Alternativet til EU blæser i vinden

Resumé:

I tidligere blogs har jeg forfægtet det synspunkt at der for venstreorienterede ikke var en positiv mulighed at melde Danmark ud af EU. - Trods EU's mangel på demokrati, trods EU's borgerlige orientering. Jeg kritiserede Enhedslistens EU-opfattelse, idet jeg hævdede at Enhedslisten ikke var i stand til at udvikle sammenhængende forestillinger om progressive samfundsudviklinger, netop fordi man manglede forestillinger om alternativer til EU. I den forbindelse gjorde Magnus Falko mig opmærksom på en vedtagelse fra Enhedslistens hovedbestyrelse fra 2002. kaldet ”Enhedslistens Alternativ til EU-forfatningen”, der også kaldes Lissabon-traktaten.

Et medlem af Enhedslisten havde gjort mig opmærksom på teksten ”Enhedslistens Alternativ til EU-forfatningen” fra 2002, som et aktuelt udtryk for hvad Enhedslisten mener. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg tro at Enhedslisten ikke selv længere betragtede denne tekst som et udtryk for, hvad partiet mente. Men det er åbenbart tilfældet, og derfor vil jeg prøve at diskutere den.

”Alternativ til EU-forfatningen” indeholder begrundelser for, hvorfor Enhedslisten ønsker at udmelde Danmark af EU, og hvad man forestiller sig af andre muligheder for Danmarks stilling internationalt.

Hovedpunkterne i forestillingerne om et Danmark udenfor EU ser således ud:

Man vil fortsætte EU's indre marked med den – bestemt ikke uvæsentlige - ændring at det skal tillades at indføre ”højere standarder nationalt, samt kræve at andre lande lever op til disse standarder, hvis de vil eksportere varer til Danmark.” Jeg gætter at de højere standarder, man taler om handler om er miljøstandarder, selvom det ikke fremgår. Når jeg gætter på, at man tænker på miljø-standarder er det kun fordi, det er hvad man traditionelt nævner i denne sammenhæng.

Enhedslisten er åbenbart ikke bange for arbejdskraftens frie bevægelighed. Det hedder:

”Mennesker skal frit have lov til at bevæge sig til det land, de ønsker at bo og arbejde i. De skal på alle måder sikres samme løn og ansættelsesforhold som den lokale befolkning – og enhver form for diskrimination bekæmpes.”

Såvidt går Enhedslisten ind for et forholdsvis vidt åbent marked for varer, tjensetydelser og arbejdskraft.

Enhedslisten forestiller sig at et europæiske samarbejde skal varetages af en ny institution, kaldet Organisationen for Europæisk Samarbejde (OES).

Denne organisation skal være forum for aftaler ”indgået mellem de forskellige europæiske lande på de områder, hvor de enkelte lande finder det nødvendigt. Dette gælder alle relevante politiske områder, for eksempel miljø, narkosmugling, flygtninge, landbrug, fiskeri og så videre. At en aftale er mellemstatslig betyder, at et medlemsland har vetoret – eller til enhver tid er sikret retten til at meddele, at man ikke er interesset i at indgår en aftale, hvis en aftale ikke er tilfredsstillende for det pågældende land”

”Enhedslistens Alternativ til EU-forfatningen” er i mine øjne ikke et troværdigt bud på et venstreorienteret alternativ til EU.

Af mange grunde. Lad os se på hvad Enhedslisten forestiller sig om markedet med de nationale miljøstandarder. Hvis Danmark indførte visse miljøstandarder kunne man meget vel risikere at blive mødt med krav om tage dem af bordet igen. Man kunne meget vel blive straffet – helt mellemstatsligt: ”Hvis I ikke vil have vores produkter, vil vi heller ikke have jeres! Vi er ligeglade, når I påstår, det er noget med miljø.” Dernæst er det et meget begrænset, nationalt perspektiv der anlægges. De nationale miljøstandarder er netop kun nationale. De bliver først for alvor interessante, når de omfatter mange lande.

Så vil Enhedslisten åbenbart have fri vandring af arbejdskraften. Her overgår Enhedslisten i denne tekst vist de fleste liberalister og i hvert fald EU's nuværende regler. Der står ganske vist at de vandrende lønmodtagere skal sikres de lokale vilkår – på alle måder. Men hvad vil man stille op, hvis det ikke lykkes? - Jeg tror ikke Enhedslisten vil forsvare denne formulering i dag.. Men jeg vil gerne vide, hvordan Enhedslisten vil bekæmpe international løndumpning.

Skal man for øvrigt være tilfreds med løn og ansættelsesvilkår bare de er lokale? Skal vi ikke solidarisere os med de millioner af lønmodtagere i Europa, der arbejder under kummerlige vilkår? Hvis man ikke kan se et problem der, så er resultatet selvgod provinsialisme. Ikke den internationalisme som Enhedslisten ellers gerne vil.

Så er der reguleringen af samkvemmet mellem de europæiske lande i OES. For mig ser det helt uforpligtende ud, når der står at samarbejdet skal forgå på de områder det enkelte land nu finder for godt.

Hvad vil man opnå med sådanne OES-aftaler? Det blæser i vinden.

Skal Danmarks udenrigsminister sige

”Hej Albanien! Skal vi aftale, at vi aldrig vil hælde gift i vores respektive vandløb?”

eller

”Hej Norge og Irland! Hvad med at holde styr på lav-pris fly?”

Hvad med :

Hej Tyskland! Vil I ikke godt hæve mindstelønnen for landarbejdere? Nej hovsa! Vi kom til at glemme, at vi synes arbejdsmarked er et strengt nationalt anliggende”

I idéerne om OES-samarbejdet indgår tilsyneladende ingen forestillinger om sammenhæng mellem økonomi og politisk magt. Det skal alt sammen være fromt og frivilligt.

Nu har jeg været igennem den seks sider lange ”Enhedslistens alternativ til EU-forfatningen”. Jeg kan stadig ikke se nogle realistiske idéer udfoldet om, at det er muligt at føre en mere progressiv politik udenfor EU. Enhedslistens Danmark udenfor EU havner i en ligegyldig position. Om den kommer til at ligne Norges, Schweiz' eller Islands vil blive underordnet.

Enhedslisten har ikke kunnet udvikle klare begreber for, hvordan Danmarks position udenfor EU vil være.

”Ud af EU” holder ikke.

Teksten jeg referer til kan findes her:

http://www.enhedslisten.dk/files/Enhedslistens%20alternativ%20til%20EU-f...