Annonce

18. september 2012 - 15:58

En Trist Fødselsdag?

Som man kan læse andetsteds på dette site, har Occupy Wall Street-bevægelsen, startet en stor fødselsdag-protest i anledning af bevægelsens et-års jubilæum. Omstændighederne omkring anholdelserne, samt links til en masse borgerlig mediefars om bevægelsens problemer kan findes der, så det skal jeg ikke sige mere om.

Hvad der er interessant er debatten blandt Occupy Wall Street-aktivister, og visse af deres kritikere*. Både internt og eksternt er der en række klagepunkter over bevægelsens form sidste år, der går igen:

  1. "Bevægelsen har en masse crustere, freaks og klovner der skræmmer middelklassen væk, og lejrene tiltrækker junkier og forbrydere".
  2. "Bevægelsen gik bort fra at have en klar besked og en klar sag, og nu er mængden af budskaber såsom gældsfrihed, lukning af fængsler, feminisme og basisdemokrati, det der ødelægger vores chance for at forandre tingene."
  3. "Bevægelsen er til grin fordi den ikke var forberedt på den massive politirespons", ofte fulgt op af "Civil Rights-bevægelsen brugte politiets brutalitet som våben i deres kamp, hvorfor kan Occupy ikke? etc."
  4. "Bevægelsen mangler karismatiske ledere, og konsensus-demokratiet forhindrer effektiv koordination af bevægelsen."

Hvad angår klager over deltagerne, så virker det ikke som om der er meget at komme efter. Demonstrationerne havde skjorte- eller uniformsklædte veteraner fra 2. Verdenskrig, Vietnam og Irak tilstede (en af dem blev ret kendt efter politiet skød og nær dræbte ham under besættelserne), og under alle omstændigheder er det groft fornærmende mod både demonstranter og andre at klage over deltagendes udseende.

Det siges at man ikke fik bragt ud til befolkningen at besættelser er en taktik, og ikke budskabet. Mange steder gav camps sig til at hjælpe de hjemløse der kom med, og dette ødelagde overskuddet til at skabe politiske aktioner og resultater. Den slags synes jeg nu selv en given camp må beslutte.

Der er straks mere kød på diskussionen om budskab: Eksterne kritikere eller folk der kun var involveret kort, mener at "tosser" infiltrerede bevægelsen hurtigt, og fyldte lejrene med uvæsentlige emner - her menes alt der ikke var "put bankfolk i fængsel, og reformer den føderale økonomi", så selv bevægelsens form og metoder blev kritiseret på denne måde.

Her mener jeg at præfiguravitet er vigtist, at man ikke kan skabe et frit samfund med ufrie midler. At vælge nogle repræsentanter på at de ikke kan lide deres egen bevægelse, og betragter køns-, seksualitets- og antiracistisk kamp som uvæsentligt for en massebevægelse (især i USA hvor arbejderklassen og underklassen består af sorte og meksikanere, og kvinder, homoeseksuelle og transpersoner er i stor fare), kan kun lede i en retning.

Så er det straks mere gyldigt med kritikken om at lejre og generalforsamlinger blev fyldt med decideret saboterende 'emnebevægelser' mod vaccinationer, mod forsamling, og for at bevise at jøderne hælder flour udover os med flymotorer, eller at Barack Obama i virkeligheden er et øglemenneske fra det ydre rum. Selv Occupy Denmark gruppen kammede over af den slags langt ude sammensværgelser, og det tænder nu engang potentielt gode kræfter af.

At bevægelsen ikke var forberedt på politirepression er til gengæld for dumt. Ikke blot indeholder OWS en del veteraner fra tidligere sociale bevægelser (inklusive selvsamme Civil Rights Movement der bliver brugt til at slå dem i hovedet med!), og der blev gjort omfattende forberedelser på at stå imod politiets vold, censur og ytringskrænkelse. Kæmpe bødebanker, retshjælp, taktikworkshops, foredag fra tidligere bevægelser, you name it.

Hvad bevægelsen ikke var forberedt på, eller ikke kunne forberede sig på, er det amerikanske politis beføjelser anno 2012. Firma-ejede mediegiganter fik ordre til at miskreditere Occupy på enhver måde de kunne, og kastede sig over opgaven med stor ildhu. Hele kæmpebyer blev lukket ned af politiet, og ekstra mandskab, og højteknologiske riot-control systemer, blev trommet ud hver eneste gang man følte sig blot lidt truet, og den altomsiggribende propaganda-maskine fik selv massiv social kontrol til at ligne en mindre politiaktion.

Hertil kommer, at politiet tilsyneladende koordinerede repressionen mod Occupy-bevægelsen på nationalt plan. De mere skingre kritikere i og udenfor bevægelsen selv siger at selv en sådan kampagne skulle bevægelsen have været forberedt på, men forslag til hvordan det så skal gøres er mere eller mindre fraværende. Politiet selv har en skidt organisationskultur, og kun få betjente har nægtet ordre eller sluttet sig til bevægelsen siden.

Sådan er bevægelsens egen debat her et år efter den først eksploderede i modstand, og det skal blive spændende at se hvad de 99% giver sig til i den kommende tid. Desværre er meget af den lammet af uenighed om hvor de svage led er, og af nye angreb udefra, og det kan vise sig at blive en trist fødselsdag. Herfra skal lyde et håb om at det ikke sker!



* Jeg linker altid så vidt jeg kan grudigt for mine påstande, og man har gjort mig opmærksom på at jeg ikke linker ved nogle af de 4 emner jeg opstiller som vigtige dele af debatten. Det skyldes at jeg har det fra personlige samtaler med OWS-aktivister og andre på internettet, og ikke fra egentlige nyheder eller talspersoner, da Occupy-bevægelsens interne udvikling som regel foregår, ja, internt.

Man må altså selv om man vil tro på det jeg skriver eller ej, men jeg formoder at der kan findes bekræftelse på i hvert fald nogen af dem ved at google en påstand eller kontakte amerikanske Occupy-grupper.

 

Annonce