Annonce

13. april 2010 - 15:21

USA vrider armen om på fattige lande

16,5 millioner kroner og 13,7 millioner kroner. Så mange penge går henholdsvis Bolivia og Ecuador glip af i deres kamp mod klimaforandringer.

USA har smækket klimakassen i, fordi de to landes regeringer har nægtet at underskrive Københavns–erklæringen ved klimatopmødet i Danmark i december.

USA’s dramatiske udmelding kommer på den første store klimakonference efter sammenbruddet i København. Konferencen blev afholdt i den tyske by Bonn i weekenden.

– Det er midler, som vi er blevet enige om, er en del af Københavns–erklæringen og generelt set, vil USA bruge disse midler på lande, som har vist interesse i at være en del af erklæringen, siger Todd Stern, USA’s særlige klimaudsending, til The Washington Post.

Men kritikere mener, at USA med beslutningen vrider armen om på udviklingslandene og forsøger at presse dem til at tilslutte sig Københavns–erklæringen.

– Der er ingen, som kan så tvivl om, at fattige mennesker i Bolivia og Ecuador er ekstremt sårbare overfor klimaforandringer. Hvis du vil opbygge tillid hos udviklingslandene, så er det her ikke måden at gøre det på – især fordi vi endnu ikke er blevet enige om en lov om klimaforandring, siger David Waskow, fra ulandsorganisationen Oxfam America.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce