Annonce

30. oktober 2012 - 22:45

Kurdisk intifada mod ”verdens største fængsler af journalister”

Retsmøde 1, ud af 40, appelsagen,  den danske stat mod ROJ TV,  29. oktober 2012, Østre Landsret

Retssag mod ROJ TV, igen. Og så med 40 retsmøder planlagt.

Sidst, i Byretten, var der 31 retsmøder.

Igen står anklager og fyrer den ene påstand af efter den anden. Det virker fuldstændig syret, når han står og fortæller om anklagemyndighedens (og Tyrkiets) konspirationsteorier, når jeg hver dag hører fra kurderne og i internationale medier læser en ganske, ganske anderledes historie.

Hvordan kan to så modstridende opfattelser af den samme verden eksistere? Og så endda i en dansk retssal?

Det er nærmest som om, anklager og forsvarer ikke taler om samme sag, når anklager påstår, at ROJ TV bliver styret af PKK, mens forsvarer taler om presse- og ytringsfrihed og statsundertrykkelse.

Jeg mener, enhver der læser en smule internationale nyheder ved, at Tyrkiet i 2012 er udråbt til ”Verdens Største Fængsler af Journalister”.

Så hvad er det lige, anklager og Tyrkiet ikke forstår, når kurdiske – og nærmest ingen tyrkiske medier – rapporterer fra den daglige blodige konflikt mellem PKK og militæret?

Er det ikke hele den journalistiske idé, der her får sin berettigelse? At fortælle hvad der sker?

Skulle medierne holde mund?

Er det det, ambassadør Ahmet Berki Dibek er talsmand for, når han ønsker at få lukket ROJ TV og møder op på første retsmøde for at overvære et par timer og dermed understreger hvor vigtig denne sag er for Tyrkiet?

Lige som anklager på et tidspunkt i går i sin forelæggelse af sagen direkte adspørger forsvarer, om ”det nu er sådan, at anklager skal forstå forsvarer rigtigt, at forsvarer ikke er enig i, at PKK er en terrororganisation? Og forsvarer så svarer: ”Ikke i den forstand CTA (PET’s terrorcenter) definerer Det Kurdiske Arbejderparti, nej”.

En strid om definitioner?

Eller handler det hele om ren og skær misundelse?

En alfa-han-kamp af største dimensioner?

Premierminister Erdogan befaler medierne, hvoraf størstedelen af de tyrkiske allerede er købt til hans fordel, at de ikke skal rapportere, omtale eller undersøge den kurdiske sag nærmere.

Og hvis de gør, bliver de anklaget for terrorisme.

Sådan.

Og så er diskussionen egentlig ikke længere.

Men virkeligheden er der stadig.

I tyrkiske fængsler sidder der over 8000 politiske fanger, deriblandt journalister, parlamentsmedlemmer, borgmestre, advokater, forlagsfolk, avisbude, studerende, menneskerettighedsfolk, lokalpolitikere og systemkritiske borgere.

Og hvordan får de frihed og retfærdighed?

Retssagen mod ROJ TV handler IKKE om, hvorvidt PKK styrer ROJ TV og om ROJ TV er for ensidige i deres formidling, som der står i sigtelsen.

Det er bare metoden, hvor med Tyrkiet får deres vilje med terrorstemplingen i hånden.

Retssagen mod ROJ TV er en magtdemonstration i høj potens af Tyrkiets styrke i kampen mod egen befolkning.

Det kurderne lige nu kalder for ‪#SerhildanInKurdistan på Twitter, der betyder “Kurdisk Intifada” (kurdisk oprør/modstand).


Hvad skete der konkret på retsmødet?

På det første retsmøde ud af 40 planlagte i ROJ TV-appelsagen forelagde anklager for tre landsretsdommere, fire domsmænd og 14 tilhørere, heraf seks pressefolk, en ambassadør med hang-arounds og et par civile kurdere, inddelingen af sin bevisførelse:

  1. Terrorlister (”administrative beslutninger, der skal føres bevis for”)
  2. TV-klip – fra gerningsperioden 2006-2010 (”samtlige tv-klip er fremskaffet af tyrkiske myndigheder”)
  3. Historik – forbindelse mellem kurdiske tv-stationer
  4. Personsammenfald af ansatte kurdiske journalister
  5. Økonomi, finansiering og regnskaber

Hvis jeg for første gang hørte den historie anklager rablede af sig i løbet af dagens restmøde i sin forelæggelse af sagen, ville jeg ikke tro mine egne ører.

Men nu har jeg jo hørt det hele én gang før, idet jeg var til stede ved snart sagt alle 31 retsmøder ved Byretten, august 2011 – januar 2012.

Og jo, anklagerne er de samme, lige så anklager- og forsvars-personerne, blot de er iklædt Østre Landsrets sorte satinkapper med lilla besætning.

Pressen og tilhørere sidder bag rækværk med lukket låge mellem myndighed og tilhørere.

Forsvarerne er vokset fra én til to.

Ellers virker alt tilsyneladende synkront med sidste gang.

For resten, nej, der var lige en korrektion fra den nye forsvarer Steen Bech, der mente, at anklager ”måtte have tabt en finke fra fadet”, idet PET-vidnet i Byretssagen nemlig fortalte, ”at PKK i februar 2005 havde revideret deres sigte fra at arbejde for et selvstændigt Kurdistan til nu at arbejde for autonomi”. Og så er det vel ikke helt korrekt, når anklager siger, at PKK kæmper for et selvstændigt Kurdistan?

Se det var en nyhed, som selv anklager ikke vidste – og så endda fra egne kilder.

Annonce