Aarhus Kommune har en løbende indsats mod radikalisering af unge. Men hvad er radikalisering egentlig? Og er det kun noget dårligt? Det er spørgsmålet, når Modkraft.dk holder sit allerførste arrangement i Aarhus.
Under overskriften Vild ungdom stiller sektionsleder fra SSP-samarbejdet i Aarhus Kommune, Toke Agerschou, op til debat. Han bliver mødt af den aarhusianske Modkraft-blogger Sarah Bruun, der bl.a. mener at den danske folkeskole netop skal radikalisere eleverne.
Farhiya Khalid er ordstyrer for debatten.
Arrangementet er blevet til i et tæt samarbejde mellem Modkrafts redaktion i København og læsere i Aarhus. Det er første gang Modkraft holder et arrangement udenfor København. Der er dog allerede planer om flere events rundt omkring i landet.