Annonce

24. marts 2011 - 19:43

Krigen i Libyen bygger på folkeretten

Det har ikke været en nem beslutning at støtte dansk krigsdeltagelse i Libyen, både politisk og personligt har det givet anledning til svære overvejelser. For mit vedkommende blev beslutningen at følge resten af SFs folketingsgruppe og stemme ja i forbindelse med vedtagelsen af FN’s beslutning om brug af magt for at stoppe Gadaffis fremrykning.

For mig var det helt helt centralt, at der var et klart FN-mandat, at den arabiske lande støttede det (og oprørerne bad om hjælp) og at situationen netop var ekstrem og akut. Tilmed støtter man oprørerne på de præmisser, de har sat – ja tak til no-fly-zone, nej tak til landtropper.

Det hviler ovenpå en grundlæggende internationalistisk forståelse af, at vi har pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, på vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, og vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse.

Flere af de overvejelser som jeg gjorde mig, er i virkeligheden lidt i retning af de spørgsmål, som Jan Hoby fremhæver i en kommentar til Jakob Lindbloms blog. Jeg når imidlertid frem til de modsatte konklusioner end Hoby må gøre. I denne blog vil jeg tage ét af spørgsmålene op og så vil jeg gerne pege på en retning for venstrefløjen i denne sag.

Hoby fremhæver ganske rigtigt at ”Spørgsmålet om det er en imperialistisk krig, afhænger af om man ser FN som en imperialistisk klub”.

Vel vidende, at FN-systemet har sine mangler, at det er nemt at fremvise eksempler hvor FN-beslutninger er gået magthavernes ærinde, at FN ikke klart har taget parti for ofre og undertrykte (ikke mindst utallige gange i sagen om Israels besættelse af Palæstina) og andre uheldige eksempler, vil jeg gerne holde fast i, at organisationen ikke er en imperialistisk klub. Min pointe er ikke, at FN-systemet er perfekt. Netop fordi den altid er afhængig af geopolitiske styrkeforhold og ofte arbejder for at fastholde status quo, bliver den næppe et sprængbræt for folkelige revolutioner.

Men grundtanken i FN-systemet – folkeretten - om hvordan nationer skal agere sammen, om at ret skal tøjle magt, skal venstrefløjen sgu da tilslutte sig. Og det har vi jo altså også gjort, i stærk modsætning til højrefløjen og de helt store magthavere kloden over.

Så med al respekt, så anser jeg synspunktet om det uduelige og imperialistiske FN for at være et forholdsvist marginalt synspunkt på venstrefløjen.

Juristeri

FN er et fælles forum for alle verdens stater, et rum for dialog, og derudover også en række spilleregler. Spilleregler som skal tøjle de stærkes magt, forhindre krige og et ansvar over for alle mennesker mod systematiske overgreb i form af folkemord og krigsforbrydelser.

Et afgørende princip i folkeretten er, at magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Her vejer princippet om staters suverænitet meget tungt. Tyranner, diktatorer og despoter skal som hovedregel ikke frygte, det internationale samfund griber ind militært, så længe de udfører deres ugerninger i deres eget land. De kan blive ramt af økonomiske og politiske sanktioner, men ikke invasion. Der er dog en undtagelse, der som sagt er ny i folkeretten.

I 2005 indførtes det såkaldte ”Responsibility to protect” (R2P), der pålægger stater at sikre deres befolkninger mod folkemord, krigsforbrydelser og andet i samme kaliber. Det giver samtidig mulighed for at det internationale samfund kan intervenere, hvis det er staten selv som står bag, eller hvis staten ikke kan/vil forhindre det. R2P er en direkte udløber af folkemordet i Rwanda i 1994 og begivenhederne på Balkan i 1990’erne.

Den aktuelle situation

I forbindelse med den libyske statsmagts (Gadaffi) nedkæmpelse af det omfattende oprør i landet, var der efter min bedste overbevisning frygt for folkemord og krigsforbrydelser, hvis regeringshæren og lejesoldater var trængt ind i byerne Benghazi og Tobruk. Samtidig vil mulighederne for en fredelig løsning forsvinde i takt med nedkæmpelsen af oprøret, fordi det, ifølge presserapporter, var timer og ikke dage, der var afgørende for udfaldet af borgerkrigen.

To væsentlige kriterier for mig er derfor både et internationalt ansvar for at beskytte indbyggerne i de oprørske byer, samt fraværet af fredelige løsninger, da en hurtig militær indgriben mod regeringshæren i Libyen var nødvendig.

Det er en forståelig holdning, at mange ikke ønsker at støtte deltagelse i en USA-ledet krig mod endnu et arabisk land. Den modvilje er formentlig udbredt på den ganske venstrefløj, ligesom modviljen er stærk i den arabiske verden (deraf præciseringen heraf i FN-resolutionen, og deraf også Den arabiske Ligas kritiske udmeldinger tidligere på ugen).
Men modstanden mod krig her er ikke en gratis omgang. Konsekvensen af ikke-indgriben ville formentlig have været voldsomme overgreb mod oprørere og de civile, der husede deres baser.

Politiske overvejelser

Politisk er den militære indgriben i Libyen en møgsag. ”Vi” er uomtvisteligt kommet til at vælge side i en konflikt, vi dybest set ikke ved meget om. At Gadaffis styre (for længst) har mistet sin legitimitet er uomstrideligt, men vi ved meget lidt om, hvilke grupperinger vi nu støtter og vi kender meget lidt til de politiske dynamikker i Libyen. Ligesom der er en række andre store problemer som venstrefløjen løbende skal forholde sig til.

Lad mig nævne i flæng:

* Der er ikke enighed om målet for krigen: Støttes et oprør, skal Gadaffi væltes, er det en humanitær invasion

* Hvad er den politiske og militære indflydelse af bomberne i Libyen

* Vi ved ikke, hvordan dette vil påvirke den folkelige forankring i de arabiske lande, der kæmper for politisk frihed

* De politiske motiver for f.eks. Frankrig og Vesten generelt kan lige så godt være geopolitiske som humanitære

* Hvornår er magtanvendelsen (det pæne ord for at slå andre mennesker ihjel og bombe) så stor, at den ikke længere kan legitimeres ud fra R2P

* Hvornår er der tale om borgerkrig, som ikke i sig selv er et anliggende for FN – og hvornår er der, som der var i Libyen i sidste uge, tale om overhængende fare for krigsforbrydelser, folkemord og massive systematiske overgreb på civilbefolkningen

Hver af disse overvejelser kan være nok til at være tøvende overfor udenlandsk militær intervention i den konkrete konflikt i Libyen og som venstrefløj skal vi naturligvis løbende forholde os til det. Derfor er det jo også rigtig vigtigt, når Enhedslisten har krævet, at der skal laves en strategi og plan for, hvad det er, der skal ske og hvad man vil med den militære aktion.

Venstrefløjens opgave

Selvom hele den parlamentariske venstrefløj har bakket op om dansk krigsdeltagelse skal modstanden mod krig og imperialisme og for fred naturligvis fastholdes.

På den korte bane skal ovenstående spørgsmål være i fokus og vi skal insistere på, at en forhandlingsløsning er vejen frem. På den længere bane bliver det særlig vigtigt at fastholde:
At ”Responsibility to protect” skal ske i overensstemmelse med Sikkerhedsrådet (og vedtagne resolutioner) og at staters suverænitet stadig er et bærende princip. Ikke, som nogen advokerede og strækker tolkningen, at magten bare kan bruges uden om Sikkerhedsrådet i al almindelighed.
At det ikke er sådan, at dem, der opfordrer til brug af traditionelt usikkerhedsproducerende voldsmidler af påståede humanitære årsager, alene er motiveret af ønsket om retfærdighed.
At princippet om R2P gælder for alle mennesker og ikke kun for dem, som har geopolitisk interesse for Vesten. Og at suverænitet ikke kun er et privilegium for de stater, der råder over fleste og bedstse voldsmidler eller har de stærkeste venner.

I den konkrete sag med Libyen bliver vi nødt til at huske – og holde fast ved – vores pligt til at tage ansvar for hinanden på tværs af kloden, vores historiske krav om FN-mandat til militære aktioner, vores forsvar for menneskerettigheder og selvbestemmelse. Og, at vi ikke havde kunnet leve med et folkemord eller krigsforbrydelser.

Annonce