Annonce

20. maj 2012 - 23:28

Enhedslistens Dilemma

Gæsteblogger Jesper M- Lund diskuterer Enhedslisten aktuelle parlamentariske dilemma:

 

Enhedslistens dilemma - deltager eller tilskuer?

En ven sagde for et par år siden, at Enhedslisten(EHL) var for ældre 70 ´er flippere, der skulle tage en kvart Viagra om morgenen, for ikke at tisse i skoene.

Sådan er det ikke mere. Partiet har fået en massiv tilstrømning af unge aktive medlemmer, som er parat til at tage stafetten op og føre partiet i mål. Men hvor er målet? Er det at få del i regeringsmagten, eller at være den evige opponent på sidelinjen, der tager alle de sager op i Folketinget, som andre partier af taktiske hensyn, lader ligge urørt?

Ifølge en af de seneste meningsmålinger, ville hver 6. vælger stemme på EHL, hvis der var valg nu. Tilsyneladende en ønskeposition for et parti, der gennem flere valg, har kæmpet for ikke at ryge under spærregrænsen.

Så hvorfor har partiet så alligevel problemer med at støtte den nuværende regering? Partiet har under protest accepteret, at regeringen gennemførte en politik rettet mod lavtlønsgrupperne; grupper hvis interesser, partiet har forpligtet sig til at forsvare. For nogle er det oplagt, at sværdet må drages af skeden og båndene til sådan en regering kappes over. De er jo næsten værre end vores værste fjender på højrefløjen! Det seneste forslag om en halvering af kontanthjælpen til unge, er en liberal ønskedrøm, gennemført i ”røde” gevandter. Men en lidt for hurtig bevægelse med sværdet, kan også betyde et farvel til 4 års anderledes flygtningepolitik, en visionær miljøpolitik og velfærdsstaten som et sidste værn for de svageste grupper i samfundet.

Kristian Madsen skriver i Politiken 9.maj-12: ”Det vil være dybt tragisk, hvis venstrefløjen nu vælger sig endnu et nederlag at svælge i, der igen vil give Pia Kjærsgaard politisk plads at boltre sig på.” Han kalder det et vælgerbedrag større,” end hvad S-SF har præsteret”, når EHL foregiver at ville skaffe forbedringer gennem politiske forhandlinger, så bare vælger at stille sig op ude på sidelinjen.

EHL står med et forbandet dilemma: enten tager man del i magtudøvelsen, eller også holder man idealerne i hævd og nægter at indgå kompromis.

Jeg kan se rigtigt mange skær forude, hvis man begynder at dyrke kompromisset som politisk kultur i partiet. Sporene fra SF skræmmer. Der er heller ikke noget der tyder på, at det giver stemmer. Både SF og S ligger lavt i meningsmålingerne lige nu. Hvis SF fortsætter sådan, bliver vi et masseparti. Det hæderkronede gamle Socialdemokrati, er ved at ende som et parti, man hænger op som gulnede billeder fra gamle dage. Alle anerkender partiets rolle i forbindelse med opbygningen af velfærdsstaten, men så er man ellers også fri for at høre mere fra det parti. Det er her, at EHL kommer ind i billedet. EHL har visioner. EHL holder fast på de visioner. EHL går ikke på kompromis. EHL er tydelig og fast i talen om forsvaret for Velfærdsstaten og de svage grupper i samfundet.

Men hvorfor skal EHL gang på gang ende med at skyde sig selv i foden, når man kommer for tæt på magtudøvelsen? Er det fordi, der er en grundlæggende modsætning mellem det udenomsparlamentariske arbejde og det politiske engagement i Folketinget og er den modsætning, på linje med f.eks. Tyngdeloven, umulig at overvinde?

Jeg er VILD med EHL! Når jeg ser de 100 % professionaliserede landsmøder i andre politiske partier med det menige parti-kvæg, der andægtigt klapper efter formandens tale, er jeg glad for, at EHL ikke er blevet så glat endnu, at der ikke kan foregå en autentisk demokratisk debat for åbne døre.

Jeg er ikke så vild med EHL, når man falder over sine egne ben, fordi man ikke har fået gennemtænkt sin politiske strategi og ender som offer for andre partier i Folketingets hajfyldte farvand.

For hvad der et princip værd, hvis det som princip afliver sig selv og sit eget eksistensgrundlag?

Skal vi ikke beholde Johanne S. Nielsen et par valgperioder endnu og så droppe rotationsprincippet, der forhindrer partiet i at vokse og blive en værdig modstander til Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og ikke mindst Dansk Folkeparti? Som gammel anarkist ser jeg godt faren for pamperi, men jeg synes den største fare for venstrefløjen i mange år, har været evnen til med stor effektivitet at slette sine politiske profiler fra det politiske landkort. Netop pga. et princip. Jeg vil hellere have, at vi dyrker et nyt princip:

Vi vil arbejde med alle legale metoder for at EHL kan vokse og erstatte det nuværende politiske Establishment, der består af partier, hvis politik, ikke afviger væsentligt fra hinanden.

Det gode ved det princip, er at det ikke afliver sig selv og sit eget eksistensgrundlag.

 

 

 

 

Annonce