Fagbevægelsens rolle i en tid med klimaforandringer

De fleste problemer i samfundet er overvejende politiske og sociale, selvom de ved første øjekast udelukkende virker tekniske og videnskabelige. Dette har fagbevægelsen måtte lære på den hårde måde. F.eks. kan teknologi på arbejdspladser udvikles til at tilgodese forskellige interesser: Aktieejernes, forbrugernes, arbejdernes … I sidste ende er det den aktuelle magtbalance, der bestemmer løsningen, og hvem den tilgodeser.

Truslen fra klimaforandringer er ingen undtagelse. Løsningen på dette problem kræver blandt andet en stor del ny teknologi. Men problemet handler ikke kun om teknologi, det handler også om grundlæggende sociale og politiske spørgsmål. Derfor er det nødvendigt, at fagbevægelsen udvikler sin egen klimapolitik. Vi er nødt til at bevæge os fra et reaktivt til et proaktivt stadie. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvilket slags samfund vi ønsker at udvikle.

Se problemerne i øjnene

Indtil videre har en stor del af fagbevægelsen tøvet, når de blev konfronteret med klimaforandringer, på trods af at situationen har bevæget sig markant de sidste par år. Der har været en tendens til at fornægte problemets seriøsitet, og der har været en modstand mod at handle på grund af en (fuldt forståelig) frygt for at miste jobs.

Det er nødvendigt, at fagbevægelsen udvikler sin egen klimapolitik. Foto: alternativeenergy.com

Vores første udfordring er derfor at se problemerne i øjnene. Vi er nødt til at anerkende det overvældende videnskabelige bevis på, at klimaforandringerne er her, at menneskelig aktivitet er en afgørende faktor, og at det kan ende katastrofalt. Vi må anerkende, at hovedårsagen til problemet er afbrændingen af fossile brændsler. Det betyder, at succeskriterierne – på enhver målestok – må være, om tiltaget vil bidrage til reduktionen af afbrænding af fossile brændsler.

I løbet af de kommende år vil den måde, vi lever og arbejder på, ændre sig dramatisk enten som et resultat af handlinger eller passivitet. Ikke at handle eller forsinke handling er ikke en mulighed, men vil kun forværre konsekvenserne.

Fejlslagne markeder har brug for politisk kontrol

I Stern rapporten til den engelske regering konkluderes det, at »klimaforandringerne repræsenterer den største markedsfejl i historien«. Den igangværende finanskrise repræsenterer en anden, historisk stor, markedsfejl. Vi kan ikke stole på, at de samme forfejlede markedsmekanismer vil kunne løse krisen.

Både politikken vedrørende klimaforandringerne og den finansielle krise skal indeholde øget demokratisk styring med økonomien. Af mange andre grunde er det præcist dét, vi i fagbevægelsen også har brug for. Det betyder, at klimakrisen ikke kun repræsenterer en trussel, men også nye muligheder for fagbevægelsen. Den igangværende krise, sammen med neoliberalismens nuværende legitimitetskrise, har faktisk åbnet en vifte af muligheder, der kun venter på at blive udnyttet.

Derfor må fagbevægelsen prioritere klimapolitikken, men vi er nødt til at koble det med en bredere politisk kontekst. Vi må derfor også være åbne over for modsætningen mellem specifikke arbejderes specialinteresser og alle arbejderes bredere generelle interesser. Med andre ord er vi ikke blot transportarbejdere, der vil opleve forandringer i vores arbejdsmønstre; vi er alle mennesker, der konfronterer de katastrofale begivenheder.

Fordeling af værdier En ting er forholdsvis klart: Der vil ske omfattende forandringer. Derfor er spørgsmålet, hvordan møder vi disse udfordringer? Nu er arbejdere og fagbevægelsen i defensiven. Vi er under pres. Der er en tendens til at individualisere ansvaret for drivhusgasudledningen. Der siges, at vi alle skal betale for det, vi udleder, på trods af at udledningerne i de fleste tilfælde skyldes organiseringen af samfundet og markedskræfternes frie spil.

Selvfølgelig skal udledningen reduceres, endda radikalt. Men det kan ikke overlades til den enkeltes individuelle ansvar. Det kan heller ikke gøres ved at implementere økonomiske restriktioner, der i praksis betyder, at de rige blive fritaget for nogen som helst forandringer.

Hvorfor skulle almindelige mennesker støtte de nødvendige klimapolitikker under sådanne forhold? Folk vil aldrig acceptere, at de rige kan fortsætte med at betale sig fra problemerne, at virksomhedsinteresser bliver beskyttet, mens arbejdere, forbrugere og skatteydere skal betale. Det, der er brug for, er kollektive politiske løsninger, hvori klimapolitiken bliver kombineret med en radikal social omfordeling af værdierne. Alt andet vil forhindre enhver løsning af klimakrisen.

Fra defensiv til offensiv

Miljøorganisationerne fortæller os, at vi må ofre noget for at redde klimaet og vores planet. Dette er ikke rigtigt, faktisk strategisk og taktisk forkert. Klimapolitik er ikke kun et spørgsmål om ofringer, men om at skabe et bedre samfund for alle. Det har Roger Toussaint, formand for Transport Workers’ Union Local 100 i New York, forstået. Det fastslog han til en klimakonference: »At blive grøn er ikke kun et spørgsmål om at skabe jobs, det er et spørgsmål om et forbedret liv for arbejderne«.

Seriøs klimapolitik vil give os en mulighed for progressive sociale forandringer. Forandring vil indeholde en mere demokratisk styret økonomi. Den vil skabe millioner af grønne jobs – især i sektoren for offentlig transport og via produktionen af vedvarende energi. Den vil reducere markedskonkurrencen og dermed reducere presset på arbejdsmarkedet. Den vil forkorte arbejdstiderne og mindske presset på jordens ressourcer, og sikre en mere retfærdig fordeling af jobs i verden.

Den vil forhåbentlig, hvis vi gør vores job ordentligt, mindske forbrugerismen. En forbrugerisme, der skyldes uopfyldte behov i samfundet, personificeret gennem fremmedgørelse og magtesløshed. Kort sagt, sociale forandringer er på samme tid en nødvendighed og en løsning på klimaforandringerne.

Desuden vil en reduktion af drivhusgasser også reducere forureningen på arbejdspladser og i samfundet. Det vil være nødvendigt at gennemføre en enorm – og gratis – overførsel af teknologi til udviklingslandene. Både for at mindske deres CO2 udslip og løfte to milliarder mennesker ud af fattigdom. Men vigtigst af alt: Klimapolitik vil sikre menneskehedens og vores planets overlevelse.

Alliancer og mobilisering

Globale topmøder har hverken opnået social lighed, jobs til alle, ordentlige arbejdsforhold, udryddelse af fattigdom eller kønsligestilling. Det er usandsynligt, at de vil løse klimaforandringer. I stedet har vi brug for en social og politisk mobilisering af alternative løsninger bygget på solidaritet, lighed og forskellige folkeslags behov.

Fagbevægelsen vil være nødt til at opbygge strategiske alliancer med bl.a. miljøorganisationer Foto: sustainy.com

Fagbevægelsen vil være nødt til at opbygge strategiske alliancer med bl.a. miljøorganisationer. For at kunne det, må vi kunne overvinde svagheder: For det første må vi sikre os, at miljøbevægelser forstår den sociale magts rolle (klassekampen). For det andet må vi øge forståelsen for miljøproblemer og klimakrisen i vores fagforeninger. Dette kan kun ske, hvis de to bevægelser begynder at arbejde sammen, udveksle holdninger og erfaringer, samt udvikle et imødekommende og konstruktivt diskussionsmiljø.

Et fremragende eksempel er den blå-grønne alliance mellem United Steel Workers og miljøorganisationen Sierra Club i USA. Af alliancen fremgår det, at der »er fokuseret på at tilføre et nyt element til forholdet mellem offentlige principper og handlinger og valgpolitik […] det at skabe bevægelser […] her vil forandring være usandsynligt uden en stærk, godt organiseret socialbevægelse, der mobiliserer alle«.

I det lange perspektiv vil det at bygge sociale alliancer være nødvendigt for at forandre samfundet ikke klimaet. Det er ambitiøst, men nødvendigt og muligt – og vi vil sidde i førersædet.

Resumé

• Fagforeninger må se klimaforandringernes realitet i øjnene nu.
• Vi skal være proaktive, ikke reaktive, for at kunne håndtere konsekvenserne.
• Klimaforandringer er en del af en bredere politisk kontekst. Vi skal se på samfundets struktur for at finde løsninger.
• Vi skal samarbejde med andre, især miljøorganisationer.
• Klimaforandringer giver os mange muligheder: Nye grønne jobs, en større rolle til offentlig transport, mindre markedskonkurrence… Vi må handle nu for at gribe muligheden ved disse forandringer, og gøre det til et positivt skridt for arbejderne.

Asbjørn Wahl er en 57-årig norsk fagforeningsaktivist, der for tiden arbejder som daglig leder for aktionen »For velferdsstaten«. Han sidder desuden i koordineringsudvalget for det uformelle, radikale netværk for fagorganiserede, Forum Social Europe, og har arbejdet på hovedkontoret for The International Transportworkers Federation.

Teksten er oversat fra engelsk af Birk Jessing, der er medlem af Socialistisk UngdomsFronts klimaemnegruppe og aktivist i KlimaX København og en del af den internationale mobilisering hen imod klimatopmødet. Se mere på www.climateaction09.org