Netop som den ankede retssag mod ROJ TV igen starter op i Østre Landsret på mandag, 29. oktober 2012 klokken 9.30, udkommer en af de anerkendte og indflydelsesrige journalistorganisationer, Committee to Protect Journalists (CPJ), med en 54-siders rapport om kriminalisering af journalister og andre systemkritikere i Tyrkiet.
Tyrkiet har skabt et af de største overgreb mod pressefriheden i nyere historie, lyder konklusionen fra journalistorganisationen CPJ's netop udkomne 54-siders rapport om Tyrkiets Pressefrihedskrise. 76 journalister er fængslet, mindst 61 i direkte forbindelse med deres job. I disse dage sultestrejker 714 fanger i 64 tyrkiske fængsler.
Hovedbudskabet i rapporten er: Det kritiske punkt for pressefriheden i Tyrkiet er nået!
Som de fleste nok husker, er sagen mod ROJ TV startet af Tyrkiet. Med klager. Med politisk pression gennem Nato og diplomati, via europæisk og amerikansk samarbejde mellem politi- og efterretningstjenester og med god hjælp fra statsstyrede tyrkiske medier, som andre medier, der ukritisk viderebringer terrorstemplingen af et kurdisk mindretal.
Når man læser rapporten fra CPJ, der undersøger “massefængslingerne af journalister i Tyrkiet, retsforfølgelsen af talrige andre, og regeringens pres for at generere selv-censur i medierne”, ved man, at punktet for hvor længe premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans AKP-regering uhindret kan fortsætte med at krænke, fængsle og retsforfølge journalister med straffe- og terrorlove skræddersyet til samme formål, for længst er overskredet.
NU ved hele verden så, at Tyrkiet med premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans AKP-regering i spidsen er udråbt til “største fængsler af journalister”.
Kurdere som journalister betragtes af den tyrkiske stat som fjender og bliver kaldt terrorister. En bog anses for at være lige så farlig som en bombe.
- Tyrkiet har skabt et af de største overgreb mod pressefriheden i nyere historie, lyder konklusionen fra journalistorganisationen, der blandt andet har ABC News/CNN International-reporteren Christiane Amanpour i bestyrelsen, der for nylig også havde selveste premierministeren Erdogan i den varme stol i programmet "Amanpour".
Spørgsmålet er bare, om den danske anklagemyndighed og stat kan se, høre og mærke, hvorhen de alarmerende pressevinde blæser?
Det kan godt være nogle vil mene, at Tyrkiets manglende pressefrihed er meget langt væk fra Danmark og ikke kommer os ved, men på mandag i Østre Landsret, 17. Afd., når den appellerede retssag mod den kurdiske tv-station ROJ TV opstarter med første af 40 retsmøder, står kampen netop mellem det tyrkiske syn på pressefrihed op imod vedtagne globale journalistorganisationernes og menneskerettighedskonventionerne(der også er underskrevet af Tyrkiet).
På mandag i Østre Landsret vil jeg stolt bære “Turkey’s Press Freedom Crisis”, rapporten fra CPJ, på mig som et alarmerende smykke.
Nogen deroppe må kunne lide pressefriheden!
40 retsmøder er berammet til den ankede ROJ TV-sag i Østre Landsret med start 29. oktober og sidste retsmøde 14. juni 2013.
Hør CPJ's Nina Ognianova fortælle om Tyrkiets Pressefriheds Krise i en podcast (2:22)
Se hele rapporten fra CPJ “Turkey’s Press Freedom Crisis”
Læs "tema Tyrkiet" på CPJ