Kvindehad, lorteregering og op på barrikaden

Tale til 8. marts i Odense og Svendborg

Tak fordi I vil se en rigtig gammeldags feminist her 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag

Lige som Kvindekamp og Klassekamp hører sammen hører feminismen og socialismen sammen. Og det er ikke nemt i DK for tiden - hverken med socialismen eller feminismen. Det sidste oversættes i DK nærmest med mandehad i modsætning til Sverige, hvor enhver politiker med respekt for sig selv erklærer sig for feminist

En feminist forholder sig til sin omverden og den måde køn, kønsroller, ligestilling, børneopdragelse, uddannelse, ligeløn, barsel og arbejdsdeling spiller sammen på.

En feminist ser på mønstre, traditioner og strukturer, og hun udtænker, hvordan man politisk og personligt kan gøre noget ved den traditionelle spændetrøje, som bestemmer, hvem der gør hvad. En spændetrøje som både børn, mænd, kvinder er anbragt i. Det vender jeg tilbage til.

Men hvordan ser det så ud her mere end 100 år efter, at 8. marts blev indstiftet på Den Internationale Kvindekonference på Jagtvej 69 i 1910 af Clara Zetkin og mange flere.

På den lange bane ser det måske ikke så tosset ud. Kvindekampen er som Simone de Beauvoir beskriver i Det Andet Køn oppe mod tusinder af års ubeskriveligt had til kvinden formidlet gennem religion og filosofisk/politisk tankegods:

Aristoteles skriver ”Kvinden er kvinde i kraft af visse manglende egenskaber” og ”Vi må opfatte kvindens væsen som kendetegnet ved en art medfødt defekt”

Pythagoras skriver ”Der findes et godt princip, der har skabt verdensordenen, lyset og manden og et ondt princip, der har skabt kaos, mørket og kvinden”

Jødedommen har en morgenbøn for mænd og en for kvinder. Den første lyder ”Lovet være Gud Herren, herskeren over alle verdener, at han ikke skabte mig som kvinde”, mens den anden lyder ”Lovet være Herren, at han skabte mig efter sin vilje”.

Augustin skriver ”Kvinden er et dyr, der ikke ejer fasthed og stadighed”

SdB forsøger at afdække, hvoraf det had kommer. En del af forklaringen er, at manden kun kan være den første, hvis han konstruerer en anden.

Kristendommen har gjort sit til at videreføre jødedommens glødende antifeministiske tradition. Da kødet jo i kristendommen er en forbandelse gør Paulus kvinden til bærer af denne forbandelse. Eva lokkede Adam til at miste paradiset, og selv om kødet er mandens gebet, er det kvinden, der vækker det - har skylden. Tilsvarende forklares i islam tildækningen og kvindens plads bagest i moskeen (så mændene ikke kan se hendes bagdel, når de beder), hvis kønnene da ikke er helt adskilt som i Synagogen.  

I det hele taget påpeger SdB, at der er problemer for både religioner og filosoffer med både at forklare kvindens store mangler fysisk, intelligensmæssigt og moralsk og så samtidigt tildele hende så stor magt over manden og samfundets forfald. Her kommer djævelen og det onde ind, idet dette tager bolig i kvinden, hvis fysik var omgærdet af megen mystik. Både menstruation, hvor blodet har en helt selvstændig haderolle, og forplantning lod sig ikke helt  forklare, især da man nødigt tillagde kvinden anden rolle end bærer af det barn, som manden sprøjtede ind.

Efterhånden som de fysiske mysterier bliver løst, og djævelen går af mode, kunne man forestille sig, at kvindehadet nedtonedes, men man kan diskutere, om hadet blot har fået et noget mere civiliseret udtryk. Det er indlysende, at man ikke i dag kan komme af sted med uhyrligheder som oven for citerede, men det stikker alligevel hovedet frem, når patriarkatet er truet. Gretelise Holm har nogle herlige citater fra kampen om valgretten:

Ingeniør Holger Hammerich forklarede i 1891 til forslaget om, at ugifte kvinder, som ikke havde en mand til at stemme for sig, fik stemmeret:

”Det vil ikke være naturligt at give gifte kvinder valgret, for de udøver denne valgret gennem deres mænd. Altså er de kvinder, der er kommet på deres rette hylde, nemlig ægteskabet, udelukket fra valgretten. Til gengæld giver vi stemmeret til de kvinder, som ikke har nogen mand, og som derfor ganske naturligt må  være misfornøjede med verden og forholdene. Dermed må vi få et nyt vælgerkorps, som er på de misfornøjedes side. Det kan aldrig være heldigt, og der er tilmed ikke mulighed for at rette op på disse kvinders misfornøjelse. Vi kan jo ikke give enkerne deres mænd tilbage eller skaffe de ugifte kvinder ægtemænd.”

Da valgretten til kommunalvalget i 8. forsøg blev vedtaget i Folketinget (stoppet i Landstinget) i 1903 udtalte lensgreve Chr. Ahlefeldt-Laurvig:

”Kvindernes emancipation er noget, der slet ikke hører hjemme i Danmark, og som vi heldigvis også har været forskånet for. Her i landet har det været gammel skik og brug, at kvindfolkene har holdt sig hjemme, og ladet manden passe de offentlige anliggender. Det har været, og vil vedblive at være det rigtige. - - -”

Nåh, det var dengang, ikke?

Nej, både i 1975 og 2002 var tilsvarende røster fremme - nu pakket ind i videnskab.

I 1975 fremførte psykiater, overlæge dr. med Thorkild Vanggaard, at ny hjerneforskning havde påvist ”mænds overlegenhed med hensyn til abstrakt tænkning og deres større  evner til konstruktiv sammenknytning af forestillinger” - hvilket klart fremgår af de forrige citater. Modsat var kvinders hjerner overlegne med hensyn til indføling og intuition.

Mænd og kvinder var således skabt, at kvinders magt udfoldede sig bedst i hjemmet, mens mænds aktiviteter måtte være mere udadrettede falliske handlinger og bedrifter.

I 2002 offentliggjorde Helmuth Nyborg en undersøgelse, som var et resultat af hans intelligenstest af drenge og piger. Hans konklusion var, at drenge var 5 % klogere end piger. Gretelise Holm undrer sig over, at denne overlegne klogskab ikke giver sig udslag i så høje karakterer, at drengene på ærlig vis kan konkurrere om pladserne på universitetene. 

Og gå ind på 180 gr.dk, Damefrokosten, Uriasposten, Manfo.dk m. fl. og se, hvad der florerer der. Jette Hansen har i sin sidste bog systematisk undersøgt, kvindehadet, og det er ikke civiliseret.

Men kvinderne fik valgretten først den kommunale, og da revolutionen - desværre - ikke brød ud, så også den nationale, vi fik adgang til arbejde, uddannelse, universiteter, fagforeninger, fik lov til at vide noget om prævention, lov om ligeløn (uden ligeløn), egne penge og i år er det 40 år siden, at vi fik fri abort. Noget vi i dag anser for selvfølgeligheder, hvad der måske er farligt.

På den korte bane ser det nemlig ikke så godt ud.

Vi har fået en regering, som er løbet fra stort set alt, der bare lugter af forbedring af kvinders forhold eller ligestilling - feminisme er slet ikke på tale.

En regering, der ryster på hånden af skræk for den neoliberale dagsorden, en regering, der ikke siger til og fra, men overtager den borgerlige dagsorden. I psykologien ville man kalde det selvskadende: af skræk for at få bank, knalder man selv hovedet ind i væggen, af skræk for at blive offer og mobbet bliver man selv en del af mobbeslænget, der mobber de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne, enlige forsørgere, de offentligt ansatte - fortsæt selv listen.

Den delte barsel forsvandt. Kald det ikke øremærket til mænd, for hvad er det vi siger med ”øremærket til mænd”? Vi siger for det første, at den normale barsel er til kvinder og så en øremærket slat til mænd, og vi siger for det andet, at der er en mand.

Et forslag om delt barsel skal være kønsneutralt, det skal ikke blandet sig i, hvordan forældrene deler barslen – bare de deler den, at perspektivet ikke skal været den ene forælder over for den anden. Udgangspunktet skal være barnet. Delt barsel handler om, at barnet tidligt i sit liv får et tæt og forpligtet samvær med begge sine forældre, at det oplever, at begge forældre – uanset køn - kan være primærpersoner og er der til både det sure og det sjove, kan få en hverdag til at hænge sammen og stå med det fulde ansvar.

Ligelønnen har ikke flyttet sig siden firserne. Vi kan alle analyserne om kønsopdelt arbejdsmarked, om barns første sygedag, om hvem der er på deltid, om hvem der ikke gider at være ledere, om hvem der tager al barslen o. s. v. Det har vi jo vidst i årevis, men bliver den viden brugt til noget?

Især det med barslen er interessant. Hovedforklaringen er altid den med, at manden tjener mest, og dertil er bare at sige, at det ikke passer. Hvis man kigger på par, hvor forældrene tjener det samme eller moderen mest, så er det stadig moderen, der tager barslen. Men selv om det med den manglende ligeløn passede, så kunne det jo være, at delt barsel lige præcis kunne gøre noget ved ligelønnen. At argumentet tager fejl af årsag og virkning, at ligelønnen ville rykke nærmere, hvis alle forældre tog lige meget barsel.

Kvoterne opgav de også - tænk at blive valgt, fordi man er kvinde - uha! Det har aldrig generet mænd at blive valgt, fordi de var mænd. I den anledning udtalte ligestillingsministeren, at der skulle flere kvinder ind i ledelserne, det skulle bare være på en enden måde end med kvoter. For det var da et problem med spild af al den veluddannede arbejdskraft. At det kunne være et demokratisk problem og et ligestillingsspørgsmål faldt ikke ligestillingsministeren ind. 

Sexkøbsdiskussionen havde ellers flytter sig lidt. Når Informations knægte sidste år måtte trække handicapkortet for at forsvare at købe sex, så var de på drengerøven. Men igen rystede regeringen på hånden på trods af klare vedtagelser i både Socialdemokratiet og SF om at ville gennemføre et sexkøbsforbud. Prostitutionslobbyen fik igen debatten til at handle om ”de prostituerede” i stedet for om prostitution.

Prostitution er nemlig et fænomen, som samfundet skal tage stilling til, om er godt eller dårligt, om der skal være mere eller mindre af det. Det er et fænomen som handler om ligestilling, om at prostitutionen har køn, farve og etnicitet, om penge, kriminalitet - lokal og internationalt organiseret - om fattigdom, udnyttelse, seksualitet, velerhvervede rettigheder, slaveri - men allermest om penge.

”De prostituerede” er betydeligt enklere at give tage stilling til især, når lobbyen kan få mikrofonholdende medier til at fremvise eksotiske ”lykkelige ludere”.

Selv om tobaksindustrien til hver en tid kan diske op med en sund og lykkelig 90-årig ryger, er der vel ikke mere nogen, der vil påstår, at rygning er sundt.

Det er utroligt, hvad krisen kan bruges til. Man kunne få den tanke, at den meget belejligt kan bruges til at få ting igennem, som hele tiden har været politikken. Den offentlige sektor får nu kniven af KL med opbakning fra regeringen. Nedvurderingen af kvinder slår igennem i nedvurderingen af kvindefagene. Velfærd - sundhed, omsorg, børnepasning o. s. v. - er det rene tilsætning - de rigtige værdier skabes i det private erhvervsliv. Jeg har flere gange forsøgt at fatte, hvorfor der skabes mere værdi, når gulvet bliver vasket af en ISS-ansat  end af en kommunalt ansat. Ingen har kunnet forklare det.

Hvis vi skærer mellemregningerne væk, så er den neoliberale konklusion, at hvis vi sparede subsidierne til kvinderne og udgifterne til kvindefagene - læs den offentlige sektor, hvor kvinderne ”leger arbejde” - væk, kunne vi sænke skatten til det halve. Én forsørger vil være nok og barnet, manden, det private erhvervsliv, Saxobank og LA være glade. Ville kvinderne?

Det kan man selvfølgelig godt grine af - lige som vi grinede af DF’s vanvittige racistiske dagsordener i 90’erne, men de satte sig alligevel fast, så den går ikke.

Vi er nødt til at erkende, at der skal modspil til alle angrebene. De kan og skal ikke ties ihjel. Og vi skal ikke regne med, at hvad der er vundet, er vundet for altid.

Se ud i verden - det står skidt til.

De arabiske forår gav ikke kvinderne den frihed, de kæmpede for.

Kvinder er stadig ofre for krige, massevoldtægter, undertrykkelse, demokratisk underskud, fravalgte som foster og nyfødt, uden reproduktive rettigheder og til salg for en slik.

I disse dage afholder FN’s Kvindekommission sin årlige session i NY. Sidste år lykkedes det ikke at få vedtaget et dokument, da stærke kræfter er i gang med at rulle f. eks. reproduktive rettigheder tilbage - en uhellig alliance mellem  USA’s religiøse højrefløj og reaktionære islamister. I år er man forhåbentlig bedre forberedt, har gennemskuet, hvad man er oppe imod, ved at man ikke kan hvile på fortidens sejre.

I øjeblikket er en masse kvinder i Norden ved at forberede Nordisk Forum i Malmø i juni 2014. Vi satser på en feministisk markedsplads med alt godt fra kvindefronten i lighed med de fantastiske fora, der var i Norge i 88 og i Åbo i 94, hvor vi var 16.000 kvinder. Nordisk Forum er - måske - optakten til en ny Kvindekonference, som den der var i Beijing.

Og jeg siger måske, fordi der er store diskussioner, om hvorvidt vi kan risikere at åbne vedtagelserne fra Beijing. Vil der komme et ringere resultat ud af en ny konference?

At man overhovedet kan have den diskussion fortæller os, at vi er nødt til at komme op på barrikaderne, at vi står i et klassisk dilemma, hvor vi både skal kritisere, at der er nået for lidt og forsvare det, der er opnået.

Så op på mærkerne, løft hovedet, stå på din ret, sig til og fra, forestil dig en anden og bedre verden for både mænd og kvinder. Vi skal ikke lade krisen krasse ligestillingen. Vi skal turde feminismen.

God kamp til vi ses næste 8. marts.