensere for den globale ulighed.

Hvert år gives der således internationalt i omegnen af 730 milliarder kroner i bistand, og gennem de seneste 30 år er der samlet set givet mere end 11.500 milliarder kroner i udviklingsbistand. Det er rigtig mange penge, så man må spørge sig selv, hvorfor det alligevel ikke er lykkedes at vende udviklingen.

Internationale strukturer skaber ulighed
En væsentlig del af forklaringen skal findes i de internationale strukturer, der konsekvent modarbejder bistandens grundtanke om omfordeling. Disse strukturer indbefatter blandt andet det internationale frihandelsregime og de forsatte overførsler af værd kapitalflugt, privatisering af naturressourcer og pålæg af illegitime gældsbyder. Multinationale virksomheder flytter hvert år 5000 milliarder kroner ud af udviklingslan penge, der kunne være gået til at skabe vækst eller bygge skoler og hospitaler.

Desuden betaler udviklingslande 3000 milliarder kroner i renter og afdrag på lån til verdens rige lande. Afdrag, hvoraf en stor del består af renters renter på illegitime lån akkumuleret af diktatorer, der for længst er begravet eller afsat. 

Og så er der de penge som udviklingslandene mister på grund af unfair handelsvilkår pålagt af de rige lande. Handelsvilkår, der tvinger de fattigste lande til at liberalisere og åbne deres markeder for multinationale selskabers uhæmmede adgang til billige ressourcer og arbejdskraft. Men det sker med store omkostninger.

Økonomer fra Massachusetts Universitet vurderer således, at disse vilkår hvert år koster de fattige lande omkring 2700 milliarder kroner. 

Tages alle disse strukturer i betragtning, betyder det samlet set, at for hver gang der internationalt gives en krone i udviklingsbistand, så forsvinder 14 kroner ud af de fattigste lande. 

Politisk kamp - ikke bare bistand
Udviklingsbistand er i vores øjne hverken ligegyldig eller uvæsentlig på den korte bane. Men de førnævte forhold viser, at ønsker vi reelt på langt sigt at tage fat om de grundlæggende årsager til fattigdom og ulighed i verden, kan den økonomisk støtte til udviklingslande ikke stå alene. 

Befrielsen fra kolonialismen lovede demokrati, lighed og frihed i mange fattige lande. Men i dag er den koloniale undertrykkelse blevet afløst af økonomisk apartheid, hvor en lille politisk og økonomisk elite gennem internationale strukturer beriger sig på bekostning af en bredt baseret social og økonomisk fremgang for befolkningen.

Vores bedste værktøj i kampen mod den stigende globale ulighed er således ikke fortsat blind økonomisk støtte, men derimod den politisk vilje til reelt at sikre forandringer af de globale strukturer, der i dag bidrager til at fastholde millioner af mennesker i fattigdom. Og forandring i de strukturer vil kun ske gennem politisk kamp.

Blogindlægget bringes i anledning af international blog action day, der i år fokusere på ulighed. Indlægget er en lettere opdateret udgave af et indlæg bragt i Kristeligt Dagblad og er skrevet i samarbejde med Mads Barbesgaard, Politisk formand i Afrika Kontakt.