Annonce

1. marts 2012 - 23:03

De to veje...


I Matrix ku man vælge mellem røde og blå piller/men nu de røde og blå blevet blendet til lilla”.

Sådan rappede Per V i sin kommentar til valgkampen i 2007 med titlen ”Uerstattelig”. Gør dig selv en tjeneste og hør(eller genhør) nummeret så hurtigt som muligt.

Først var der 2 veje der blev til 3...

Per V leverede med ovenstående citat en vigtig pointe. Nemlig at dansk politik er blevet så gennem af-ideologiseret at det efterhånden kan være mere end svært at kende forskel på rød og blå blok. Og det er ikke blevet nemmere med årene.

I 90’erne lancerede Socialdemokratierne i Europa ”den tredje vej” (i modsæting til de to klassiske veje, socialismen og liberalismen), selvom det også dengang var svært at kende forskel på om den vej var et reelt alternativ til liberalismen.

...og via en folkesocialistisk omvej...

Selvom dansk politik kan virke lidt trist engang imellem, er der dog også lyspunkter. Vi har for eksempel fået en folkesocialistisk skatteminister. Han hedder Thor (og du blive ven med ham her).

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i elev- og studenterbevægelsen og i velfærdsbevægelsen, og han har nogle gode idealer. Thor er i hvert fald ikke udelukkende blevet skatteminister på grund af bilen eller fordi han skal være kalif i stedet for kaliffen. Thor er blevet folkesocialistisk skatteminister fordi han har nogle idealer om at hjælpe de svage og fordi han er en utroligt dygtig strateg og forhandler.

...er de 3 veje nu igen blevet til 2.

Desværre tager han også fejl engang imellem. Senest da han med forsvaret for KL’s nye angreb på velfærden, lancerede den nye parole om de 2 veje i dansk politik.

Ifølge Thor er vi i 2012 nået til en ny tid for de venstreorienterede. For mens de borgerlige fik lov til at stå i gaveboden og lege glade givere af skattelettelser, er det nu de venstreorienteredes opgave at fordele regningen og byrderne for gaveboden og finanskrisen rimeligt så alle bidrager.

Thor kan sin Stauning og kan fortælle os at vi ALLE er i samme båd og må hjælpes ligeligt ad med at komme tørt i land. Med andre ord har Thor altså set realiteterne i øjnene (i modsætning til resten af venstrefløjen...) og der ER ikke råd til velfærd som vi kender den mere. I hvert fald ikke hvis velfærden også skal være finansieret i fremtiden eller hvis fattighjælpen skal prioriteres rigtigt. Den gæld gaveboden og finanskrisen har efterladt os med skal altså betales solidarisk af os alle og indtil gælden er betalt skal vi ”stramme bæltet” og prioritere i en folkesocialistisk retning.

Hvor er det vi har hørt det før?

Tænker du også at du har hørt den sang før? Så husker du ikke forkert. For Thors ide og argumentation er lige så ambitiøs som den er ny. Ironisk (eller tragisk om man vil) nok, er det præcis de samme argumenter som Fogh og Løkke fyrede af når de snakkede om at fremtidssikre velfærden (og ikke havde travlt med at købe hele verden og drikke fadøl og løbetræne).

Thor og vennerne (blandt andet modkraft-bloggerne Leif Donbæk Thomsen, Andreas Albertsen, Saila Stausholm mfl.) vil selvfølgelig sige at der ikke er noget alternativ og at udmeldingen fra regeringen er god socialistisk politik fordi vi netop på den måde kan sikre at samfundskagen kan fordeles mere ligeligt.

Men der er et alternativ!

Det er dog som om at regeringen og nu også SF-toppen glemmer at der findes alternativer til at spare på velfærden. Man kunne også vælge at lade de rige og finansverdenen og erhvervslivet betale for deres egen krise. Det kunne for eksempel ske gennem brandbeskatning af de rigeste og ervhervslivet og det ville i min optik være væsentligt mere solidarisk.

Mere moderat kunne man også vælge at investere sig ud af krisen på en klassisk keynesiansk vis – noget S og SF da også argumenterede hårdt for i den valgkamp hvor vi gav dem deres højtønskede regeringsmagt.

Alt dette kan vi diskutere i denne og mange andre debatter. Min pointe står dog fast: Der findes flere og bedre veje i dansk politik end de to som vores folkesocialistiske skatteminister taler om. Og det burde han og SF også vide...

Annonce