Annonce

18. maj 2010 - 9:22

15 årsdagen for en begivenhed der definerede mig…

»Dem der ikke hopper, de er SFU’ere«

Uret har netop passeret midnat og ovenstående kampråb fylder langsomt en fest i et baghus på Blegdamsvej på Nørrebro i København.

Festen ligger på 2 årsdagen for det danske ja til det såkaldte Edingburg-forlig, bedre kendt som ”det nationale kompromis”, hvor i den daværende Nyrup-regering og SF fik fastlagt de såkaldte ”fire danske undtagelser”.

Det er således også 2 årsdagen for de såkaldte ”18. maj uroligheder”, hvor politiet blev mødt med en regn af brosten og for første gang siden besættelsen skød med skarpt ind i en folkemængde. Disse kampe fandt sted på Sankt Hans Torv, blot 300 meter fra nævnte baghus.

Festen er en såkaldt ”Nej-fest” og afholdes af SFU-København i SFU’s lokaler. Forklaringen på kampråbet i indledningen skal imidlertid findes i, at torsdag den 18. maj 1995 er udvalgt som kulminationen på over to års grundlæggende interne konflikter i SFU. En større gruppe medlemmer af SFU - især fra København – er fra midnat ikke længere medlem af organisationen.

Selv var jeg en stor dreng på 14 år, som for længst var taget hjem da vi nåede midnat (så kampråbet er altså et erindret referat). Begivenhedens omfang understreges dagen efter, da TV2-Lorry kan berette om omfattende hærværk mod SFU’s hus (af typen ”maling på andres ejendom”).

”Den moralske leder for de halvautonome” (hans eget sarkastiske titelvalg) lægger dog afstand til hærværket. I en kommentar kort efter slår han fast at »selv om man igen og igen er blevet udråbt som autonom…, så berettiger det ikke én til at opføre sig som en autonom« og »der er grænser for hvor langt over stregen man kan gå, og hvis ikke man kan finde ud af hvor den grænse er, så skal man helt lade være med at gå over stregen«.

Jeg husker optakten til nej-festen som en café-debat om mediepolitik, hvor SF’s mediordfører Aage Frandsen holder oplæg (måske husker jeg galt). Jeg husker også samtaler af typen: ”Melder du dig ud?”… ”Nej”… tavshed. Og et hjørne tæt på døren, hvor os der ville blive i SFU sad ret alene.

Egentlig var jeg ret tæt på at gå med udbryderne. Men på et møde to dage tidligere i min lokalafdeling SFU-Ballerup/Herlev, slog vores lokale kontaktperson i bordet: ”Vi melder os ikke ud” – og sådan blev det… bortset fra de to der gjorde det alligevel og som man naturligvis (næsten) ikke talte med i det efterfølgende år (og så er venstrefløjen i Ballerup altså heller ikke større…).

”Ned til Bording drog vi sammen…”

Bruddet i SFU betød at omkring 100 mennesker meldte sig ud af organisationen. Selve kulminationen var en hård måned fra SFU’s landsmøde i påsken 13.-17. april og frem til ovennævnte fest den 18. maj. Udover de interne uroligheder, stod vi midt i en af 90’ernes største arbejdskampe – den såkaldte Ribus-konflikt.

Landsmødet var historisk stort, med ca. 270 deltagere (rekorden stod i over 10 år). Landsmødet foregik på skolen i Bording – en lille by placeret midt mellem Silkeborg og Herning. Umiddelbart et noget akavet sted for et landsmøde, men efter sigende den skole man kunne få fat i, der lå længst væk fra København.

Turen derover startede for os københavnere meget tidligt torsdag morgen med fælles morgenmad i SF-Vesterbros lokaler. Her kunne vi købe små stormfaner til at medbringe i landsmødesalen (noget der virker ret effektivt). Under afdelingsfaner, et Palæstinensisk flag og et DDR-flag (!), vandrede vi til Hovedbanegården og tog et regionaltog til Korsør. Ved indtagelsen af storbæltsfærgen sang vi Internationale. Og da vi sidst på eftermiddagen gik i optog fra Bording station til skolen, kiggede den mystificerede by forskræmt ud på os… ”Russerne kommer” har flere angiveligt tænkt – og rigtig nok var der lagt i kakkelovnen til et ordentligt rabalderopgør midt i deres fredelige flække (de blev dog forskånet for direkte involvering…).

Jeg husker forbavsende lidt fra landsmødet (ikke på grund af druk – den slags var jeg slet ikke begyndt på endnu), formentlig fordi oplevelsen i sig selv var meget overvældende for en knægt på 14 år. Jeg husker dog på et tidspunkt meget modigt at udfordre en af spidserne fra Odense-afdelingen (som var på ”de andres” hold), ved at erklære at der var vand omkring Fyn, fordi det var for dyrt med pigtråd (flabede møgunge… og jeg der ellers var sådan en stille og forsigtig dreng).

Landsmødet bølgede frem og tilbage. Temmelig mange afstemninger blev taget skriftligt – bl.a. en sideordnet afstemning om fire alternativer (puha!). Det ultimative var dog valget af formandskab lørdag aften. Som jeg husker det fik Københavns kandidat tillid fra 52%, mens Århus’s fik fra 57%... det var lige nok til at begge blev valgt. Ellers var organisationen blevet sprængt på stedet.

Fra højtalerne i baren hørtes kort tid efter: »I kan ikke slå os ihjel...«

”Vi skal stemme i LL, husk at tæl til 18…”

I den efterfølgende måned foregik der nogle af de mest uforsonlige organisatoriske manøvrer, som man kan forestille sig i ellers fredsommelige politiske foreninger. Jeg var som purung og spritny fodtusse naturligvis forskånet fra at deltage i dette og ved derfor kun hvad jeg har læst og hørt. I et åbent brev fra de kommende udbrydere står bl.a.:

»Med X og Y i spidsen iscenesatte 18 medlemmer af LL i løbet af dagene før LL-mødet nogle stemmeaftaler. Dette kædet sammen med en nøje udvalgt afstemningsprocedure, betød at mindretallet i landsledelsen blev kørt fuldstændigt ud på et sidespor… [dvs. ikke fik valgt en eneste kandidat i forretningsudvalget, kbj]«

Overskriften til dette afsnit er de første to linjer fra en datidig sang om denne begivenhed. Det ultimative dødsstød til Københavner-fløjens tilstedeværelse i organisationen er dog nok den oplevelse der derpå beskrives i det åbne brev:

»På det første forretningsudvalgsmøde umiddelbart efter LL-mødet, blev Z reelt frataget alle de tillidshverv, der normalt er forbundet med hvervet som medlem af SFU’s formandskab, og de overførtes herefter til Y. Dette skete med stemmerne 5-1 i FU, hvilket kun kan tolkes som fortsat rendyrket fløjkamp«.

Denne defacto afsættelse af den ene af SFU’s to formænd, fik københavnerfløjen til at deponere deres udmeldelser af organisationen. I det åbne brev hedder det: »Hvis vi ikke inden 18. maj 1995 har modtaget et udspil om samarbejde fra Y’s fløj i ledelsen, vil udmeldelserne blive afleveret«.

Min gode partikammerat og medlem af Europaparlamentet Margrethe Auken siger altid, at »man skal ikke true med at gå, kun med at blive«. Og netop denne udmelding fra københavnerne havde den anden fløj, der reelt var en sammenslutning af mindst to fløje, formentlig ventet længe på. Der kom aldrig noget udspil og den 18. maj meldte ca. 100 mennesker sig altså ud af SFU. Nogen kaldte det en sprængning, andre for en afskalning.

”Gør mere skade end gavn…”

Når man fra dem der sad på magten i SFU’s side var villige til at gå utroligt langt for at slippe af med københavnerfløjen, handlede det først og fremmest om politik (men naturligvis også om regulære personstridigheder). Man mente slet og ret ikke at de pågældende personer politisk hørte hjemme i SF (og dermed heller ikke i SFU).

Det handlede først og fremmest om politiske metoder. I SFU’s medlemsblad Aktivisten (nr. 7, 1994) skrev et medlem af SFU’s formandskab at »det gør absolut ikke noget… hvis vi går over stregen ift. politivedtægter og lignende. Så længe vores moral kan sige god for det…«. Denne type af prioritering mellem ”politivedtægt” og ”egen moral” er ikke just hvad man forventede af en ”god SF’er”.

Dernæst handlede det også om politiske synspunkter. Jeg har allerede nævnt medbringelsen af et DDR-flag til landsmødet (de eneste egentlige tumulter opstod, da den afgående økonomiudvalgsformand forsøgte at klippe DDR-diktaturets logo ud af det tyske flag) og der foregik også en omfattende brug af ”hammer og segl”-symbolet (bl.a. havde SFU-Vesterbro/Valby fået trykt t-shirts med hammer og segl på). Ikke just populære symboler i et parti stiftet i opposition til Sovjetblokken.

I familie med dette kom en ganske omfattende persondyrkelse af den tidligere formand for DKP – på det tidspunkt folketingskandidat for SF – Ole Sohn. I SFU-Københavns blad ”Komsomolskaja Pravda” (der også var navnet på de sovjetiske ungkommunisters avis) – mere kort kaldet ”komSkod”, kunne man i oktober 1994 læse følgende redaktionelle note:

»Københavnsregionens guru og ideologiske helt er siden sidste udgave af komSkod fyldt 40 år. Redaktionen ønsker til lykke og ønsker Ole et langt, lykkeligt og karrierefremmende liv!«

Og i den måske mest centrale kampsang for SFU-København på melodien fra ”Go West” lød omkvædet:

»Kryds F – kryds ved Ole Sohn

Kryds F – mod deres union

Kryds F – Holger han skal ud

Kryds F – Ole Sohn er Gud«.

Afskyen over for partiets formand og den åbenlyse dyrkelse af Ole Sohn (som jeg ikke tror nogensinde havde bedt om den opmærksomhed), bidrog til det samlede billede hos SFU’s ledelse. Københavnerne hørte ikke hjemme i organisationen og måtte for enhver pris og med om nødvendigt benhårde organisatoriske metoder, jages ud af organisationen.

I SFU-København satte man selv – som med så meget andet – den opfattelse på vers:

»Oprør! Modstand! Intet roligt bagland.

SFU-København, Gør mere skad’ end gavn«

En af venstrefløjens store døgnfluer

Bruddet med SFU førte til skabelsen af en ny politisk ungdomsorganisation. Allerede senere i maj udkom et eksemplar af et blad kaldet ”Stjernen”. Det skulle egentlig have været et ordinært nummer af SFU-Københavns medlemsblad, men det samlede oplag af dette faldt i hænderne på SFU’s landsorganisation, der i samspil med en makulator uskadeliggjorde det.

”Stjernen” udsendtes officielt af en forening kaldet ”Socialistisk Forandring”. Der indgik dog også arbejdstitlen ”Socialistisk Ungdom” (der efter sigende måtte droppes, fordi nogen havde taget patent på navnet (?)). Organisationen endte dog med det knapt så mundrette navn ”Uafhængige Unge Socialister” (UUS). Foreningen holdt stiftende møde i Køge den 3. juni 1995.

De fleste af UUS’s medlemmer var tidligere SFU’ere og opretholdt i første omgang deres medlemskab af SF. Blandt de ikke-SFU’ere der kom ind i organisationen (rygter vil vide at det var 2 i alt), finder man bl.a. Pernille Rosenkrantz-Theil, som vidst endda havde titel af næstformand.

UUS’s formand havde en fortid som medlem af SFU’s formandskab og havde oven på Folketingsvalgkampen i september 1994, rettet et hårdt angreb på Enhedslisten og særligt organisationen Rebel, i SFU-Københavns medlemsblad. De to organisationer mente man havde ført en ensidig kampagne imod SF, frem for mod den fælles fjende i VKZ-blokken (som det hed dengang). Han skrev bl.a. i en kommentar med titlen ”Rend mig i rebellerne”:

»Jeg vil gerne opfordre SFU til ikke at lade sig provokere af Rebel. Når jeg er færdig med at skrive dette indlæg, så er jeg også færdig med at beskæftige mig med Rebel… Ignorer disse frelste rebeller og enhedslistefolk, lad dem sidde og pudse deres glorier, mens de fører lange teoretiske diskussioner om, hvornår revolutionen kommer…«

På UUS’s landsmøde i 1996 – da var organisationen 1 år gammel – besluttede et flertal at opløse organisationen, for derefter at melde sig ind i Rebel. På samme tidspunkt gik en række af de forhenværende SFU’ere fra SF til Enhedslisten. Bevægelsen fra at skulle ignorere Rebel og Enhedslisten til at være med i disse organisationer, tog altså lidt over 1½ år.

Som et kuriosum vedrørende kritikken af at disse to organisationer førte lange teoretiske diskussioner, kan nævnes at UUS kaldte sit medlemsblad for ”Mens vi venter” (på revolutionen, forstås).

UUS eksisterede altså kun i et år og må derfor kaldes en døgnflue. Men en krabat af en døgnflue, som har leveret adskillige parlamentarikere og dygtige organisationsfolk til især Enhedslisten - men også til f.eks. Socialdemokratiet og fagbevægelsen. En del af de frafaldne SFU’ere vendte dog senere hjem til organisationen eller moderpartiet.

Epilog – hvordan blev jeg defineret

Jeg skal beklage at dette indlæg er så langt. Og at det måske mere handler om mig selv og er skrevet til mig selv, end til resten af verden. Men 15 årsdage er nu engang en god anledning til at reflektere over historie, man selv har været en del af. Og historien om sprængningen af (eller afskalningen fra) SFU den 18. maj 1995, er meget lidt afdækket.

Jeg skal også beklage hvis nogen føler sig uretfærdigt ramt. Jeg er overbevist om at mit blogindlæg er nuanceret nok til, at dem der for alvor har været en del af en af siderne, vil føle at jeg glorificerer den modsatte side (hvis de overhovedet bekymrer sig om det mere). Jeg håber I vil give jeres bidrag til historieskrivningen.

Den historiske baggrund for bruddet var formentlig todelt. For det første var SFU præget af, at en generation af aktivister var søgt fra Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) over i SFU, efter DKU’s opløsning i 1990. Den anden var et generelt opgør i SF om den politiske linje, som for alvor var startet med partiets deltagelse i ”det nationale kompromis”.

UUS-folkene rummede meget godt tankegods i sig. Ikke mindst deres baggrunde i elevbevægelsen (der var f.eks. adskillige tidligere DGS-topfolk blandt udbryderne) udgjorde noget særligt i SFU-regi, som SFU først fik genskabt små 10 år senere.

SFU-Københavns aktivitetsniveau var også ekstremt højt i deres tid. Efter splittelsen kollapsede SFU’s arbejde i København og var reelt nok over 10 år om at komme op i gear igen. Også nationalt måtte SFU registrere det laveste medlemstal i mange år i 1996 – bare 850. Jeg er dog ikke i tvivl om, at bruddet var rigtigt for begge parter, hvilket UUS’s lette indslusning i Rebel og Enhedslisten viste.

Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor jeg dog er medlem af SF og ikke af Enhedslisten (okay – jeg bliver faktisk ikke spurgt ret meget om det mere…). Det kan jeg godt give politiske, strategiske og teoretiske forklaringer på. Men den reelle historiske forklaring er nok, at kontaktpersonen i SFU-Ballerup/Herlev den 16. maj 1995 slog i bordet og sagde: ”Vi melder os ikke ud”. De andre overvejelser er kommet til siden.

En meta-refleksion over dette kunne være, hvad i al verden der afgør at man havner et bestemt politisk sted. Retrospektivt vil man typisk forklare det som et politisk rationale. Men reelt er det formentlig et langt mere kompliceret net af socialiseringer og ikke mindst tilfældigheder.

Annonce