Annonce

7. februar 2012 - 17:55

Slingrekurs om ACTA

I kølvandet på, at handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i sidste uge støttede op om den omstridte Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA), er diskussionen om handelstraktaten i regeringsparterne taget til i styrke.

Læs artiklen »Modstanden mod ACTA vokser« hos Modkraft.

Handelsministeren langede ud efter ACTA-modstanderne, som hun mener fokuserer for ensidigt på de »negative virkninger for ytringsfriheden« i stedet for at glæde sig over, at aftalen »styrker beskyttelsen af virksomhedernes rettigheder«.

Læs artiklen »EU lusker anti-piratlov ind af bagdøren« hos Modkraft.

– ACTA er resultat af disse bestræbelser, og den skaber endvidere en model, som kan bruges i fremtidige frihandelsaftaler, skrev hun blandt andet i et læserbrev i dagbladet Information.

Læs Pia Olsen Dyhrs indlæg »ACTA er en sejr for Danmark« hos Information

Et synspunkt, som også Socialdemokraternes it-og teleordfører Trine Bramsen bakker op om.

Læs artiklen »Minister i samråd om ACTA« hos Information

Den holdning deles dog ikke af partifællerne i EU.

EU-parlamentsmedlem Margrete Auken (SF) er bekymret over »rigtig mange« dele af ACTA.

Siden traktatforhandlingerne startede i 2008 har hendes gruppe i parlamentet, De Grønne, forholdt sig kritisk overfor den lukkede proces, hvormed ACTA-aftalen er blevet til, fortæller hun.

Læs artiklen »Intern ACTA-splid i S og SF« hos Berlingske

– Vi arbejder på at få vurderet, om ACTA er i overensstemmelse med EU’s lovgivning ved den Europæiske Domstol. Det kan lade sig gøre ifølge Lissabon-traktaten, hvis et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer er for en sådan vurdering. I betragtning af Parlamentets afgørende rolle, synes vi, det giver mening at få ACTA bedømt af et uafhængigt organ, uddyber Margrete Auken til Modkraft.

Journalistforbund i vildrede

Også Dansk Journalistforbund er i vildrede om holdningen til ACTA.

– Vi synes, det er en god ide. ACTA regulerer for nogle ting, som på verdensplan trænger til regulering. Samtidig bider vi mærke i, at regelsættet ikke betyder ændringer i forhold til, hvordan vi gør tingene i Danmark. De ting, som ACTA skal regulere, er i forvejen reguleret i Danmark, udtalte næstformand Lars Werge mandag den 6. januar.

Læs artiklen »DJ støtter ACTA« hos fagbladet Journalisten.

JPEG - 38.1 kb
Dansk Jouralistforbunds næstformand Lars Werge vil have debat om ACTA. Foto: DJ.

Dagen efter var udmeldingen dog mere forsigtig.

– Udmeldingen i artiklen på journalisten.dk kan alene jeg tages til indtægt for. Der er ikke tale om en fælles DJ-holdning. Diskussionen for og imod ACTA, og en eventuel forbundsholdning til komplekset, har jeg stor respekt for, og jeg ser frem til, at vi tager den internt i DJ, præciserede han på journalistforbundets hjemmeside ovenpå massiv debat blandt forbundets medlemmer.

Læs artiklen »DJ-næstformand ændrer ACTA-udtalelser« hos fagbladet Journalisten.

Det får nu DONA, et netværk for onlinejournalister og -kommunikatører, til at kræve traktaten skrottet.

»Som onlinejournalister og -kommunikatører er vi bange for, at ACTA kan bruges til at gøre livet surt for medier, der er ud til bens. Af politiske grunde. Eller kommercielle. Og vi mener derfor, at ACTA er skidt nyt for både ytringsfrihed, mangfoldigheden i mediebilledet og innovationen«, skriver DONA i en udtalelse.

Læs hele udtalelsen her

Høring om ACTA

Den 27. februar afholder Dagbladet Information sammen med P1 radioprogrammet Harddisken en gratis og åben høring om problemer og fordele ved ACTA-aftalen i Store Kongensgade 40C.

– Information vil gerne hjælpe Pia Olsen-Dyhr ud af den kattepine, hun er havnet i. For ingen kan have interesse i, at de danske politikere skal ratificere en aftale på et uoplyst grundlag — og da slet ikke de stakkels Europa-parlamentarikere, der for tiden kimes ned af vrede aktivister, skriver avisen i indkaldelsen.

Læs mere om arrangementet på Informations hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce