Annonce

15. januar 2013 - 22:48

Præsentation af soap-serien ”Langt fra Kurdistan” eller ”Alle De TV-klip, Radio- og tv nævnet allerede har afvist”

Femte retsmøde – i rækken af 40 berammede i appelsagen mod ROJ TV – blev nærmest transformeret til et langt afsnit i en satirisk soap, som kunne have heddet ”Langt fra Kurdistan”. Eller osse skulle den have heddet ”Alle De TV-klip, Radio- og tv nævnet allerede har afvist for at være Terror”.

For sådan er det jo. Radio- og tv nævnet (RTN) slog fast for fjerde gang, 26. september 2012, at ROJ TV ikke opildner til had og vold”, det anklagemyndigheden kalder ”terror”.

Og alligevel sidder vi her, en hel mandag 14. januar 2013, og er indlagt til at se endeløse tv-klip, omkring 35 timer, en promilledel af ROJ TV’ sendeflade, klippet primært fra de tyrkisksprogede nyhedsudsendelser ”Habeler” (nyheder), som anklagemyndigheden har fundet frem til via hjælpsomme tyrkiske myndigheder.

Derfor vælger jeg at referere fra det 5. retsmøde ved at zoome ind på alene to tv-klip, der i den grad sætter absurditeten for denne retssag i relief.

Dels mindeprogrammet ”HEVE” (HÅB), sendt 8. april 2008 på nyhedsprogrammet RojAktuel og så det nyhedsindslag, som i 2008 får den tyrkiske ambassade i Danmark til at indsende sin 2. klage over ROJ TV, fordi de mener, at når ROJ TV viser reportage, indslag og interviews om otte tyrkiske soldater, der tilbageholdes af Folkets Hær (PKK’ hær), så ”glorificerer de tilfangetagelsen og fremmer PKK’s mål”.

- Nu skal vi se en martyrvideo på 29 minutter.

- Den handler om martyr-kvinden Beritan, der begår selvmord og forherliges som en helt.

Frem toner, på fire opsatte tv-fladskærme i det højloftede retslokale, en seriøst produceret og veltilrettelagt dokumentar.

Forskellige kilder fortæller om den kurdiske kvinde, Beritan Gülnaz Karatas, blandt andre skolekammerater, studiekammerater fra universitet i Istanbul og partikammerater og overordnede fra Kurdistans Arbejder Parti (PKK).

Der er musik-underlægning undervejs i dokumentaren, og en sang for Beritan Gülnaz, men det her er IKKE en musikvideo, det er en DOKUMENTAR.

I klassisk dokumentarisk form fortælles historien om en kvinde, der udvikler sig fra en ung videbegærlig skoleelev til en bevidst og veluddannet ung kvinde, der tager et politisk standpunkt.

Men en dag bliver kvinden anholdt af tyrkisk politi, fængslet og udsat for tortur, og her fra tager hendes liv et markant vendepunkt, idet hun vælger ”at gå i bjergene”, hun bliver partisan i PKK.

Beritan lever sit liv i bjergene som PKK-medlem, indtil den dag hun bliver trængt op i et hjørne af fjenden og derfor selv vælger at styrte sig ud over bjergskrænten.

- Hun er årsagen til at kvindehæren Yja Star bliver grundlagt (2004), informerer anklager.

Sjovt nok er denne dokumentarfilm mere ren i sin fortælling end den nyligt udsendte svenske dokumentar ”Palme”, om den afdøde svenske socialdemokratiske statsminister Oluf Palme, tænker jeg. Filmen er blevet vist i både biografer og på DR TV og SV TV.

Jan Guillou kaldte for nylig i sin klumme på Aftonbladet, den nye Palme-dokumentar for ”en hyldest” og at ”filmen ville passe glimrende som en opkvikker ved interne socialdemokratiske sammenkomster. Men som historieskrivning duer dette propagandastykke ikke.”

Nu er det jo meget normalt at lave en mindeudsendelse om et menneske, der er faldet for en vigtig sag. Og at der dør rigtig mange i det kurdiske samfund, er vist heller ikke nogen hemmelighed.

”Martyr-video” …. ordet martyr bruges ganske vist af kurderne selv – og i Mellemøsten i det hele taget - om en person, der dør i kampen for sagen, men i anklagers mund vrænges ordet og har slet ikke den betydning, som når en kurder selv omtaler sine faldne.

Og så er der lige den vigtige informative detalje, at den kurdiske kultur har en fortælletradition, der dyrker at fortælle historier om hinanden. En tradition, som går i arv, særlig heltehistorierne, selvfølgelig. Lidt ala grioterne fra fx Gambia i Afrika, som har inspireret hiphoppen.

Læs om den kurdiske fortælletradition i Kurder Profilen, interview med Adil Erdem :”Dansk forfatter: Kurderne mangler en Grundtvig”.

En tyrkisk kovending

Det andet udvalgte tv-klip på femte retsmøde, er nyheden om otte tyrkiske soldater, der i 2008 tilbageholdes af Folkets Hær (HPG, PKK-hæren), for at ende med at blive bragt tilbage i god behold af to parlamentsmedlemmer fra det daværende prokurdiske politiske parti DTP.

Den absurde slutning på fortællingen er, at alle otte soldater fra den tyrkiske hær omgående bliver sendt i fængsel, så snart de vender tilbage.

Denne fornuftstridige slutning må forsvarer Bjørn Elmquist afbryde anklager for at berette: At den tyrkiske hær vælger at fængsle sine soldater for at have været taget til fange af fjenden.

Der er jo fuldstændig meningsløst. Og her gik nogen måske og troede, at Tyrkiet satte pris på sine unge mænd.

Hvad var det så lige ambassaden skulle klage over og lave så meget støj på?

Masser af brok – frem og tilbage, i breve mellem RTN, ROJ TV og ambassaden.

Hvor har ROJ TV soldaternes navne fra? Underforstået, at det har de jo så fået fra PKK, men det viser sig, at navnene dels har været bragt på HPG’s egen hjemmeside og har været trykt i både tyrkiske og udenlandske medier.

Det skriver ROJ TV i sit svarbrev til RTN. ROJ TV fik navnene fra et nyhedsbureau.

Man undres også over i sagen, hvorfor den tyrkiske hær ikke selv har informeret de pårørende til de otte unge mænd, om deres tilfangetagelse. De hører nyheden om deres sønner på ROJ TV, der dokumenterer dette forhold og i samme åndedrag kan berolige dem om, at soldaterne har det godt.

Den information stod nemlig også at læse på HPG’s hjemmeside.

Klagen fra den tyrkiske ambassade ender med, at RTN frikender ROJ TV for opildnen til had og dermed ikke kan imødekomme klagen.

- Udsendelsen på ROJ TV afviger ikke fra udsendelser fra fx DR1 og TV2, hedder det i svaret fra RTN.

Absurd?

Eller som en af de unge betjente siger til mig i pausen, efter at have overværet visning af et par timers tv-klip: ”Jeg kan altså ikke se noget som helst i de der tv-klip, som skulle være anstødeligt”.

Advarsel: På de næste seks retsmøder i Østre Landsret ( 16., 17., 23., 24. 28. og 30. januar) fortsætter anklagemyndigheden med at fremvise sine ynglings klip fra ROJ TV.

Annonce