Annonce

3. november 2012 - 23:07

Politivold: Grebet på fast gerning af journalist, gæt hvem fik straffen?

Retsmøde 2, ud af 40, appelsagen, den danske stat mod ROJ TV, 29. oktober 2012, Østre Landsret 

”Politiet rev den rødlige klud ud af drengens mund, som ellers skulle beskytte ham mod peberspray. Og så stak de pebersprayen ned i hans hals og torturerede ham lige foran vores øjne. Jeg ville tage billeder af det, men politiet stoppede mig.

Jeg kunne ikke holde ud at se på det. Lige foran mine øjne og klods op af en statue af Atatürk kaldte de drengen en bastard.

Drengen kunne ikke gøre andet end at græde, tårerne styrtløb ned ad hans lyserøde kinder.

Fordi politiet holdt ham fast kunne han ikke gøre andet end at se mig ind i øjnene, som om han sagde: ”Hjælp mig!”. Han blik var så uskyldigt og desperat. Jeg følte det, som om mit hjerte brændte.

Mens drengen forsøgte at kæmpe sig fri, tog en betjent fat om drengens hals.

- Tag det her! Sagde betjenten henvendt til mig.

- Tag så det billede! Lad dem se, hvordan de udnytter børn!

Og så vred han den unge drengs arm rundt.

Jeg ville have optaget lyden, men jeg kunne ikke. Men det lykkedes mig alligevel at være vidne til denne mishandling midt på gaden. Billederne jeg tog blev bragt i internationale medier i løbet af de næste dage.

Drengen var gået på marked for at købe brød, men han blev fanget i en demonstration, sat i detentionen og tortureret.

Efter at mine billeder havde været bragt i nyhederne, ransagede de mit hus. Mine bånd, personlige ting, computer og bøger blev beslaglagt.

Jeg var på listen.”

Sådan fortæller journalisten Hamdiye Ciftci i CPJ-rapporten ”Turkey’s Press Freedom Crisis”, der netop er udkommet (22.okt/12) som enestående dokumentation på den meget kritiske situation for presse- og ytringsfriheden i Tyrkiet. Denne åbenlyse krænkelse af journalistikkens idé og funktion kommer til at indgå i forsvaret for ROJ TV, meddelte forsvarer Bjørn Elmquist på 2. retsmøde.

Ciftci var reporter på Dicle Nyhedsbureau, da hun blev vidne til politivolden mod den 14-årige dreng. Hun fortæller, at hun havde vænnet sig til de kontinuerlige trusler mod sit journalistiske virke, ”som at ligge i en seng af søm”.

Journalisten tilbragte to år i fængsel, før hun blev løsladt i april 2012 i den stadig verserende sag. Hun er fortsat anklaget for at være medlem af den i Tyrkiet forbudte organisation Foreningen af Samfund i Kurdistan (KCK).

Læs selv CPJ-rapporten

Hvad skete der konkret på 2. retsmøde ?

Anklagerterror

Det anonyme PET-vidne måtte sidde helt stille uden at sige et eneste ord det meste af retsmødet, fra cirka klokken 10 til retsmødet sluttede klokken 15.15.

Han var, som dommere, domsmænd, forsvarere og tilhørere, tvunget til at høre vicestatsanklageren læse op af den rapport fra Center for Terror Analyse (CTA), vidnet selv har været med til at skrive som bestilt opgave for anklagemyndigheden. Både den rapport der indgik i Byretssagen og en ny én, der var ”lidt revideret med nye kilder”, som vidnet ”havde fået at vide, ikke at ændre teksten på”.

Alle var vi indlagt til at høre på anklagers monotone oplæsning af CTA-erklæringen med titlen ”Kurdistans Arbejder Parti”, også det anonyme vidne, der er ansat i PET’s afdeling Center for Terror (CTA), kandidat i statskundskab, som taler flydende dansk, tyrkisk, engelsk og fransk og forstår talt kurdisk.

Tilhørerne kunne desværre kun høre vidnets stemme, der ændrede tone og visse udtaler efter om han blev afhørt af anklager eller af forsvarer, fra et glasbur tæt på retslokalet.

Jeg ved ikke, om anklager bevidst forsøgte at lyde som en helt ny og alternativ kopi af L.O.C. Eller om han egentlig helst gik efter lyden af Niarn i sine bedste dage. Forsvarer Steen Bech brød i al fald ind i anklager-rappen på et tidspunkt for at oplyse, at alle vist havde forstået budskabet og nok kunne læse indad for resten.

Men nej, anklager insisterede på at demonstrere, at han kunne læse mange, mange siders afskrift af amerikanske CIA-databaser’s åbne oplysninger om PKK op, så længe, at det nok ville kunne opfattes som ”anklager-terror” af nogle.

Foto: anonymt

Men PET-vidnet fik også sine fame-of-moments.

Fx da han sagde, at CTA altid skaber deres erklæringer på basis af åbne kilder (tilgængelige for alle via websites), og at han havde stor tillid til disse kilder.

Ligesom vidnet på et tidspunkt udbrød helt spontant: - Jeg har stor tillid til PKK! Dermed vurderede han, at PKK’s websites altid bliver opdateret ofte og deraf er troværdige.

Af andre meget troværdige kilder nævnte statskundskabs-kandidaten den amerikanske tænketank Rand, Homeland Maryland’s databaser og NCTC, hvortil anklager til sidstnævnte spurgte vidnet, der jo har leveret rapporten på bestilling fra anklagemyndigheden:

- Er det også en anerkendt database?

- Jo, det er de, svarede vidnet og tilføjede: ”De har mange dygtige medarbejdere”.

- Kildekritik, hvordan har du det med det? Spurgte forsvarer Elmquist vidnet, der fortalte, at de på CTA går meget op i at validere og vægte for at finde brugbare informationer.

- Hvad så med politiske motiver? Spurgte Elmquist.

- Det gør vi meget ud af, svarede vidnet og forklarede, at han krydstjekkede den slags med andre åbne kilder for at se, om han kunne finde lignende udsagn og vinkler, der kunne bekræfte en holdning.

Foto: anonymt

På et tidspunkt spørger forsvarsadvokat Steen Bech det anonyme PET-vidne:

- Hvor har du lært tyrkisk?

- Skal jeg svare på det? Spørger vidnet. Og efter lidt tid, som vi desværre ikke kunne iagttage fra det aflukkede glasbur, beslutter vidnet sig så for at fortælle, at han havde lært tyrkisk via familie.

Forsvarer Bech forklarer sit sprog-spørgsmål med, at fordi konflikten er svær (kurdisk≠tyrkisk) mente han, at det var vigtigt at få oplyst på hvilken side vidnet befandt sig.

Herefter ville Bech også gerne have vidnet til at opklare, om PKK arbejder for at kurderne får deres eget land, eller om de, som det stod anført i CTA-rapporten fra Byretten, kæmper for lokalstyre (som i Region Kurdistan i Irak).

- Det er noget, de bare siger, svarede den akademiske medarbejder fra CTA prompte.

Han mente, at kurdernes hemmelige plan er at få et selvstændigt land, og at PKK’s offentlige erklæringer siden 2005, om at arbejde for et demokratisk selvstyre, bare er noget de siger for at narre fjenden.

Læs baggrundsartiklen “PKK og kampen for Kurdistan” hos Arbejderen

Hvis nogen undrer sig over, at jeg ikke refererer hele ordlyden fra den oplæste CTA-erklæringen om PKK, kan jeg oplyse, at det er et valg fra min side. Ligesom alle spørgsmål og svar ikke er gengivet her. Jeg går ud fra, at mine læsere sagtens kan regne ud, at CTA-erklæringen indeholdt det vanligt ensidige terrorportræt af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK).

Læs oplevelsesreferat fra afhøring af det anonyme PET-vidne i Byretten, 18. August 2011 ”Bevismateriale fra anklager i ROJ TV-sagen er bestilt arbejde”

Næste og 3. retsmøde finder sted i Østre Landsret 19. november kl. 9.30, i nyt retslokale afd. 17, med begrænsede tilhørerpladser.

Annonce