Annonce

24. marts 2010 - 11:22

Colombia: Rapporter om valgsvindel

Ti dage efter parlamentsvalget i Colombia, hvor højrefløjen blev udråbt som den store vinder, dukker der stadigvæk historier op om omfattende valgsvindel.

Landets ombudsmand og flere internationale valgobservatører siger, at vælgerne har risikeret vold, korruption, svindel, opkøb af stemmer samt afpresning ved valgsteder i en tredjedel af Colombias kommuner, skriver nyhedsbureauet IPS.

Myndighederne i hovedstaden Bogotá, i kystbyen Cartagena og i Choco rapporterer også om omfattende uregelmæssigheder ved valget, der fandt sted den 14. marts.

I Bogotá har en genoptælling af stemmerne vist, at præsident Álvaro Uribes parti, Partido de la U, har fået dobbelt så mange stemmer registreret end der faktisk var i stemmeurnerne, ifølge den colombianske nyhedskanal Noticias Uno.

Også i Choco er der rapporter om uregelmæssigheder. På selve valgdagen blev søsteren til et medlem af kongressen anholdt med 37.000 dollar i kontanter på sig, skriver Colombia Reports.

Talspersoner fra Colombias regering har ellers sagt, at valget er det roligste og mest transparente i 30 år. Men ngo’en Electoral Observers Mission (EOM) har rapporteret om udbredt stemmeopkøb. Organisationen har udover at have registreret opkøb af stemmer for kontanter, også eksempler på, at stipendier til universiteter er givet for et vist antal stemmer.
Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce