Annonce

9. januar 2013 - 15:15

Ny fredsproces mellem PKK og den tyrkiske stat vækker mistanke om valgflæsk

Ny fredsproces mellem PKK og den tyrkiske stat vækker mistanke om valgflæsk

Armene oppe og frit Kurdistan!

Så dejligt kan det nye slogan i 2013 lyde, hvis man ellers tør tro på, at den tyrkiske stats åbning af året med både at lade MIT, den tyrkiske efterretningstjeneste og to prokurdiske BDP-politikere komme på te-visit hos Öcalan i fængslet, kan føre til enden på den 30 år lange konflikt.

Men for hvert minut, der går, og der fortsat ikke er den mindste flig af resultater, begynder skeptikerne og analytikerne at fable og fejlfinde og de politiske parter stiller krav.

Armene oppe og frit Kurdistan!, foto: Mette Kramer Kristensen

Jeg beklager, at jeg heller ikke kan stille mig op i køen foran baren og bestille sejrscocktailen ”Armene oppe og Frit Kurdistan”, selvom der ikke er noget, jeg hellere end gerne ville.

For som kommentator og journalist Serkan Demirtas udtrykker det i dagens Hürriet Daily News, så er samtaler mellem specifikke personer ikke nok.

Der skal kød på bordet i form af anerkendelse af kurdernes rettigheder til den nye forfatning. Lige som Tyrkiets EU-proces også skal være i gang. Og hvordan kan staten føre forhandlinger og samtidig dræbe 10 PKK-guerillaer, som det skete synkront med at Öcalan skænkede sine gæsters teglas fulde af stærk sort te?

"Den nye fredsproces" får gættekonkurrencen blandt medierne til at eksplodere

Kan man leve af håb? Og i fald, hvor længe?

Kurderne lever med håbet for fred på 30. år, og imens jagtes de som hekse. De fængsles og udsættes for overgreb og undertrykkelse, kriminaliseres og stemples som terrorister på grund af deres politiske overbevisning.

Kurdernes seneste og eneste håb er, at Öcalan er tilbage på den politiske arena som måske forhandlingspartner med den tyrkiske stat for at gøre ende den årelange konflikt.

Mellem jul og nytår udgik premierminister Erdogan med en meddelelse om, at MIT (den tyrkiske efterretningstjeneste) førte samtaler med Öcalan, og i starten af 2013 blev Ahmet Türk og Ayla Akat ,to prokurdiske politikere og parlamentarikere, sluppet ud på den lille ø i Bosperus-strædet for at besøge Öcalan, som de første officielle siden statens isolation af den politiske fange i halvandet år (har siddet fængslet siden ’99).

Men hvad er der så kommet ud af møderne med Abdullah Öcalan?

Ahmet Türk og  Ayla Akat er i den venstreorienterede avis Radikal citeret for at have fået en fire-punkts-plan med hjem fra ø-besøget.  

  1. Stop sammenstødet mellem Tyrkiet og PKK
  2. Ny forfatning, som fuld-demokratiserer Tyrkiet. Terrorparagraffen skal ikke længere bruges til at tilbageholde kurdiske aktivister, journalister og politikere i forbindelse med den såkaldte KCK-sag.
  3. Demokratiske reformer for kurdere, anerkendelse af kulturelle rettigheder til identitet og sprog.
  4. Amnesti til PKK-medlemmer, der til gengæld kræves at nedlægge våben for i stedet at føre politik.

Ifølge avisen indgår demokratisk selvstyre, uafhængighed og lokalstyre; federation, ikke i fredsforhandlingerne.

Den amerikanske journalist og forfatter Aliza Marcus, der i mange år var korrespondent i Tyrkiet forfatter til bogen ”Blood & Belief” (udgivet 2007, om PKK og kampen for kurdernes anerkendelse), mener, at vi ikke nødvendigvis kan stole på en venstredrejet nyhed fra et tyrkisk medie; der er stadig for mange rygter ude og for lidt substans.

Den Gülen-sekt-ejede avis Today’s Zaman, fantaserer, at ”omkring 50 top-PKK-ledere, der opererer fra Kandil-bjergene i det nordlige Irak, vil blive forvist til Europa som en del af en tidsplan udarbejdet af den tyrkiske regering. Resten af de højtstående PKK embedsmænd får lov til at vende tilbage til Tyrkiet og blive involveret i politik”. Det ligner opfyldelsen af Erdogans vådeste drøm om et afvæbnet og opløst PKK.

Ifølge det prokurdiske nyhedsbureau Firat News, udtaler Ahmet Türk efter mødet med lederen af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), at "Öcalans krav ikke udfordrer staten. Det er krav, der kan opfyldes i ethvert demokratisk land". Türk håber på fortsættelse af forhandlingerne.

I Hürriet Daily mener Serkan Dimirtas i sin klumme, at processen med forhandlinger med Öcalan og PKK, bør ske sideløbende med tilblivelsen af den nye forfatning og Tyrkiets EU-proces forløb. Ved at arrangere udspecificerede samtaler med Öcalan, glemmer regeringen sine demokratiske forpligtelser og bekymringen forstærkes for, at regeringen bruger fredsprocessen som en politisk investering for sine 2014 mål (der er lokalvalg næste år og Erdogan har planer om at omdanne styreformen til præsidentstyre som i USA).

Demokratisk forhandling er vejen

Sidst men ikke mindst, udtaler BDP’s medformand, Selahattin Dimirtris, at forhandlingerne er  positive, men at de er kommet alt for sent og ikke er tidssvarende.

- Regeringen skal give Mr. Öcalan egnede betingelser til selv at føre forhandlinger. Mr. Öcalan bør kunne komme direkte kontakt med KCK og andre delegationer fra fængslet på Imrali.

Det Dimirtris mener, er selvfølgelig, at hele denne konflikt skal løses demokratisk, med deltagelse af politiske partier og bevægelser, som BDP (Freds- og Demokratipartiet), KCK (Sammenslutningen af lokalesamfund i Kurdistan)og DTK (Demokratisk Folkekongres).

Han opfordrer også regeringen til at få folket med sig. Alle ved nemlig godt, at med kurderne som prygelknabe i så mange år i Tyrkiet, er problemerne med de ekstreme nationalister og mange andre ekstreme grupperinger blevet holdt i ave. I 2009 med Det Kurdiske Initiativ (som gik i vasken) var regeringens manglende styring af folkets vrede stærkt medvirkende til, at fredsprocessen stoppede brat og endte op med at de fremmødte PKK-ere, der var lovet frit lejde, blev fængslet. Og DET glemmer kurderne ikke.

Kan Erdogan vende på en ufo og få alt det grimme til at forsvinde med et knips?

Man kunne tro, at premierminister Erdogan havde drukket for meget champagne ved årsskiftet og deraf var så svævende letsindig midt i et svimlende kys med en forførende Mata Hari, at han kom til at underskrive en blandt de mange tusinde besøgsansøgninger i stakken om at få adgang til livstidsfangen Abdullah Öcalan på fængselsøen Imrali ud for Bosperus-strædet.

Eller også er den ellers strengt selvkontrollerede og meget troende muslimske regent måske bare snublet i en helligdom og har slået hovedet i sin nytårsferie.

For kan det virkelig være sandt, at den tyrkiske stat efter 30 års undertrykkelse af kurderne og et voldsomt stigende antal politiske fanger og journalister i fængslerne pludselig vender på en ufo og får alt det grimme til at forsvinde med et knips?

Annonce