Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
15. april 2010 - 16:16

Minnesota-modellen

Samtidigt med, at man i en del år har lovet os, at Klimakrisen er virkelig og menneskeskabt – ligesom miljøkrisen, fødevarekrisen, energikrisen og den økonomiske krise – har de rige landes beslutningstagere demonstreret deres modvilje mod at gøre noget ved problemet, medmindre der var penge i det, sidst på CO15 i København.

Meningsmålinger i USA viser, at den procent af befolkningen, der tror på en menneskeskabt klimakrise, er faldet fra næsten 60% til 36% i løbet af årets første måneder.

Folk nægter at tro, at deres politikere kan være så uvidende eller forbryderiske, at de ikke griber ind, hvis det virkelig er så alvorligt, som eksperterne påstår. Samtidig ser det ud til, at alle kriserne på en eller anden måde hænger sammen. Så hvorfor siger man, at vindmøller, solceller og ethanol er nok til at redde os?

Ved politikerne og erhvervsfolkene noget, de holder skjult? Eller er alle kriserne noget ligesom Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben?

Det var det første spørgsmål. Det andet er: Hvorfor altid henvise til USA?

Man kunne også henvise til Cuba, som har erfaring med, hvordan man overvinder forsyningskriser som den, der nu truer os. Men oplysninger fra USA er stadig helt anderledes troværdige og acceptable for flertallet her i landet. En historie om, hvordan en kommune har lavet langsigtede og meget konkrete planer for bæredygtig udvikling, får mere opmærksomhed og bliver mere troværdig, når den handler om Minneapolis, end hvis den kom fra Havana.

Det er ikke bare noget med fordomme. Samfundene skal kunne sammenlignes. Og selvom der er store politiske og økonomiske forskelle mellem USA og Danmark, har man begge steder kapitalistisk økonomi og repræsentativt demokrati. Produktionsforhold og klima har også fælles træk, forskellene ligger mest i størrelsesforholdene.
Det vil sige, at ting, som kan lade sig gøre i et ekstremt kapitalistisk samfund som det amerikanske, også bør kunne lade sig gøre her.

Og hvis ikke, må man spørge, hvorfor.

Ved to offentlige møder, d.17. januar og d.12 maj 2004, diskuterede en kreds af borgere i Minneapolis, Minnesota, mål og midler til at gøre deres lokale samfund bæredygtigt, skabe et bedre og større arbejdsmarked og gøre miljøet både rigere og kønnere.

Møderne resulterede i en rapport, der beskrev en vision i 13 punkter, som blev forelagt bystyret. I august 2004 offentliggjorde en nedsat arbejdsgruppe en plan, som konkretiserede punkterne og beskrev, hvad der måtte gøres på hvert enkelt område. Minneapolis Sustainabliy Initiative (bæredygtigheds-initiativet) beskrev ”Vor Teori om Forandring” som

1. Handling fra bystyret skal opmuntre initiativer i samfundet.

2. Planen skal behandle miljø, økonomi og ligeret som sammenhængende.

3. Igangværende aktiviteter skal integreres i det samlede initiativ.

4. Indikatorer for fremskridt på hvert område skal spille en afgørende rolle i bystyrets budgetplanlægning.

Går man ind på byens hjemmeside i dag, kan man finde listen over de vigtigste målområder, samt skemaer over fremskridt eller tilbageskridt på hvert enkelt område. Den omfatter ca. 30 afsnit og justeres løbende.

Arbejdet har altså været i gang igennem alle seks år og er under stadig udvikling. Det opsigtsvækkende ved det er, at det foregår på tværs af faggrupper, administrative og økonomiske skillelinjer, for ikke at tale om politiske partier. Ethvert område, bystyret har/kan have indflydelse på, kan inddrages i det praktiske arbejde. Nogle mål:

  • Styrke sundhed, offentlig sikkerhed og sociale sammenhæng ved at skabe en by af fodgængere..
  • Styrke beboernes sociale samkvem.
  • Involvere stadig flere borgere i udøvelse af kunst og i dyrkning af kulturelle traditioner.
  • Til stadighed at øge gennemsigtigheden i den offentlige forvaltning.
  • Oprette erhvervsklynger som middel til styrkelse af lokal økonomi.
  • En grøn skattepolitik med opmuntring af bæredygtig praksis.

Et af de interessanteste områder, set herfra, dækkes i en særlig rapport ”Mapping The Food Industry”, som viser, at landbruget og fødevareindustrien har næsten de samme problemer, som vi kender her i landet.

Landbrugets gennemsnitsindkomst var således lavere i inflations-korrigerede dollars år 2007 end i 1929. De seneste tal viser, at Minnesota’s landmænd i 2007 havde et underskud på 465 millioner dollars i produktionen – og at dette havde været tilfældet hvert år i ti år.

Det betyder, at landbruget havde været dybt afhængigt af næsten 1 milliard dollars årligt i statsstøtte, plus ekstraindkomster på 483 millioner ved f.eks. bortforpagtning af jord.

Som herhjemme er der mangel på egentlig, fri konkurrence på landbrugsprodukter, hvor detail- og engrospriserne ikke forholder sig til de priser, producenterne får.

Et indlysende middel til at skabe ligevægt er at støtte alle mulige former for lokale markeder. En form, som virker ny og lovende, er mini-markeder, som med kommunal og privat støtte oprettes indenfor lokale organisationer som borgerforeninger og plejehjem. Dvs. at man fra bystyret har givet tilladelser til, at der f.eks. en gang ugentlig åbnes for salg af friske, lokale varer i et lokale på plejehjemmet, i medborgerhuset, i foreninger, på hospitaler, i boligblokke, osv. Det fremhæves, at salget af sunde fødevarer er steget markant i de kvarterer, hvor mini-markederne findes.

Det meste af, hvad jeg her har fortalt om, er hentet via CROSSROADS RESSOURCE CENTER i Minneapolis. Deres hjemmeside på
www.crcworks.org
rummer en stor mængde links, som alle handler om Tools for Community Self-Determination - redskaber til fremme af lokal selvbestemmelse. Til sidst vil jeg lige gentage de, i mine øjne, vigtigste ting, man har startet i den fjerne, amerikanske delstat, hvis problemer på mange måder virker bekendte:

# Det offentlige har ret tidligt inddraget aktive borgere, foreninger og eksperter i møder, hvor man har spurgt, hvad der skal til for at hamle op med kriserne – klimakrisen, energikrisen, finanskrisen – udfra et helhedssyn, der betragter alle kriserne som sammenhængende.

# Resultaterne fra disse møder er blevet brugt til at oprette en afdeling i forvaltningen, som skal holde øje med alle områder, der kan vise, hvordan udviklingen foregår. Mindst én gang om året aflægger udvalget rapport til kommunalbestyrelsen, som efter godkendelse offentliggør den. Som bilag følger et skema med samtlige områder, og udfor hvert område står angivet, hvad man har vedtaget af mål.

Det kan lyde dyrt. Men for de fleste områder findes der i forvejen organisationer og forvaltninger med den nødvendige viden til at arbejde med sagerne. Det afgørende er, at de nu arbejder sammen, rapporterer til bystyret og er pålagt konkrete opgaver, som retter sig mod fælles mål – og at resultaterne forelægges samlet og overskueligt for de folkevalgte og offentligheden, så nødvendige ændringer og tilføjelser løbende kan behandles.
Eksemplet er interessant, fordi vi for tiden har en tendens til at være meget optaget af tekniske muligheder og på den måde overser de politiske.

Det er jo klart, at tekniske løsninger er mere spændende. De forenkler problemerne, de stiller os i udsigt, at vi kan leve videre, som vi er vant til, til kriserne er forbi, og så kan der være både profit og arbejdspladser i dem.

Men de er og bliver del-løsninger. Når der reklameres for dem, kan det give et farligt og forvansket billede af krisernes omfang. Det er ikke uden risiko, når store kapitalinvesteringer skal forrentes på markedsvilkår. Ikke engang, når investeringerne får grøn etiket.

Forskere ved Queen’s University i England har i en artikel i ”Energy Policy” advaret om, at udviklingen indenfor vedvarende energi kan gå for hurtigt:

”Når en industri vokser hurtigt, bliver de udledninger af drivhusgasser, der forhindres af en given teknologi, opvejet ved fremstillingen af den næste bølge af teknologiske indsatser. Vi lever i en periode, hvor der er fysiske grænser for, hvor store CO2-udledninger klimaet kan tåle på kort sigt, så dette kan være uacceptabelt.”

Det vil sige, at industrielle investeringer, der skal konkurrere på markedet, skal afbalanceres med politiske og sociale former for samarbejde.

I Danmark diskuterer man stort set kun tekniske løsninger på kriserne, samtidigt med, at man administrativt satser på stordrift (kommunesammenlægning, store sygehuse, transportvirksomheder, uddannelser, motorveje), støtter industrilandbrug og i den økonomiske politik fremmer sammenlægning af erhvervsvirksomheder. Både regering og opposition snakker miljø og klima, mens de i praksis satser på økonomisk vækst og udvidet forbrug.

Det kunne se ud, som om den danske stat har mindre handlefrihed overfor den amerikanske centralregering i Washington end den amerikanske delstat Minnesota. I hvert fald fører Washington en politik, som på de fleste, vigtige områder svarer til, hvad den danske regering foretager sig (uanset, hvad den siger), mens Minnesota går helt andre veje.

En af grundene kunne være, at Minnesota er omfattet af USA’s forfatning, der giver delstaterne omfattende, politisk frihed. Det er Danmark i sagens natur ikke.

Vi må, som så mange andre lande, hele tiden vise vores loyalitet overfor verdens største militærmagt ved at deltage i fjerne krige og i øvrigt i alle forhold følge de retningslinjer, centralregeringen i Washington udstikker.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce