Guldæg til Enhedslisten?

Kig oppe kig nede – hvor skal jeg lede…

Her på Modkraft har der den sidste tid været en god debat om, hvordan Enhedslisten skal trække en ny regering til venstre. Jeg lagde selv for med Johanne og Frank på bryllupsrejse og siden har Christine Lundgaard fulgt trop.

Debatten er rigtig. EL skal turde stille krav til S-SF, og EL skal stille alle de forslag, som der allerede nu er flertal for og som kan trække politikken til venstre. Og kan vi ikke få S-SF med på forslagene alligevel, ja så er der også en pointe i dette og muligheden for at trække utilfredse vælgere endnu længere til venstre, om end faren for apati også lurer.

Men, for der er et men, det nytter ikke noget bare at vente på, at vi efter valget kan stille de gode forslag. Eller for den sags skyld udelukkende fokusere på, hvor vi har mulighed for at opnå aftaler med S-SF. Her lurer der en anden fare. Nemlig at vælgerne ikke længere kan se forskel på de tre partier.

Kort sagt, så skal vi i arbejdstøjet allerede nu, og vi skal turde pege på forskellene også. Kun på den måde kan vi komme til orde og stå styrket allerede før valget udskrives. Og det i en valgkamp, der tegner usandsynlig hård for Ø med ikke blot et præsidentvalg mellem Helle og Lars, men lige så meget løjtnanternes duel mellem Sohn og Lene og Villy og Pia.

Og lad mig sige det med det samme, Forskelle er der nok af, men specielt en er et guldæg, der bare venter på at blive samlet op. Et guldæg, som i mine øjne kan betyde forskellen mellem 4 og 8 mandater, og det er såmænd en gammel traver som EU. Gab siger nogen straks. Lad være, siger kommentatorerne, folk gider jo ikke det der EU. Men hov, inden du stopper læsningen her, så tænk lige på dengang, da Ø stormede ind i Folketinget med 6 mandater i 1994, hvilket i høj grad skyldes unionsmodstanden efter SF’s udsalg med det nationale kompromis. Tjek selv her.

Og tænk på, at SF siden sidste valg har lavet et endnu større udsalg med støtten til den meget vidtgående Lissabon-traktat og sågar uden en folkeafstemning, og desuden nu støtter et EU-militær og en fælles EU-retspolitik med dens arrestordrer, terrorlister osv. ved at ville fjerne forbeholdene på disse punkter.

Og vigtigst af alt, tænk på, at EU er et område, hvor traditionelle SF-vælgere er notorisk skeptiske og oven i købet så meget, at de er villige til at flytte deres stemme, hvilket sås ved sommerens EU-parlamentsvalg, hvor det parti som Folkebevægelsen hentede flest stemmer fra var – rigtigt gættet – SF efterfulgt af Socialdemokrater og Enhedslistefolk.

Nu vil nogen så indvende, at der også er Enhedslistestemmer som er mere pro-EU og kan gå tabt. Måske rigtigt nok, men de er få. Undersøgelser på undtagelsesområdet viser, at Enhedslisten er det parti, der her har størst enighed med egne vælgere. Og desuden så er det jo vores politik, som vi år efter år har slået fast på skiftende årsmøder.

Nemlig at vi er EU-modstandere, der vil helt ud af EU for at gå en helt anden vej med et socialt og internationalistisk samarbejde uden centralisering, nyliberalisme, EU-nationalisme og alt det der, som vi plejer at sige indadtil.

Og skal vi vinde folk til vores politik, hvilket vel egentligt er kerneopgaven for politiske partier, så kræver det, at vi også begynder at sige det udadtil, og derved også påvirke de skeptikere, som orienterer sig imod os i forvejen. Politik handler jo også om at præge andres holdninger og søge opbakning til ens egne.

Og der er noget at rette op på.

Ved de sidste to valgkampe har EU været næsten fraværende i Enhedslistens prioriteringer udover nogle mindre artikler i uddelingsmaterialet. Mest sigende er det, at Line Barfoed har lavet glimrende og begavede indlæg mod EU direkte i TV-debatterne, men vel at mærke de direkte partilederrunder efter valgene, hvor krydserne var sat, mens emnet ikke har fyldt alverden (om noget overhovedet) i debatterne før valget, præsentationsvideoer osv. Bevares vores EU-ordfører Per Clausen forsøger da ihærdigt at komme med nogle meldinger. Men er det ikke en partiprioritet, så lykkes det sjældent og især i valgkampe.

Og det er ærgerligt, for der er masser af EU-politik at tage fat på, der oven i købet taler direkte ind i de bevægelser, som vi så gerne vil have i tale, og som allerede går i vores retning:

- I klimabevægelsen har en meget stor del af eksempelvis MS’s kampagne gået imod EU’s manglende villighed til at tage klimagælden alvorligt og masser af medlemmer og unge aktivister både her og i Greenpeace og andre organisationer har fået øjnene op for EU’s tomme fraser og klimasnyd.

- I fagbevægelsen er der de seneste år sket et markant holdningsskifte hen imod mere EU-skepsis som følge af den sociale dumping og dommene med Laval/Vaxholm i spidsen, der har ulovliggjort faglige kampskridt for at overholde de fulde overenskomster mod fup og fidusfirmaer fra østlandene, som i øvrigt ofte spiller sammen med hjemlige firmaer som underentreprenører.

Og som om den sociale dumping ikke er nok, så er der netop nu en sag på vej, der kan ende med, at alle arbejdsmarkedspensioner skal sendes i privat udbud, hvilket vil skabe et ramaskrig herhjemme blandt pensionskasser og fagbevægelsen, hvis overenskomster indeholder pensionsreglerne.

- Ulandsbevægelserne er også stadigt pinligt bevidste om EU’s skadelige landbrugsstøtte, der jo kan suppleres op med liberalistiske handelsaftaler, de såkaldte EPA’er, der tvinges ned over hovedet på ulandene eller de stærkt kritiserede fiskeriaftaler ud for Afrikas kyst, der sender tusindvis af lokale fiskere ud i fattigdom og nogle steder sørøveri pga. EU’s overfiskeri, der selv burde betegnes som sørøveri.

Og sådan kan man egentligt blive ved emne efter emne! I dag bestemmer EU ca. 80 procent af medlemslandenes lovgivning, så man kan få en masse mennesker i tale, hvad enten de er organiseret i bevægelser eller bare ikke gider have flere sprøjterester i grøntsagerne som regeringen lige har vedtaget for at føje EU, kødklister i bøfferne eller mere GMO på markerne.

Og netop GMO er et godt eksempel på, hvad Enhedslisten ikke gør godt nok. I starten af marts vedtog EU at godkende en antibiotika-resistent kartoffel (!) produceret af kemigiganten BASF. Alt imens Greenpeace og andre ngo’ere raser mod EU for dette, så laver Enhedslisten en temahjemmeside mod GMO, som praktisk taget ikke nævner EU’s rolle, hvad enten det gælder tilladelse til dyrkning eller indførelse af GMO-foder mv.

Bevares et lille faneblad om GMO i EU er det da blevet til, hvor man så nøjes med at konstatere, at der er mindre GMO i Europa end mange andre steder. Men dette er ved Gud, Monsanto og Marx ikke EU’s skyld, hvor kommissionen gentagne gange har forsøgt at presse endnu mere GMO igennem ministerrådet, mens Benelux-landene og Skandinaverne historisk har blokeret.

Et andet eksempel er, da Enhedslisten lavede en flot glittet klima-avis for 1½ år siden, der flot kritiserede CO2-kvoterne uden at nævne, at tosserierne skyldes EU’s kvotesystem, og at den danske regering slet ikke kan gå foran i det internationale arbejde for en bedre global aftale, end den vi er bundet af i EU.

Og hvordan kan det være, at Frank Aaen laver en i øvrigt udmærket kritik af regeringens økonomiske politik i det såkaldte konvergensprogram og sågar på lederplads i partiets medlemsblad uden overhovedet at nævne EU? Og det på trods af, at et konvergensprogram netop er en afrapportering til EU, om hvordan landene lever op til EU’s og euroens økonomiske krav til disse. Og at når regeringen frem til 2013 vil spare 24 mia., så svarer det nøjagtigt til det EU kræver af os.

Mon ikke både SF og i hvert fald Socialdemokratiet som ”ansvarlige EU-partier” ville have imødekommet EU’s krav selvom indholdet sikkert havde set lidt anderledes ud? Heldigvis kan EU ikke tvinge os med bøder, da vi ikke har euroen, som de kan med de lande, som har den. Spørg bare i Irland, Grækenland, Portugal og Letland for tiden.

Det er underligt, når vi som erklæret EU-modstanderparti direkte underspiller eller helt ignorerer EU’s rolle! Og det er et selvmål af rang, når man påtænker, at vi har spillebanen helt for os selv og mellem 20 og 30 procent af befolkningen vil helt ud af EU i skiftende målinger, mens endnu flere er skeptikere.

Hvorfor dog ikke pege på EU, og sige det højt, som står i vores program, nemlig at vi er modstandere af dette misfoster, og at årsagen til mange genvordigheder netop kommer herfra, og at forskellen mellem S-SF og Enhedslisten er, at vi tør stå ved det og derfor er EU-modstandere.

Bevares, ikke alt er skidt. Eksempelvis har Enhedslisten fået vedtaget en dansk enegang mod det kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stof Bisphenol A i sutteflasker og andet udstyr til børn under 3 år. På trods af, at EU tillader dette stof og at regeringen ville følge EU, så blev et flertal udenom regeringen samlet takket være et stort og flot arbejde af EU-ordfører Per Clausen.

Imidlertid har de andre partier haft travlt med at tage æren, og fred med det, kunne man mene, så længe vores politik opfyldes. Men hvad nu hvis EU-kommissionen nægter at anerkende den danske enegang og slæber os for EU-domstolen? Og vi taber? Ja, så vil de ansvarlige EU-partier hurtigst muligt rette ind, som de har gjort så mange gange før.

Dette viser jo, at der generelt er brug for en mere principiel EU-kritik. Og hvorfor ikke forsøge at maksimere støtten til netop vores projekt i samme ombæring?

Sagen viser jo, at disse sager står i kø, så længe EU bestemmer. At der derfor er brug for et brud med EU, og en fratagelse af deres kompetencer til at bestemme på industriens vegne. Havde det ikke været for Per, så havde Bisphenol A jo bare været et af de hundreder måske tusinder af andre stoffer EU har godkendt.

Næste stof Enhedslisten vil have forbudt er allergifremkaldende stoffer i hårfarve, hvilket er godt og fint, og måske kan give nogle punker- og frisørstemmer. Men måske vi skulle prøve at bruge disse sager til at rejse en mere generel systemkritik af EU?

En systemkritik, der går på det indre markeds forrang til industri og erhvervsinteresser og de demokratiske aspekter, når EU kan overtrumfe et (næsten) enigt Folketing i sagen om kødklister. Dette annullerer jo den smule demokrati, som vi trods alle dets fejl og mangler har herhjemme, som betyder at man kan vælge nogle politikere til at lovgive og ikke mindst fravælge nogle, hvis man er uenig, hvorefter de nye kan ændre lovene igen. Det kan man ikke med de 80 procent af lovene, som kommer fra EU.

Hvis man med socialisme mener, at folk skal stilles lige, at demokratiet ikke skal stoppe ved fabriksporten, og at ingen må kunne udbytte andre, drive rovdrift på natur og miljø eller have særstatus og indflydelse pga. ejerskab og formue, ja så kan man dælme ikke være andet end imod EU.

Den gode nyhed er, at der er stemmer i det, og at Enhedslisten ikke skal ændre standpunkt eller være populistisk i jagten efter disse. Vi skal såmænd bare sige højt, hvad vi allerede mener og eksempelvis gå til valg på at styrke EU-modstanden i Folketinget – begrundet i alle de gode politiske sager, der er nævnt ovenfor og flere til.

Den dårlige nyhed er, at Enhedslisten af uransagelige årsager indtil videre ikke har turdet eller villet prioritere dette højt nok. Hvorfor kan man jo gisne om i debatten herunder. Mit spørgsmål er bare, tør man nu? Og har vi råd til at lade være?