Den 14. januar ved 16 tiden lokal tid lettede en helikopter fra et sted i den tunesiske hovedstad, Tunis, i al hast og hemmelighed.
Ombord var en passager som har sat sit personlige præg på det nordafrikanske land i over 23 år. Præsident Zine El Abidine Ben Ali, 75 år gammel, flygtede fra landet efter flere ugers protester og strejker mod årtiers undertrykkelse, arbejdsløshed, fattigdom og korruption.
Ben Alis helikopter landede få timer senere i Malta, hvor han sammen med sine nærmeste bordede et fly med kurs mod Frankrig, ekspræsidentens mangeårige allierede. Men han blev straks meddelt, at han ikke var velkommen på fransk jord. Tidlig morgen dem 15. januar landede Ben Ali i Saudi Arabien og blev modtaget af myndighederne.
Bag sig efterlader Ben Ali et land i umiddelbar glæde over at have væltet diktatoren, men også en voksende skepsis overfor det magtvakuum, han har efterladt, og hvorvidt »jasminrevolutionen«, som den er blevet døbt, kan omsættes til et demokratisk styre, som kan stå til ansvar for folket.
Læs artiklen »Optøjer koster mindst 20 livet i Tunesien« hos Modkraft.
Premiereminister Mohammed Ghannouchi gik derfor i gang med at samle en samlings-enhedsregering med ministre fra forskellige tunesiske grupperinger, oppositionspartierne og fagforeninger.
Den nye regering blev allerede præsenteret mandag den 17. januar, men har siden hen udløst en storm af protester og demonstrationer, der har varet hele den forrige uge.
»Det her er Ben Alis regering, uden Ben Ali«, gentog demonstranterne igen og igen.
De peger på, at højtstående medlemmer af Ben Alis parti, RCD, inklusiv premiereministeren selv, stadig kontrollerer de vigtigste ministerier, som indenrigs-, finans-, forsvars-, og udenrigsministerierne, mens oppositionen og arbejderbevægelserne er blevet tildelt symbolske poster.
»Vi vil have et nyt parlament, en ny forfatning, en ny republik! Folket rejser sig mod Ben Alis loyalister!«, råbte tusinder af demonstranter som svar til Ghannouchis nye regering.
For eksempel er indenrigsministeren fra Ben Alis tid, Ahmad Friaa, som fik til opgave at kvæle demonstrationerne før regimeskiftet, er en af dem, der har beholdt sin post i den nye regering.
Dagen efter offentliggørelsen af den nye regering trak repræsentanterne for fagforeningerne og oppositionsbevægelser sig.
Fagforeningen UGTT, en central organisator af de folkelige protester, der førte til revolutionen, bad sine repræsentanter i den nye regering, som talte to ministre og en viceminister, om at trække sig, hvilket de gjorde i protest.
– Vi kan ikke tage del i en regering, der omfatter symboler på det gamle regime, sagde Abdessalem Jrad, generalsekretær af UGTT fagforeningen efter et møde med premierminister Mohammed Ghannouchi.
Også lederen af Det Demokratiske Forum for Arbejde og Frihed, Mustapha Ben Jafar, trak sig fra sin post som sundhedsminister. Det skete som støtte til UGTT.
Hele ugen har titusinder af demonstranter over hele landet protesteret imod Ben Alis gamle elites overtagelse af revolutionen. Mange af demonstrationerne har været drevet eller organiseret omkring UGTT’s lokale kontorer og rettet sig mod lokale partikontorer for Ben Alis parti RCD.
Som et mislykkedes forsøg på at imødekomme de folkelige protester meddelte premiereminister Mohammed Ghannouchi, at han og alle hans ministre fra RCD vil melde sig ud af partiet omgående. Samtidig opløste partiets centralkomite sig selv.
Fredag den 21. januar raserede en stor folkemængde RCD’s centrale hovedkontor i hovedstaden Tunis, mens de råbte »Død over RCD« og krævede partiets medlemmer i magtfulde positioner fyret.
– De var tyve, kriminelle og banditter, der dræbte vores børn. De skal væk, sagde husmor Hanan Fatima.
– Det tunesiske folk ønsker ikke dette parti, dette diktatoriske parti, Vi ønsker en rigtig revolution. Vi ønsker ikke flere løgne. Det er vi trætte af…. 23 års løgne, sagde en anden demonstrant, engelsklæreren Mohammed Basha,
Se også Tidsskriftcentrets linkboks om oprøret i Tunesien
Overalt i Mellemøsten er truslen om islamistiske kræfters overtagelse, hvis man indfører demokrati, blevet fremsat af diktatoriske stater. Bekymringen er også blevet fremsat af borgerlige og højredrejede regeringer som politikere fra vestlige lande og brugt som argument for at støtte undertrykkende regeringer i Mellemøsten.
Men denne trussel klinger hult nu efter det fuldstændige fravær af islamistiske organisationer og religiøse slogans og paroler under hele den tunesiske revolution.
– Læren fra det, der sker nu i Tunesien, er, at [arabiske ledere] ikke vil være i stand til at skjule sig bag »den islamistiske trussel«-argumentet, siger Amel Boubekeur, en specialist i Nordafrika på det samfundsvidenskabelige højskole EHESS i Paris til Daily News Egypt.
Selv det islamiske oppositionsparti En Nahda, som var forbudt under Ben Ali og som ikke spillede nogen nævneværdige rolle under revolutionen, meddelte, at de bakker op om de planlagte demokratiske valg og demokratiske reformer, og at de vil stille op til valget og søge politisk repræsentation derigennem.
Fra Syrien til Egypten og Algeriet har regeringer brugt den islamistiske fare for at retfærdiggøre em drakonisk sikkerhedspolitik og love om undtagelsestilstande, som har begrænset borgerrettigheder og givet vide beføjelser til ransagninger, arrestationer og fængslinger uden rettergang.
Frihedsrettighedsorganisationer og -aktivister har længe sagt, at den islamistiske trussel er en tynd undskyldning for at ødelægge, ikke bare islamister, men alle dem, der udfordrer de herskende styrer.
Hvorvidt islamiske bevægelser som En Nahda, som i dag er svage og splittede, vil spille en afgørende rolle ved kommende valg i Tunesien er stadig uvist.
Hovedbudskabet bag revolutionen var protesterne mod fattigdom, arbejdsløshed og undertrykkelse af friheder.
»De tunesiske og algeriske folk er sultne. Ægypterne og yemenitter er lige bag dem«, skriver Mishaal Al Gergawi, en politisk kommentator og forretningsmand, i en Dubai baseret avis.
Han henviser til den unge tunesiske grønsagssælger, der ved at sætte ild til sig selv i byen Sidi Bouzid, startede revolutionen i Tunesien.
»Mohamed Bouazizi satte ikke ild til sig selv, fordi han ikke kunne blogge eller stemme. Folk har sat ild til sig selv, da de ikke kan tåle at se, at deres familier visner langsomt, ikke af sorg, men af ren og skær sult.«
Imens indledte den Arabiske Liga den 19. januar 2011 sit økonomitopmøde i Sharm El-Sheikh, hvor regionens arabiske ledere og præsidenter er tilstede.
De folkelige protester i Tunesien og den stigende folkelige utilfredshed i mange lande, samt truslen om oprør hang som en sky over topmødet.
Ved åbningstalen, advarede Generalsekretæren for den Arabiske Liga Amr Moussa, de arabiske ledere om, at det »der sker i Tunesien med hensyn til revolutionen ikke er spørgsmål, der er langt fra de problemer, der står på dagsorden til topmødet, som er økonomisk og social udvikling… De arabiske borgere går ind i en fase af vrede, som er uden fortilfælde.«
De arabiske befolkninger i hele Mellemøsten og Nordafrika klager over de samme økonomiske og sociale forhold, der plager Tunesien og er blevet hypnotiseret af TV-billeder, der viser et folk, der gennem protester i gaderne har styrtet en diktator, noget som ikke er set i Mellemøsten i årtier.
Igennem hele den forrige uge har protester inspireret af revolutionen i Tunesien, fundet sted i flere arabiske lande.
I Yemen har over 5.000 mennesker demonstrer for »Brød og frihed«, i Ægypten har enkelte forsøgt at sætte ild til sig selv foran Folkeforsamlingen, mens politiet i Algeriet har slået hårdt på flere demonstrationer i flere byer.
En større demonstration mod arbejdsløshed og fattigdom forventes holdt i Cairo den 25. januar.
Ved topmødet i Den Arabiske Liga sagde Moussa, at »den arabiske sjæl er knækket af fattigdom, arbejdsløshed og økonomisk afmatning«.
Derfor følger regionen spændt udviklingen i mange lande med håbet om, at den knækkede sjæl, inspireret af Tunesien, vil rejse sig.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96