Dovne Robert

Denne weekend gik en historie i båndsløjfe i de danske medier. Det var øjensynligt lykkedes DR at finde en bistandsklient, der åbent indrømmede at han var doven og nærmest havde gjort det til en karriere at nasse på systemet. I løbet af ganske kort tid skyllede forargelsen over kongeriget. Både Venstres Ellen Trane Nørbye og Liberal Alliances egen kuglestøder Joakim B. Olsen meldte sig øjeblikkeligt under avisernes forargede faner og den politiske kommentator Lotte Hansen kunne fortælle, at regeringen nu stod med en ny ’Carina-sag’.

Søndag aften tonede ’Dovne Robert’, der øjensynligt har tre afbrudte universitetsuddannelser bag sig, så frem på tv-skærmen i DRs nye program søndagsprogram "På den 2. side" og fortalte, hvordan han angiveligt igennem 11 år har snydt systemet og undgået at komme i arbejde.

• Læs mere om ’Dovne Robert’ hos BT

Men ingen journalister eller politikere stillede sig imidlertid det gode spørgsmål ”hvem er Robert” og forsøgte at researche lidt på manden. Det er ellers ganske let og en simpel google søgning ville da også have givet svaret.

Robert Nielsen – som er dovne Roberts fulde navn – er nemlig ordfører for Nihilistisk Folkeparti. En gruppering der alt efter temperament kan karakteriseres som en provokunstnere, selvglade narcissister med behov for medieeksponering eller en art stand up komikere med hang til valgplakater.

• Læs om Robert Nielsen hos Nihilistisk folkeparti her

Mange kan sikkert huske deres valgslogans fra Kommunevalget i København 2009: ” Alt er ligegyldigt – und­tagen nut­tede dyr” og “Fuck jeres frelse – vi har tømmermænd” (det sidste fulgt af et krav om krav om forbud mod kirkeklokker), hvor Robert Nielsen var opstillet som kandidat

Nihilistisk Folkeparti gled således ind i rækken af de ganske mange grupper, der igennem de sidste fire årtier har benyttet sig af, hvor nemt det er at samle stillere til kommunalvalg og hermed få både en scene og rampelys stillet til rådighed. Master Fatman fik som bekendt sikret nyt liv til sin karriere ad den vej, da det Kosmiske Parti i sin tid stillede op. Og hånden på hjertet – hvem i alverden ville kende Jacob Haugaard, hvis ikke han år efter år havde stillet op som løsgænger i Århus – lige indtil han faktisk blev valgt og det viste sig, at det egentlig ikke var særlig morsomt.

Og Nihilistisk Folkeparti opnåede da også en ny generations drømmemål i form af adgang til mediebyen under Roskilde Festivalen i 2009, og TV-optrædener med Clement Kjersgaard og i Go'morgen Danmark. Og længere kan man vel ikke nå i disse reality TV-tider.

• Læs mere om Nihilistisk Folkeparti på partiets hjemmeside

Der har længe været været stille omkring Nihilistisk Folkeparti. Andre væsentlige kunstnere som Sidney Lee og Amalie Szigethy har for længst overhalet de nihilistiske performance kunstnere i mediebilledet og det går givetvis skidt med salget af merchandise for partiet. Men nu har man så øjensynligt lanceret en ny politisk kampagne eller kunstnerisk happening (jeg skal ikke kunne sige, hvad der er oppe og nede denne gang). Denne gang mod kontanthjælpen.

Nihilistisk Folkeparti har nemlig faktisk et politisk program, hvor man blandt andet langer ud efter velfærdsstaten:

”Velfærdsstaten er en substitutreligion: Et kollektivistisk, kristent tankesæt der har holdt Danmark i et ondt og grotesk jern­greb. Vel­færds­staten er en afgud, vi tilbeder og håber vil frelse os. Men den har ikke frelst os mere end de gamle døde guder gjorde. Velfærd er lykkepiller for folket!”

Samtidig er det et mål, at der skal indføres en maksimalløn for at arbejde, der svarer til kontanthjælpen. Ellers om partiet fastslår i sit program

”Nihilistisk Folkeparti har den grundholdning, at arbejde er en vederstyggelighed. Det er ikke bare det materielle grundlag for menneskets formålsløse eksistens; det skaber også illusioner om mening og formål.

(…)

Det kræver et økonomisk incitament. Derfor vil NFP arbejde for, at der på det danske arbejdsmarked indføres en maksimalløn, som matcher det aktuelle kontanthjælpsniveau.

Det skal ikke kunne betale sig at arbejde.”

Og herved rammer de jo interessant nok sandheden spot on – om end noget ufrivilligt. For det kan nemlig betale sig at arbejde og det store flertal af befolkningen vil gerne have et arbejde trods den igangværende kampagne mod arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.

Robert Nielsen tager meget præcist bestik af den igangværende stemning blandt politikere og medier og giver dem det, som de gerne vil have. En angiveligt luddoven bistandsklient. Han er selve beviset, der så kan danne bagtæppe for en yderligere flod af forringelser for nogle af samfundets svageste og give politikerne endnu en chance til at fralægge sig ansvaret for, at der mangler arbejdspladser i Danmark.

Den egentlige dovenskab ligger selvsagt hos de journalister, meningsdannere og politikere, der ikke gør sig den ulejlighed lige at gå et skridt tilbage, og kaste et kritisk blik på den sag, som nu går som en båndsløjfe gennem medierne inden de farer til tastaturet og mikrofonen med krav om nye restriktioner (med Berlingske Tidendes blogger Anne Sophie Hermansen som eneste hæderlige undtagelse, der allerede søndag fornemmede ugler i morgen).

Det kan så betragtes som et mere eller mindre vellykket stykke provokunst (dermed ikke sagt at det også er god kunst) eller som Robert Nielsens narcissistiske behov for selviscenesat medieonani. Det afhænger selvfølgelig af øjnene der ser. Personligt synes jeg hverken det er særlig morsomt eller særlig stor kunst (anskuet rent kunstnerisk er den slags bare gjort for mange gange tidligere)

Men uanset om man vælger at betragte nihilisternes aktuelle kampagne mod kontantshjælpsmodtagere som provokunst, mediemæssig karrierepleje, stand up komik, halvfordøjet New Wave-agtig Nietzsche-læsning som den dyrkes blandt gymnasieeksistentialister eller blot narcissistisk selviscenesættelse, så er der imidlertid én gruppe, som med sikkerhed ikke får noget ud af al denne her virak. Nemlig alle de arbejdsløse på dagpenge eller kontanthjælp, som bare gerne vil have et arbejde.

Og det er faktisk det virkelig provokerende i denne sag, nemlig at en gruppe forholdsvis ressourcestærke yngre mennesker som Nihilistisk Folkeparti på den måde vælger at tage mere andre udsatte mennesker som gidsler og reducere dem til statistister for deres egen selviscenesatte studenterprut.

Det er ikke særlig etisk, men nu er etik på den anden side også nihilismens absolutte modsætning.